Afgørelse om opkrævning af varmeafregning baseret på målt forbrug

Sagen omhandler en klage indbragt for Energiklagenævnet af en forbruger over Energitilsynets afgørelse af 3. august 2000. Afgørelsen vedrørte varmeafregning fra Albertslund Varmeværk, hvor Energitilsynet fandt det ikke urimeligt, at varmeværket opkrævede betaling i overensstemmelse med det forbrug, den installerede måler viste. Klager fraflyttede ejendommen den 25. februar 2000, og i forbindelse med slutopgørelsen blev der opkrævet ca. 25.000 kr. i tillæg til a conto indbetalinger. Klager bestred opkrævningen og Energitilsynets afgørelse. Energitilsynet har i sin redegørelse af 9. marts 2001 kommenteret klagen og redegjort for sagens faktiske og retlige omstændigheder. Energitilsynets afgørelse var baseret på Varmeforsyningsloven § 21, stk. 4, som giver Energitilsynet mulighed for at give pålæg om ændring af priser eller andre betingelser, hvis de er urimelige. Energitilsynet har tidligere fastslået, at et varmeværk som udgangspunkt er berettiget til at opkræve betaling for det målte forbrug, når der ikke er konstateret fejl ved måler eller varmeinstallationer, og forbruget ikke afviger væsentligt fra et normalforbrug. Varmeværket havde undersøgt måleren og oplyst, at der ikke var konstateret fejl. Miljøforvaltningen fastholdt kravet om afregning i relation til det samlede fjernvarmeforbrug på 81,17 MWh i perioden fra 15. april 1996 til 25. februar 2000. Albertslund Varmeværks leveringsbestemmelser, anmeldt til Energitilsynet den 2. februar 2000, fastslår, at forbruget afregnes efter en fjernvarmemåler, og at måleren anses for at vise rigtigt, når nøjagtigheden ikke overskrider fastsatte tolerancer. Hvis der konstateres fejl ved målingen eller klar uoverensstemmelse mellem det registrerede og det sandsynlige forbrug, fastsættes forbruget efter Danske Fjernvarmeværkers Forenings (DFF’s) vejledning. Hvis forbrugeren kan dokumentere atypisk forbrug, tages der hensyn til dette. Klager bemærkede, at målerundersøgelsen ikke var foretaget i alle flowområder, og at sammenligningen med et gennemsnitligt årsforbrug for et almindeligt parcelhus på 130 m² var misvisende, da ejendommen var et midterrækkehus med et gennemsnitligt varmeforbrug på omkring 10,9 MWh ifølge kommunens egne "grønne regnskaber" for området. Klager fandt Energitilsynets vurdering uforståelig, da normalforbruget for ejendommen var væsentligt lavere end Energitilsynets fastlæggelse af normalforbruget i sagen. Nævnet lagde til grund, at de gældende leveringsbestemmelser, som er anmeldt til Energitilsynet, opfylder kravene i varmeforsyningsloven. Da Energitilsynets afgørelse ikke indeholdt oplysning om klagefristen, har Energiklagenævnet taget sagen under behandling.

Forbrugsafregninger

De foreliggende afregninger over forbrugsafgifter viste følgende forbrug:

Det samlede registrerede forbrug fra 15. april 1996 til 25. februar 2000 var 81,17 MWh, svarende til et gennemsnitligt årligt forbrug på 20,90 MWh. Dette blev af Energitilsynet sammenlignet med et gennemsnitligt årligt forbrug for et parcelhus på 130 m² på 20,832 MWh.

Energiklagenævnet stadfæstede Energitilsynets afgørelse af 3. august 2000.

Nævnets begrundelse

Nævnet fastslog, at det ikke havde mulighed for at bedømme, om den foretagne målerafprøvning var korrekt udført, om selvaflæsningskort var indsendt, eller om det faktiske forbrug svarede til det målte forbrug. Disse spørgsmål, herunder holdbarheden af antagelser vedrørende beregnet og sandsynligt forbrug, samt om Albertslund Varmeværk i det hele havde handlet i overensstemmelse med de fastsatte leveringsbestemmelser og takster, måtte i givet fald afgøres efter bevisførelse under en retssag ved de almindelige domstole. Afgørelsen blev truffet i henhold til Varmeforsyningsloven § 26.