Vognmand nægtet fradrag for private udgifter og P-bøder ved opgørelse af lønsumsafgift

Sagen omhandler en vognmandsvirksomhed, der fik forhøjet sin lønsumsafgift for 2009, fordi SKAT forhøjede virksomhedens skattemæssige overskud. Forhøjelsen skyldtes, at SKAT nægtede fradrag for en række udgifter, som blev anset for at være private eller ikke-fradragsberettigede.

SKATs korrektioner af overskuddet omfattede følgende poster:

Klageren gjorde gældende, at SKATs skøn over privat dieselkørsel var for højt, og at de modtagne forsikringsbeløb vedrørte private policer og derfor var virksomheden uvedkommende. Subsidiært påstod klageren, at SKATs afgørelse var ugyldig på grund af manglende partshøring.

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse. Retten fandt, at klageren ikke havde løftet bevisbyrden for, at udgifterne var rent erhvervsmæssige, eller at SKATs skøn var forkert. Retten afviste også den formelle indsigelse og fandt, at sagsbehandlingsreglerne var overholdt.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fandt, at afgiftsgrundlaget for lønsumsafgift er virksomhedens lønsum plus overskud eller minus underskud, jf. Lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 1. Da klageren ikke i tilstrækkelig grad havde dokumenteret, at de af SKAT korrigerede udgifter var rent erhvervsmæssige, blev SKATs forhøjelse af virksomhedens overskud stadfæstet.

Retten lagde vægt på, at:

• Dieseludgifter: Klageren havde ikke godtgjort, at det omhandlede indkøb af diesel udelukkende var anvendt til erhvervsmæssig kørsel. SKATs skøn over den private andel blev derfor opretholdt, da klageren ikke fremlagde dokumentation, der kunne afkræfte skønnet.
• Forsikringstilbagebetalinger: Klagerens påstand om, at tilbagebetalte forsikringspræmier vedrørte private policer, var ikke dokumenteret. Det er virksomhedens ansvar at fremlægge gyldig dokumentation.
• Andre udgifter: Tilsvarende blev fradrag for private forsikringer, private sygeforsikringsbidrag og parkeringsbøder korrekt nægtet, da disse ikke er fradragsberettigede driftsomkostninger i henhold til Statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Formalia og sagsbehandling

Landsskatteretten afviste klagerens subsidiære påstand om, at ansættelsen var ugyldig. Retten fandt, at SKAT havde taget stilling til klagerens indsigelser og overholdt reglerne om partshøring i Forvaltningslovens § 19. Der var ikke oplysninger i sagen, som klageren ikke havde haft kendskab til.

SKATs afgørelse blev derfor stadfæstet i sin helhed.