Energiklagenævnets afgørelse om investeringsbidrag ved etablering af lejlighed i eksisterende ejendom

Klagen til Energiklagenævnet

Klageren påklagede Energitilsynets afgørelse af 9. november 2004 til Energiklagenævnet. Klageren anførte, at Energitilsynet ikke havde efterkommet nævnets tidligere hjemvisning, da de ikke selvstændigt havde bidraget til forståelsen af § 5.5 og spørgsmålet om leveringsomfang. Klageren kritiserede NRGI's og Energitilsynets skiftende og selvmodsigende argumenter og påpegede, at Energitilsynets afgørelse indeholdt faktuelle fejl, herunder påstanden om en udvidelse af den maksimale trækningsret. Klageren ønskede desuden kompensation for sagsomkostninger grundet den lange sagsbehandling og myndighedernes håndtering.

Relevant Lovgivning og Praksis

Sagen blev vurderet i henhold til Elforsyningslovens § 77, stk. 1, som giver Energitilsynet beføjelse til at pålægge ændringer, hvis priser og leveringsbetingelser er i strid med loven. Desuden blev Elforsyningslovens § 6, stk. 4 anvendt, som fastslår, at kollektive elforsyningsvirksomheder skal stille ydelser til rådighed på gennemsigtige, objektive, rimelige og ikkediskriminerende vilkår.

Energiklagenævnet henviste også til Konkurrenceankenævnets praksis fra 1997 (j.nr. 97-28.944), hvor det blev fastslået, at det ikke var urimeligt at opkræve yderligere investeringsbidrag ved en senere opdeling af en bolig i flere enheder, da investeringsbidraget var tariferet ud fra en gennemsnitsbetragtning og differentieret efter boligtype.

Energiklagenævnet stadfæstede Energitilsynets afgørelse af 9. november 2004.

Anvendelse af Tilslutningsbestemmelser og Investeringsbidrag

Nævnet bemærkede, at NRGI’s Tilslutningsbestemmelser for El af 10. november 2000 finder anvendelse på den privatretlige aftale mellem parterne, medmindre de strider mod Elforsyningslovens § 77, stk. 1 sammenholdt med Elforsyningslovens § 6, stk. 4. Nævnet fandt, at NRGI's system med et investeringsbidrag tariferet ud fra en gennemsnitsbetragtning af omkostningerne ved etablering af et forsyningsanlæg, differentieret efter boligtype, ikke var urimeligt.

Vurdering af Nytilslutning

Sagen drejede sig primært om, hvorvidt der var tale om en nytilslutning i henhold til § 1.4 i NRGI’s Tilslutningsbestemmelser for El. Selvom der havde været indlagt el på 5. sal siden 1929, og der ikke var sket en udvidelse af den faktiske belastning, forpligtede NRGI sig til at øge leveringsomfanget fra 10 til 11 separate boligenheder (fra 10x25 Amp. til 11x25 Amp.). Den nyudskilte lejlighed fik egen elmåler og særskilt matrikelnummer, hvilket etablerede et nyt kundeforhold med NRGI.

Nævnet henviste til Konkurrenceankenævnets afgørelse fra 1997 (j.nr. 97-28.944), som fastslog, at det ikke var urimeligt at opkræve yderligere investeringsbidrag ved en senere opdeling af en bolig i flere enheder. På baggrund heraf fandt Energiklagenævnet, at etableringen af den selvstændige lejlighed på 5. sal var at betragte som en nytilslutning i henhold til § 1.4 i tilslutningsbestemmelserne.

Fortolkning af Byfornyelsesbestemmelsen (§ 5.5)

Vedrørende bestemmelsen om byfornyelse i § 5.5 i Tilslutningsbestemmelser for El, som var årsag til den tidligere hjemvisning, bemærkede nævnet, at Energitilsynet ikke selvstændigt havde bidraget til en nærmere forståelse. Energiklagenævnet fortolkede selv § 5.5 således, at den kun finder anvendelse i situationer, hvor en ejendom udstykkes i flere parceller, uden at det eksisterende leveringsomfang ændres. Derfor fandt nævnet det ikke relevant at tage stilling til en nærmere forståelse af ordet "byfornyelse".

