Energiklagenævnets afgørelse om afregning af elproduktion fra vindmølle – krav om landzonetilladelse og dispensationer efter byggelovgivningen

Sagen omhandler en klage over Energistyrelsens afgørelse af 8. juli 2002, hvorved en vindmølle ikke blev anerkendt som "eksisterende" i henhold til dagældende Bekendtgørelse om nettilslutning af vindmøller og prisafregning for vindmølleproduceret elektricitet m.v. § 10. Dette havde betydning for afregningen af elproduktion fra vindmøllen.

Sagens baggrund og forløb

Klageren havde den 9. december 1999 købt en Bonus 1,3 MW vindmølle. Grindsted Kommune havde den 7. juni 1999 vedtaget lokalplan 114, som tillod opstilling af vindmøller med en maksimal totalhøjde på 80 meter. Den 5. november 1999 meddelte kommunen landzonetilladelse til opstilling af vindmøllen med en navhøjde på 50 meter og en totalhøjde på 80 meter i henhold til Planloven § 35, stk. 1 og 4.

Oprindeligt skulle vindmøllen placeres i skellet mellem to matrikler. Den 7. december 1999 meddelte kommunen accept af byggearbejdet på vilkår af, at vindmøllen ikke blev placeret nærmere naboskel end 2,5 meter. Den 21. december 1999 anmodede klageren om byggetilladelse med en ny placering 10 meter inde på matr. [...], hvilket blev accepteret den 5. februar 2000. I den forbindelse meddelte kommunen den 4. februar 2000 dispensation fra Byggeloven § 8, da vingerne afhængigt af vindretningen ville overskride skellet mod naboejendommen. Kommunen oplyste, at denne dispensation var nødvendig, da den ændrede placering af vindmøllen betød, at lokalplanens bestemmelser om fortrængning af byggelovens afstandsbestemmelser ikke længere gjaldt.

Den 8. maj 2000 meddelte Grindsted Kommune dispensation fra lokalplan 114 til at opføre vindmøllen med en totalhøjde på 81 meter.

Energistyrelsens afgørelse

Energistyrelsen afgjorde, at vindmøllen ikke kunne anses for "eksisterende" i henhold til Bekendtgørelse om nettilslutning af vindmøller og prisafregning for vindmølleproduceret elektricitet m.v. § 10, stk. 2, nr. 2, da den ikke senest den 31. december 1999 var tilladt opstillet i henhold til en landzonetilladelse, herunder havde opnået eventuelle fornødne dispensationer i henhold til byggelovgivningen.

Energistyrelsen lagde vægt på to hovedpunkter:

• Totalhøjde: Vindmøllen med en totalhøjde på 81 meter var først tilladt opstillet ved dispensation den 8. maj 2000, altså efter fristen den 31. december 1999.
• Byggelovsdispensation: Dispensation fra Byggeloven § 8 blev først meddelt den 4. februar 2000, også efter fristen. Energistyrelsen fandt, at denne dispensation var fornøden på grund af vindmøllens ændrede placering.

Klagerens argumenter

Klageren anførte, at vindmøllen skulle godkendes som "eksisterende", da kravene i vindmøllebekendtgørelsen var opfyldt. Advokaten argumenterede, at den mindre ændring i totalhøjden fra 80 til 81 meter ikke havde betydning for den oprindelige landzonetilladelse, især da kommunen tidligere havde accepteret en afvigelse på op til 1 meter. Vedrørende byggelovsdispensationen gjorde klageren gældende, at den var unødvendig, da lokalplanen fortrængte byggelovens afstandsbestemmelser, og vindmøllen var placeret 10 meter fra skel, hvilket overholdt 2,5 meters kravet. Det blev også anført, at vingespidsernes passage over naboejendommen i stor højde ikke var reguleret af byggeloven og måtte tåles af naboen.

Energiklagenævnet stadfæstede Energistyrelsens afgørelse af 8. juli 2002 om, at vindmøllen ikke kunne anerkendes som "eksisterende". Afgørelsen blev truffet i henhold til Bekendtgørelse om nettilslutning af vindmøller og prisafregning af vindmølleproduceret elektricitet m.m. § 29.

Nævnets vurdering af landzonetilladelsen

Energiklagenævnet bemærkede, at Grindsted Kommune som den kompetente myndighed i henhold til planlovgivningen havde meddelt, at den oprindelige landzonetilladelse og accept efter byggeloven fortsat var gældende, selvom møllehøjden var ændret fra 80 til 81 meter. Da kommunens afgørelse ikke var omgjort af en klageinstans eller domstolene, fandt nævnet, at Energistyrelsen ikke burde have afvist at anerkende vindmøllen med henvisning til, at landzonetilladelsen ikke var opfyldt inden den 31. december 1999, jf. Bekendtgørelse om nettilslutning af vindmøller og prisafregning for vindmølleproduceret elektricitet m.m. § 10.

Nævnets vurdering af byggelovsdispensationen

Energiklagenævnet er ikke rekursinstans for afgørelser efter byggelovgivningen og kunne derfor ikke vurdere, om dispensationen fra Byggeloven § 8 var fornøden. Da Grindsted Kommunes afgørelse af 4. februar 2000 om dispensation ikke var omgjort af den kompetente klageinstans eller domstolene, og nævnet ikke havde grundlag for at antage, at afgørelsen var åbenbart fejlagtig, måtte nævnet henholde sig til kommunens vurdering af, at dispensationen var nødvendig.

Konklusion

Selvom der var tale om en mindre ændring i placeringen af vindmøllen, fandt Energiklagenævnet, at Energistyrelsens afgørelse holdt sig inden for ordlyden af Bekendtgørelse om nettilslutning af vindmøller og prisafregning for vindmølleproduceret elektricitet m.m. § 10, hvorefter kravet om fornødne myndighedstilladelser inden den 31. december 1999 ikke var opfyldt. Nævnet bemærkede endvidere, at det lå uden for dets kompetence at drage konsekvenser af, om kommunen måtte have overset nødvendigheden af en VVM-redegørelse.