Energiklagenævnets afgørelse om forsyningspligtbevilling til transformerforeninger

Sagen omhandler en klage fra Energi Fyn Forsyningspligt A/S over Energistyrelsens afgørelser af 4. februar 2002 og 8. oktober 2002. Klagen vedrører Energistyrelsens afslag på Energi Fyn Forsyningspligt A/S' ansøgning om bevilling til at drive forsyningspligtig virksomhed i syv transformerforeningers netområder. Energistyrelsen havde i stedet tildelt bevillingerne til de syv transformerforeningers datterselskaber, efter at have dispenseret for ansøgningsfristen for disse selskaber.

Baggrund for tvisten

Udgangspunktet for sagen var syv transformerforeningers afgivelse af en standardiseret "Bindende tilkendegivelse" i februar 2000. I disse erklæringer tilkendegav foreningerne, at de ikke selv ønskede at søge bevilling som forsyningspligtselskab, og bad Energi Fyn om at søge bevillingerne på deres vegne. Dokumentformatet fremstod som udarbejdet af Energi Fyn. Tre af foreningerne afgav erklæringen uden yderligere bemærkninger, mens fire andre tilføjede forbehold, herunder krav om generalforsamlingsgodkendelse eller en erklæring om selv at ville søge bevilling som netselskab.

Energistyrelsens afgørelser

Energistyrelsen traf to centrale afgørelser:

• Dispensation fra ansøgningsfristen (4. februar 2002): Energistyrelsen dispenserede for ansøgningsfristen den 1. september 2001 for de syv transformerforeningers datterselskaber. Dette skete, da transformerforeningerne først sent blev klar over, at fakturering af forsyningspligtkunderne ikke nødvendigvis ville forblive hos dem som netselskaber, hvis Energi Fyn overtog forsyningspligten. Energistyrelsen lagde vægt på, at moderselskaberne til de syv ansøgere ved lovens ikrafttræden fungerede som distributionsselskaber og dermed var omfattet af Elforsyningsloven § 97, stk. 1. Styrelsen fandt desuden, at der ikke var noget til hinder for at dispensere fra Bekendtgørelse om frist for ansøgning om bevilling til kollektiv elforsyningsvirksomhed § 1.
• Tildeling af forsyningspligtbevilling (8. oktober 2002): Energistyrelsen afviste Energi Fyn Forsyningspligt A/S' ansøgning og tildelte i stedet bevillingerne til de syv transformerforeningers datterselskaber. Styrelsen vurderede, at det ikke var muligt at afgøre det privatretlige forhold vedrørende de "bindende tilkendegivelser", da spørgsmålet om aftalernes indgåelse og fortolkning henhørte under domstolene. Energistyrelsen henholdt sig derfor til Elforsyningsloven § 97, stk. 1, som giver eksisterende distributionsselskaber en fortrinsret til at opnå bevillinger, hvis de opfylder lovens betingelser. Da parterne var enige om, at transformerforeningerne indtil udgangen af 1999 drev forsyningspligtig virksomhed, og de opfyldte de øvrige betingelser, fandt styrelsen, at de havde ret til bevillingerne.

Klagen til Energiklagenævnet

Energi Fyn Forsyningspligt A/S påklagede afgørelserne til Energiklagenævnet. Principalt blev der nedlagt påstand om, at Energi Fyn Forsyningspligt A/S skulle meddeles bevillingen. Subsidært blev der nedlagt påstand om hjemvisning af sagen med pålæg om at se bort fra de syv transformerforeningers ansøgninger, da de var indsendt efter fristen, og Energistyrelsen angiveligt var uberettiget til at dispensere. Tertiært blev der nedlagt påstand om hjemvisning med pålæg om at lægge til grund, at der var indgået en bindende aftale, der afskar transformerforeningerne fra at søge bevilling. Klageren anførte, at de "bindende tilkendegivelser" var endelige og bindende, og at Energistyrelsen burde have afvist transformerforeningernes ansøgninger på dette grundlag. Klageren bestred også Energistyrelsens hjemmel til at dispensere fra ansøgningsfristen.

