Landsskatteretten: Speciallæges tilknytning til privathospital – Lønmodtager eller selvstændig?

Sagen omhandler Landsskatterettens genoptagelse af en kendelse vedrørende [virksomhed1] A/S (hospitalet) og en islandsk speciallæge, [person1]. Hospitalet klagede over SKATs afgørelse om, at samarbejdsforholdet med speciallægen var et arbejdsgiver-/lønmodtagerforhold, hvilket medførte pligt til indeholdelse af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag.

Speciallægen, [person1], er bosiddende på Island og driver egen praksis gennem selskabet [virksomhed2] slf., som han ejer 90 % af. Dette selskab er en selvstændig juridisk enhed på Island, der driver lægevirksomhed med ansatte og en betydelig omsætning. Arbejdet for hospitalet i Danmark udgjorde en mindre del af [virksomhed2]s samlede indkomst og blev beskattet på Island.

Aftalens indhold

Aftalen mellem hospitalet og [person1] (via [virksomhed2]) var en "Aftale om lokaler og behandling", der trådte i kraft den 1. marts 2011. Nøglepunkter i aftalen inkluderede:

• [person1] blev beskrevet som en selvstændigt virkende tredjemand, der ikke var omfattet af funktionærloven, ferieloven eller andre ansættelsesretlige love.
• Hospitalet kunne tilbyde behandlingsopgaver, men garanterede ikke et minimum antal, og [person1] var berettiget til at afvise opgaver.
• [person1] var selvstændigt ansvarlig over for patienter for fejl og mangler, selvom behandlinger skete i hospitalets lokaler.
• [person1] afholdt selv alle egne omkostninger, og honoraret var fastsat pr. behandling med fradrag for brug af hospitalets faciliteter.
• [person1] skulle selv indbetale skat, moms og øvrige afgifter.
• Aftalen indeholdt bestemmelser om reklamationer, reoperationer og erstatningsansvar for [person1] ved fejl.
• Opsigelsesvarslet var seks måneder, men der var også mulighed for øjeblikkelig ophævelse ved væsentlig misligholdelse eller specifikke forhold som f.eks. klager til Patientklagenævnet eller manglende autorisation.

SKATs vurdering

SKAT anså [person1] for lønmodtager og pålagde hospitalet indeholdelsespligt i henhold til Kildeskatteloven § 46, stk. 1 og Arbejdsmarkedsloven § 2, stk. 1 og Arbejdsmarkedsloven § 7. SKAT lagde vægt på, at hospitalet varetog alle økonomiske forhold vedrørende patienterne, honoreringen var fastsat efter takster, [person1] afholdt ikke væsentlige udgifter, indgik i et team, og var undergivet hospitalets tilsyn. SKAT mente også, at [person1] ikke løb nogen økonomisk risiko, da patienterne betalte på forskud eller via forsikring. SKAT anførte desuden, at aftalen var underskrevet af [person1] personligt, og at det ikke tydeligt fremgik, at den var indgået mellem to selskaber.

Hospitalets argumenter

Hospitalet fastholdt, at aftalen var indgået mellem to juridiske enheder, hospitalet og [virksomhed2] slf., og at [person1] var ansat i sit eget selskab på Island. Hospitalet argumenterede for, at [person1]s arbejde i Danmark blot var en del af hans selvstændige lægevirksomhed på Island. De fremhævede, at [person1] var en anerkendt specialist, der arbejdede få dage om måneden, og at hospitalet ikke havde instruktionsbeføjelse over for ham. Hospitalet henviste til, at aftalen eksplicit udelukkede ansættelsesretlige love, og at [person1] kunne afvise opgaver. Hospitalet mente, at SKATs afgørelse var formelt og principielt forkert, da den ignorerede aftalen mellem to selskaber og ikke anvendte de korrekte kriterier for afgrænsning mellem lønmodtager og selvstændig erhvervsdrivende, som beskrevet i Cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 til personskatteloven. Hospitalet henviste desuden til afgørelser som SKM 2011.69 SR og SKM 2012.472 SR, der støttede opfattelsen af selvstændig virksomhed for speciallæger i lignende situationer.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fandt, at SKATs afgørelse ikke var ugyldig, da der var foretaget en selvstændig og konkret sagsbehandling for speciallæge [person1].

Tre retsmedlemmer, herunder retsformanden, udtalte, at forholdet mellem [person1] og hospitalet måtte karakteriseres som et lønmodtagerforhold. Begrundelsen herfor var blandt andet:

• Hospitalet havde den organisatoriske instruktionsbeføjelse i forhold til patientindtag og tidspunkt for operationer, selvom [person1] havde den lægefaglige instruktionsbeføjelse.
• Hospitalet stillede faciliteter til rådighed for operationerne.
• Hospitalet havde det overordnede ansvar over for patienterne. Selvom [person1] var forpligtet til reoperation eller tilbagebetaling ved fejl, var det hospitalet, der havde det direkte og overordnede økonomiske ansvar over for patienten.
• Hospitalet havde kompetence til at afgøre, om der forelå fejl, hvilket betød, at [person1] var undergivet hospitalets tilsyn og kontrol.
• Den virksomhed, [person1] driver på Island (slf), kunne ikke karakteriseres som en selvstændig juridisk person i denne sammenhæng, og aftalen blev derfor anset for indgået mellem hospitalet og [person1] personligt. Det forhold, at indtægten indgik i [person1]s erhvervsvirksomhed på Island, kunne ikke i sig selv føre til selvstændig erhvervsvirksomhed i forholdet til hospitalet, jf. SKM 2014.846 Ø. [person1] blev anset for rette indkomstmodtager, og arbejdet udført som lønmodtager.

På baggrund heraf fandt flertallet det berettiget, at SKAT havde pålagt hospitalet indeholdelsespligt for A-skat og arbejdsmarkedsbidrag for udbetalingerne til [person1], og afgørelsen blev stadfæstet.

Et retsmedlem udtalte dog, at det var betænkeligt at fastslå, at indkomst af samme art som [person1]s selvstændige speciallægevirksomhed på Island skulle være lønmodtagerindkomst i Danmark. Dette retsmedlem stemte derfor for at give hospitalet medhold i, at det ikke skulle indeholde A-skat og arbejdsmarkedsbidrag.