Belastningsforøgelse (§ 5.6)

Det blev anset for ubestridt, at opsætningen af måleren i taglejligheden ikke indebar en belastningsforøgelse, der krævede udvidelse af ejendommens samlede leveringsomfang. Derfor fandt nævnet det ikke relevant at tage stilling til § 5.6 i Tilslutningsbestemmelserne for El.

Sagsomkostninger

Energiklagenævnet bemærkede, at nævnet hverken i elforsyningsloven eller andetsteds har hjemmel til at tillægge klageren sagsomkostninger.

Konklusion

Energiklagenævnet fandt det herefter ikke urimeligt i henhold til elforsyningsloven for NRGI Net A/S at have krævet det for lejligheder gældende investeringsbidrag for tilslutningen af lejligheden på 5. sal. Energitilsynets afgørelse af 9. november 2004 blev derfor stadfæstet. Afgørelsen er truffet i medfør af Elforsyningslovens § 89, stk. 1.

Energitilsynet meddelte den 10. januar 2013 klageren, at de ikke havde mulighed for at hjælpe i sagen. Klageren var utilfreds hermed og rettede den 12. januar 2013 på ny henvendelse til Energitilsynet, hvor klageren anførte, at et investeringsbidrag på 6.000 kr. pr. løbende meter hovedledning var unødvendigt og meget kritisabelt. Efterfølgende klagede klageren til Energiklagenævnet over Energitilsynets besvarelse. Energiklagenævnet afviste den 12. juni 2013 klagen, da Energitilsynets besvarelse ikke var en forvaltningsretlig afgørelse.

Klagers synspunkter og dokumentation

Klageren indsendte den 12. januar 2015 en ny klage til Energiklagenævnet, hvor det blev gjort gældende, at:

• Klagen og medvedlagte bilag skulle dokumentere, at det dobbelte investeringsbidrag var ulovligt.
• Tre beboere havde betalt 45.000 kr. inkl. moms i investeringsbidrag, selvom det gældende takstblad angav 22.500 kr. inkl. moms. Først et efterfølgende takstblad fastsatte bidraget til 45.000 kr. for beboerne på [XXX].

Klageren fremlagde en faktura fra en genbo, der viste en opkrævning på 45.000 kr. inkl. moms for "tilslutning – investeringsbidrag" med forfaldsdato 1. november 2012. Samtidig blev Brørup Fjernvarme A.m.b.a.'s takstblad for perioden 01.06.2012-31.05.2013 fremlagt, som viste et investeringsbidrag på 22.500 kr. inkl. moms. Klageren henviste også til værkets almindelige bestemmelser, der fastslog, at afregning skulle ske efter de til enhver tid gældende og til Energitilsynet anmeldte tariffer.

Energitilsynets udtalelser

Energitilsynet vurderede den 26. marts 2015, at der ikke var fremkommet nye oplysninger, der kunne begrunde en genoptagelse af sagen. Tilsynet henviste til tidligere breve, hvor de havde anført, at tariffer, herunder tilslutnings- og investeringsbidrag, først er gyldige, når de er anmeldt over for Energitilsynet. Tilsynet havde tidligere afvist at rejse en sag på det foreliggende grundlag og fastholdt, at selvom omkostningerne ved udvidelsen kunne have været lavere ved en anden planlægning, kunne de faktiske omkostninger stadig indregnes. Energitilsynet havde ikke specifikt taget stilling til, om opkrævningen var i strid med de anmeldte takster.

Retsgrundlag og praksis

Sagen blev behandlet i henhold til Varmeforsyningsloven § 20 og Varmeforsyningsloven § 21, som regulerer priser og anmeldelse af tariffer. Ifølge Varmeforsyningsloven § 21, stk. 3 er tariffer, der ikke er anmeldt, ugyldige. Energitilsynet er nedsat i medfør af Elforsyningsloven § 78 og kan behandle sager på eget initiativ eller på grundlag af en klage, jf. Elforsyningsloven § 80.

Energiklagenævnets praksis fastslår, at tilsynsmyndigheder som Energitilsynet ikke har pligt til at behandle alle klager. De har dog pligt til at realitetsbehandle henvendelser/klager, hvor der rejses konkret begrundet mistanke om en lovovertrædelse af betydning eller ulovlig adfærd. Dette indebærer, at tilsynet som minimum skal vurdere, om en sådan mistanke foreligger.