Italien har tilsidesat EU-retten ved manglende generel erstatningsordning til ofre for alle forsætlige voldsforbrydelser

Denne sag om traktatbrud (Artikel 258 TEUF) blev anlagt af Europa-Kommissionen mod Den Italienske Republik for manglende korrekt gennemførelse af artikel 12, stk. 2, i Rådets direktiv 2004/80/EF om erstatning til ofre for forbrydelser.

Kommissionen gjorde gældende, at Italien i strid med direktivets krav ikke havde indført en generel national ordning, der sikrer en rimelig og passende erstatning til ofre for alle typer af forsætlige voldsforbrydelser begået på italiensk territorium. Italien havde kun særlove, der dækkede specifikke forbrydelser som terrorisme og organiseret kriminalitet, hvilket efterlod store huller i dækningen, herunder for voldtægt og andre grove seksuelle overgreb.

Den Italienske Republik gjorde bl.a. gældende, at Unionen manglede kompetence til at regulere rent interne forhold, og at artikel 12, stk. 2, i direktivet alene skulle sikre adgangen for borgere i grænseoverskridende situationer til de erstatningsordninger, som medlemsstaterne allerede måtte have fastsat, og ikke pålægge oprettelsen af en generel ordning for alle forbrydelser.

Sagens centrale spørgsmål

De primære spørgsmål for Domstolen var:

• Om Den Italienske Republik havde indført en ordning, der dækker alle forsætlige voldsforbrydelser i henhold til artikel 12, stk. 2, i direktiv 2004/80/EF.
• Hvorvidt en medlemsstat under et traktatbrudssøgsmål kan påberåbe sig et direktivs ugyldighed.
• Rækkevidden af Unionens kompetence i forhold til erstatningsordninger for ofre for kriminalitet, herunder dækning af rent interne forhold.

Domstolen (Store Afdeling) fastslog, at Den Italienske Republik havde tilsidesat sin forpligtelse i henhold til artikel 12, stk. 2, i direktiv 2004/80/EF, idet den ikke havde truffet de nødvendige foranstaltninger for at sikre en ordning for erstatning til ofre for alle typer af forsætlige voldsforbrydelser begået på dens område.

Afvisning af indsigelser

Domstolen afviste Italiens indsigelser om processuelle mangler (udvidelse af genstanden for søgsmålet) og argumentet om direktivets ugyldighed:

• Den påståede udvidelse af genstanden for traktatbruddet blev afvist, da Kommissionens klage fra starten vedrørte den generelle mangel på dækning for alle typer af forsætlige voldsforbrydelser, hvor de nævnte forbrydelser (drab, voldtægt) blot tjente som illustrative eksempler.
• Ugyldighedsindsigelsen mod direktivet blev forkastet, da Italien ikke havde godtgjort, at direktivet var behæftet med så grove og åbenbare mangler, at det skulle betragtes som ikke-eksisterende (jf. fast retspraksis ved traktatbrudssager).