Landsskatteretten tillader delvis tilbagebetaling af moms for bespisning af forretningsforbindelser og ansatte

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten ændrer SKATs afgørelse. Retten skulle tage stilling til, om SKAT med rette havde afvist selskabets anmodning om tilbagebetaling af indgående afgift vedrørende udgifter til bespisning af forretningsforbindelser og ansatte i egne lokaler for perioden 1. oktober 1994 – 31. december 2004.

Retten henviste til Momsloven § 37, stk. 1 om fradragsret for indgående afgift og Momsloven § 42, stk. 1, nr. 1 og Momsloven § 42, stk. 1, nr. 5 om undtagelser fra fradragsret for kost til personale og underholdning/repræsentation. Genoptagelse af afgiftstilsvaret var reguleret af Skatteforvaltningsloven § 31, stk. 2 og Skatteforvaltningsloven § 32, stk. 1, nr. 1, som tillader genoptagelse, hvis hidtidig praksis er underkendt.

EU-domstolen havde i sag C-371/07, Danfoss A/S og AstraZeneca A/S, fastslået, at det var i strid med standstill-klausulen i 6. direktivs artikel 17, stk. 6, 2. afsnit, at begrænse fradragsretten for indgående afgift i forbindelse med vederlagsfri bespisning af forretningsforbindelser og/eller personale i egen kantine i forbindelse med møder i virksomheden. Domstolen udtalte endvidere, at vederlagsfri bespisning af personale i virksomhedens lokaler ikke udløser udtagningsmoms, jf. 6. direktivs artikel 6, stk. 2, hvis virksomhedens behov gør det nødvendigt.

Som følge af EU-dommen havde SKAT offentliggjort styresignalerne SKM2010.622.SKAT og SKM2011.829.SKAT, der ændrede praksis og fastsatte dokumentationskravene for genoptagelse. Disse styresignaler understregede, at virksomheden skulle kunne dokumentere opgørelsen af tilbagebetalingskravet gennem relevant regnskabsmateriale og sandsynliggøre andelen af udgifter omfattet af tilbagebetalingsadgangen. For perioder ældre end 5 år kunne dokumentationskravet opfyldes gennem specifikationer til regnskabsmateriale, mødekalendere eller korrespondance, og det blev understreget, at et skøn ikke blot kunne baseres på en gennemsnitlig faktor fra nyere perioder.

Landsskatteretten bemærkede, at Bogføringsloven § 10, stk. 1 og Momsbekendtgørelsen § 66, stk. 1 kun kræver opbevaring af regnskabsmateriale i 5 år, hvilket betød, at selskabet ikke havde fuldt ud fyldestgørende materiale for hele genoptagelsesperioden.

Retten fandt det sandsynliggjort, efter en konkret vurdering af selskabets aktivitet i perioden, at selskabet havde afholdt udgifter til bespisning af forretningsforbindelser og ansatte. Det blev dog præciseret, at kun udgifter til bespisning af forretningsforbindelser og ansatte, der var omfattet af EU-dommen, var fradragsberettigede. Udgifter til eksempelvis blomster, tobak og daglig bespisning af ansatte i forbindelse med daglige morgenmøder var ikke omfattet af fradragsretten.

Landsskatteretten overlod det på baggrund heraf til SKAT at foretage den nærmere talmæssige opgørelse, herunder skønnet, for den omhandlede periode, baseret på principperne for den senere periode (1. januar 2005 – 31. december 2009).