Landsskatteretten: Speciallæge anset som lønmodtager ved arbejde for privathospital

Sagen omhandlede spørgsmålet om, hvorvidt en speciallæges arbejde udført for henholdsvis [virksomhed1] A/S og [virksomhed2] skulle anses for udført af speciallægen som selvstændigt erhvervsdrivende i skatteretlig forstand. SKAT havde anset speciallægen for lønmodtager, og Landsskatteretten stadfæstede denne afgørelse.

Sagen opstod efter et kontrolbesøg hos [virksomhed1] A/S i 2009, hvor SKAT undersøgte speciallægernes status. Som konsekvens heraf anså SKAT klageren for lønmodtager i forhold til både [virksomhed1] A/S og [virksomhed2] fra indkomståret 2007.

Klageren, en speciallæge i anæstesilogi, havde indgået en samarbejdsaftale med [virksomhed1] A/S den 31. marts 2005. Aftalen fastslog, at speciallægen skulle efterleve hospitalets administrative bestemmelser og cheflægens anvisninger. Speciallægen havde det fulde lægelige ansvar for patienten og skulle holde hospitalet skadesløst ved erstatningskrav. Hospitalet varetog alle økonomiske forhold vedrørende patienterne, stillede lokaler, instrumenter, beklædning og sekretariatsbistand til rådighed. Honoraret var fastsat til en timeløn (oprindeligt 900 kr./time, senere 1.000 kr./time eller 3.000 kr./vagt pr. døgn) og udbetalt månedligt bagud. Aftalen kunne opsiges med 3 måneders varsel.

Klageren var på privathospitalets hjemmeside anført som lægelig leder af anæstesiafdelingen. Udover arbejdet for [virksomhed1] A/S havde klageren også honorarindtægter fra [virksomhed2] (uden skriftlig aftale) og mindre indtægter fra attestudskrivning. Klageren var registreret med CVR-nummer og afregnede lønsumsafgift. Klageren havde desuden betydelig udenlandsk lønindkomst fra Norge i 2007 og 2008.

SKATs begrundelse

SKATs vurdering byggede på kriterierne i Cirkulære om personskatteloven § 129. SKAT lagde vægt på, at:

• Der var indgået aftale om en løbende arbejdsydelse, og speciallægen indgik i et team.
• Privathospitalet varetog alle økonomiske patientforhold, og speciallægen løb ikke en væsentlig økonomisk risiko.
• Privathospitalet planlagde og administrerede aftaler, og patienterne var hospitalets kunder.
• Speciallægen afholdt ikke udgifter, der væsentligt oversteg sædvanlige lønmodtagerudgifter, og hospitalet stillede udstyr, lokaler og bistand til rådighed.
• Speciallægen var omfattet af privathospitalets arbejdsskadeforsikring.
• Offentlig omtale skulle godkendes af hospitalets ledelse, jf. Markedsføringsloven § 10.
• Speciallægen skulle udføre sit virke efter cheflægens anvisninger og interne instrukser.
• Honorar afregnedes månedsvis efter faste takster, og der var et opsigelsesvarsel.
• Der var ikke etableret egen klinik i væsentligt omfang i forhold til hovedindtægten.

SKAT henviste til, at speciallægens opgaver ikke var udliciterede, men en integreret del af hospitalets virksomhed, og at instruktionsbeføjelsen reelt lå hos privathospitalet. SKAT afviste klagerens sammenligninger med andre Landsskatteretsafgørelser og henviste i stedet til SKM2008.836 og en ikke-offentliggjort Landsskatteretsafgørelse (j.nr. 09-03176) om en narkoselæge.

