Afgørelse om krav på betaling for elforbrug

Sagen omhandler en klage fra en borger over NESA's krav om betaling for et elforbrug på 7.160 kWh i et sommerhus i perioden juni 2001 til juni 2002, samt over Energitilsynets afgørelse, der ikke kritiserede NESA's fremgangsmåde. Klageren overtog sommerhuset i september 2001 efter sin fasters død og hævdede, at der ikke havde været et reelt elforbrug i den pågældende periode, da HFI-relæet var slået fra, og huset ikke var beboeligt grundet frostsprængninger i vandinstallationerne.

Sagens forløb og parternes argumenter

Klageren aflæste elmåleren til 2.732 kWh i juni 2001 og igen til 9.892 kWh i juni 2002. Efter klagerens henvendelse udskiftede NESA måleren den 1. juli 2002 med henblik på undersøgelse. En målerundersøgelse foretaget den 19. august 2002 viste, at målerens unøjagtighed var -0,54 %, hvilket var inden for den acceptable tolerance på 4 % ifølge NESA's Almindelige Betingelser for Ellevering, punkt 6.7. På baggrund heraf fastholdt NESA sit krav på 10.531,98 kr. for det registrerede forbrug.

Klageren indgav en klage til Energitilsynet den 9. december 2002. Energitilsynet afgjorde den 5. februar 2003, at de ikke kunne kritisere NESA's krav, da der ikke var fundet fejl ved måleren. Tilsynet udtalte, at de ikke kunne foretage en bevisbedømmelse af, hvorvidt det registrerede forbrug svarede til det faktiske forbrug, da dette måtte henvises til domstolene. Energitilsynet henviste til Elforsyningsloven § 77, stk. 1, der giver tilsynet mulighed for at gribe ind, hvis priser eller leveringsbetingelser er i strid med loven, og Elforsyningsloven § 6, stk. 3, der fastslår, at kollektive elforsyningsvirksomheder skal stille ydelser til rådighed på gennemsigtige, objektive, rimelige og ensartede vilkår.

Klageren appellerede Energitilsynets afgørelse til Energiklagenævnet den 26. februar 2003. Klageren fremhævede, at Energitilsynets argumentation var uklar og modsætningsfyldt vedrørende bevisbedømmelse. Klageren bestred NESA's påstand om manglende aflæsning i 2001 og anførte, at NESA's beregning af gennemsnitligt forbrug var misvisende, da den ignorerede fraværet af vandforbrug og husets ubeboelige stand. Klageren fastholdt, at det registrerede forbrug ikke kunne være reelt, da HFI-relæet havde været slået fra.

Energitilsynets redegørelse og NESA's betingelser

Energitilsynet redegjorde den 24. marts 2003 for sagen og fastholdt sin begrænsede kompetence til bevisbedømmelse. NESA's Almindelige Betingelser for Ellevering, punkt 6.11, fastslår kundens pligt til at aflæse og indberette målerstand, mens punkt 6.12 giver NESA ret til at skønne forbruget, hvis en aflæsning ikke foreligger.

Energiklagenævnet stadfæstede Energitilsynets afgørelse. Nævnet bemærkede indledningsvis, at Energitilsynet havde begået en klar sagsbehandlingsfejl ved ikke at høre klageren over NESA's redegørelse af 24. januar 2003, hvilket var i strid med forvaltningslovens kapitel 5. Dog fandt nævnet, at denne fejl ikke medførte ophævelse og hjemvisning, da klageren havde haft mulighed for at fremkomme med sine bemærkninger under sagens behandling for Energiklagenævnet.

Vurdering af elmåler og bevisbedømmelse

Energiklagenævnet lagde til grund, at der ikke var påvist fejl ved klagerens elmåler, idet kontrolmålingen viste en fejlprocent, der lå under den tilladte tolerance på 4 % i NESA's almindelige betingelser for el-levering. Nævnet tiltrådte Energitilsynets vurdering af, at en eventuel fastslåelse af misforhold mellem det registrerede og det faktiske forbrug forudsætter en egentlig bevismæssig bedømmelse, som alene kan ske ved domstolene.

Konklusion

Nævnet fandt, at sagens øvrige oplysninger ikke gjorde det muligt at betegne NESA's krav om betaling for det registrerede forbrug som urimeligt efter Elforsyningsloven. Afgørelsen blev truffet i henhold til Elforsyningsloven § 89.