Transformerforeningerne og deres datterselskaber fastholdt, at de havde fortrinsret til bevillingerne i henhold til Elforsyningsloven § 97. De argumenterede for, at de "bindende tilkendegivelser" ikke var bindende aftaler, men hensigtserklæringer, og at de under alle omstændigheder var bortfaldet på grund af bristede forudsætninger, især vedrørende fakturering af kunderne. De mente, at den sene ansøgning var undskyldelig, da de først sent fik klarhed over faktureringsspørgsmålet fra Energistyrelsen.

Energiklagenævnet stadfæstede Energistyrelsens afgørelser af 4. februar 2002 og 8. oktober 2002.

Energiklagenævnets vurdering af dispensationen

Nævnet fandt, at Energistyrelsen ikke generelt var afskåret fra at dispensere fra ansøgningsfristen, selvom der ikke var udtrykkelig hjemmel i Bekendtgørelse om frist for ansøgning om bevilling til kollektiv elforsyningsvirksomhed § 1. Nævnet tiltrådte Energistyrelsens opfattelse af, at det følger af forvaltningsretlig praksis, at en administrativ bestemmelse kan fraviges af den myndighed, der har udstedt den, selv uden udtrykkelig hjemmel. Da opgaven med at udarbejde udkast til bekendtgørelsen og administrere den var delegeret til Energistyrelsen, måtte dette også omfatte adgangen til at dispensere fra formkrav.

Nævnet lagde vægt på, at hensigten med ansøgningsfristen ikke var at tiltrække nye selskaber, men at de eksisterende elforsyningsvirksomheder havde en ret til at få bevilling i henhold til Elforsyningsloven § 97. Den sene ansøgning fra transformerforeningernes datterselskaber skyldtes forhold, som selskaberne ikke havde klarhed over. På baggrund af en samlet vurdering fandt nævnet, at Energistyrelsen ikke var gået uden for sin kompetence ved dispensationen.

Energiklagenævnets vurdering af de "bindende tilkendegivelser"

For så vidt angår de "bindende tilkendegivelser" fra februar 2000, bemærkede nævnet, at det hverken for Energiklagenævnet eller Energistyrelsen var muligt at fastslå, hvem af parterne der havde ret i deres påstande vedrørende omstændighederne omkring tilblivelsen, da dette var et domstolsanliggende. For to af transformerforeningerne (Rolfsted og Nr. Lyndelse) forelå der et generalforsamlingsforbehold, og da godkendelser ikke var givet, fandt nævnet, at der ikke forelå en endeligt bindende aftale for disse to. For de øvrige fem foreninger var der ikke oplyst åbenbare omstændigheder, der kunne gøre det muligt for myndighederne at anse tilkendegivelserne for ugyldige eller uvirksomme.

Energiklagenævnet fastslog, at parterne på elmarkedet ikke med bindende virkning for de offentlige myndigheder kan indgå aftaler om at fraskrive sig retten til at søge en forsyningspligtbevilling efter loven. Energistyrelsen var derfor berettiget til at udstede bevilling på grundlag af sit skøn over, hvem der burde have bevilling blandt de ansøgere, der opfyldte lovens betingelser. Nævnet fandt, at Energistyrelsen havde handlet inden for lovens rammer ved at lade Elforsyningsloven § 97, stk. 1 være udslagsgivende. Denne bestemmelse sikrer, at eksisterende distributionsselskaber har ret til at få bevilling til deres virksomhed, hvis de opfylder betingelserne.

Nævnet understregede dog, at afgørelsen ikke indebar en tilkendegivelse om, hvorvidt transformerforeningernes anbringender ville kunne lægges til grund i en aftaleretlig sag mellem virksomhederne om ugyldighed, uvirksomhed eller erstatning.