Klagerens påstand og argumenter

Klageren fastholdt, at arbejdet skulle anses for selvstændig erhvervsvirksomhed. Klageren fremlagde en historisk redegørelse for konsulentfirmaets udvikling med stigende honorarindtægter og indkøb af anæstesiudstyr:

Klageren argumenterede med henvisning til Cirkulære om personskatteloven § 129 for, at:

• Klageren selv tilrettelagde, ledte og førte tilsyn med arbejdet. Cheflægens beføjelser var overordnede administrative, ikke faglige instruktioner.
• Hvervgiverens forpligtelse var begrænset til det enkelte ordreforhold, hvilket blev illustreret af varierende ydelsesmønstre for klageren og andre konsulenter:

| Anæstesi-timer | Jan. | Feb. | Mar. | Apr. | Maj | Juni | Juli | Aug. | Sep. | Okt. | Nov. | Dec. | |---------------------|------|-------|-------|------|-----|------|------|------|------|------|------| | [person7] % andel | 49 | 65 | 83 | 31 | 58 | 35 | 26 | 33 | 56 | 62 | 47 | 88 |

• Klageren var ikke begrænset i adgangen til at udføre arbejde for andre og havde flere hvervgivere.
• Klageren var økonomisk ansvarlig over for hvervgiveren for arbejdets udførelse, herunder for at holde hospitalet skadesløst ved erstatningskrav og for at færdigbehandle patienter ved kontraktophør.
• Vederlaget erlagdes efter regning, med betalingsbetingelser løbende måned plus 30 dage, hvilket var i overensstemmelse med selvstændig virksomhed.
• Klageren ejede anæstesiudstyr svarende til en hel operationsstue, anskaffet for at opfylde nationale faglige standarder.
• Klageren havde etableret sig i egne lokaler (privatbolig) og havde særskilt autorisation som speciallæge.
• Markedsføring skete via personlige kontakter og optræden på hospitalers hjemmesider, hvilket var normalt i branchen.
• Klageren havde tegnet erhvervsansvarsforsikring og sygedriftstabsforsikring, hvilket indikerede økonomisk risiko, i modsætning til en lønmodtager.

Klageren afviste SKATs argumenter om manglende økonomisk risiko og forveksling af cheflægens beføjelser. Klageren mente, at SKAT ikke havde sammenlignet virksomheden med lignende privatpraktiserende anæstesiologer med Sygesikringsaftale, som SKAT anerkendte som selvstændige, på trods af at disse ofte havde én hovedhvervgiver og lignende driftsforhold.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse om, at speciallægen ikke kunne anses for selvstændigt erhvervsdrivende i sit virke for henholdsvis [virksomhed1] A/S og [virksomhed2]. Afgørelsen blev truffet med stemmeflertal.

To retsmedlemmer, herunder retsformanden, stemte for at stadfæste SKATs afgørelse med følgende begrundelse:

Det blev lagt til grund, at klageren den 31. marts 2005 indgik en samarbejdsaftale med [virksomhed1] A/S. Af aftalen fremgik det, at:

• Samarbejdsaftalen var grundlaget og forudsætningen for klagerens lægelige virksomhed på hospitalet eller under dets navn.
• Privathospitalet stillede nødvendigt udstyr, apparatur, medicin og beklædning samt sekretariatsbistand til rådighed for klageren ved udførelsen af arbejdet i hospitalets lokaler.
• Klageren modtog et på forhånd fastsat honorar på henholdsvis 1.000 kr. i timen og 3.000 kr. pr. vagt pr. døgn.
• Privathospitalet fakturerede patienterne for det udførte arbejde, og al patientkontakt (bortset fra den direkte behandling) blev varetaget af privathospitalets administrative personale.
• Klageren var underlagt privathospitalets anvisninger og interne instrukser.
• Klagerens offentlige ytringer om privathospitalets forhold var underlagt hospitalets ledelses godkendelse.
• Hospitalets bestyrelse kunne med øjeblikkelig virkning bortvise klageren fra hospitalet.

Disse forhold, sammenholdt med klagerens præsentation på privathospitalets hjemmeside som den lægelige leder af hospitalets anæstesiafdeling, førte til en konkret helhedsvurdering, der tilsagde, at klageren ikke kunne anses som selvstændigt erhvervsdrivende i sit virke for [virksomhed1] A/S.

Med hensyn til klagerens samarbejde med [virksomhed2] fandt Landsskatteretten, at klageren ikke havde dokumenteret eller sandsynliggjort grundlag for at betragte relationen som indgået med klageren som selvstændigt erhvervsdrivende.

Et retsmedlem stemte for at anse klageren som selvstændigt erhvervsdrivende med den begrundelse, at klageren ikke havde lønmodtagerrettigheder og ingen garanteret mindsteløn, og derfor måtte anses for at levere konkrete ydelser efter ordre.