Momspligt ved Kulturministeriets salg af byggegrund

Sagen drejede sig om Kulturministeriets salg af en byggegrund til [virksomhed1] A/S og spørgsmålet om, hvorvidt salget var momspligtigt, samt om køberen i givet fald havde fradragsret for momsen. Kulturministeriet havde erhvervet grunden i 2004 med henblik på opførelse af et kulturprojekt og parkeringsfaciliteter. På grund af manglende statslige bevillinger blev en del af grunden solgt til [virksomhed1] A/S, som skulle opføre og drive en underjordisk parkeringskælder og vederlagsfrit stille overfladearealet til rådighed for Kulturministeriet til etablering af en offentlig byrumsplads.

Skatterådets afgørelse

Skatterådet fandt, at grundstykket var en byggegrund og dermed som udgangspunkt momspligtigt. De vurderede, at Kulturministeriet handlede som en afgiftspligtig person, da salget ikke blev anset for at være varetaget i ministeriets egenskab af offentlig myndighed, men snarere på samme retlige vilkår som private virksomheder. Salget blev også anset for at ske i konkurrence med momspligtige virksomheder i henhold til Momsloven § 3, stk. 2, nr. 3 og Momsloven § 13, stk. 1, nr. 9.

Vedrørende fradragsret for [virksomhed1] A/S, vurderede Skatterådet, at da en del af grunden (overfladearealet) vederlagsfrit skulle stilles til rådighed for Kulturministeriet til en ikke-momspligtig aktivitet (offentlig byrumsplads), kunne der ikke opnås fuld fradragsret efter Momsloven § 37, stk. 1. Fradraget skulle i stedet opgøres skønsmæssigt efter Momsloven § 38, stk. 2.

Klagerens argumenter

Klageren argumenterede for, at Kulturministeriet ikke handlede som en afgiftspligtig person, da salget af byggegrunden ikke udgjorde selvstændig økonomisk virksomhed. Dette blev underbygget med henvisning til EU-Domstolens afgørelser i sagerne C-180/10 og C-181/10 (Slaby), som fastslår, at den blotte udøvelse af ejendomsret ikke i sig selv er økonomisk virksomhed. Ministeriet havde ikke erhvervet grunden med salg for øje, men som led i et større kulturprojekt, og salget var et enkeltstående "passivt salg" for at realisere dele af projektet grundet manglende bevillinger. Klageren anførte desuden, at salget ikke skete i konkurrence med erhvervsvirksomheder, da grunden var unik for projektet, og ministeriet ikke havde markedsført den bredt. Subsidiært, hvis salget var momspligtigt, skulle [virksomhed1] A/S have fuld fradragsret, da deres formål med købet udelukkende var at etablere og drive parkeringskælderen, som er en momspligtig aktivitet. Overfladearealet og byrumspladsen blev designet og finansieret af Kulturministeriet/Det Kgl. Teater, ikke af [virksomhed1] A/S.

Landsskatteretten ændrede Skatterådets bindende svar.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fandt, at Kulturministeriets afhændelse af byggegrunden alene skete i kraft af ministeriets ejerskab til grunden og som led i ministeriets almindelige udøvelse af sin ejendomsret. Med henvisning til EU-Domstolens afgørelser i sagerne C-155/94 (Welcome Trust) og de forenede sager C-180/10 og C-181/10 (Slaby), fastslog Landsskatteretten, at salg af byggegrunde ikke skal anses for at udgøre økonomisk virksomhed som omfattet af Momsloven § 3, stk. 1, hvis salget alene foretages som led i indehaverens almindelige udøvelse af sin ejendomsret. Det blev bemærket, at Danmark ikke har udnyttet momssystemdirektivets artikel 12's bemyndigelse til at anse lejlighedsvist salg af byggegrunde som økonomisk aktivitet, hvis det er udslag af almindelig ejendomsret.

Da Kulturministeriet dermed ikke optrådte som en momspligtig person i forbindelse med salget, skulle ministeriet ikke opkræve moms af byggegrundens salgspris i medfør af Momsloven § 3, stk. 1.

Landsskatteretten vurderede desuden, at selv hvis ministeriets salg af byggegrunden måtte anses for at ske som led i ministeriets egenskab af offentlig myndighed, skete salget ikke i konkurrence med erhvervsvirksomheder. Dette skyldes, at erhvervsvirksomheder under tilsvarende omstændigheder heller ikke skulle opkræve moms ved salg af byggegrunde. Denne vurdering var i overensstemmelse med Momsloven § 3, stk. 2, nr. 3 og momssystemdirektivets artikel 13, jf. også C-102/08 (SALIX).

På baggrund heraf ændredes svaret på spørgsmål 1 til "ja", hvilket betød, at Kulturministeriet ikke skulle afregne moms af salget. Som følge heraf bortfaldt spørgsmål 2 om fradragsret for [virksomhed1] A/S. Skatteministeriet tiltrådte denne ændring.