Direkte forskelsbehandling: Krav om bopæl og sprogkundskaber for EU-borgere ved erhvervelse af landbrugsjord i Letland

Sagen omhandler en præjudiciel anmodning fra en lettisk domstol vedrørende et selskab, "KOB" SIA, der er etableret i Letland, men hvis partshavere og repræsentanter er tyske statsborgere. KOB ønskede at erhverve et landbrugsareal i Letland med henblik på landbrugsdrift, men fik afslag fra de lokale myndigheder (Madonas novada pašvaldības Administratīvo aktu strīdu komisija).

Afslaget blev givet, fordi selskabet ikke opfyldte særlige betingelser i lettisk lovgivning, som kun gælder for juridiske personer kontrolleret af statsborgere fra andre EU-medlemsstater. Disse betingelser udgjorde en del af en forudgående tilladelsesordning for erhvervelse af landbrugsarealer.

De omstridte nationale krav

De særlige krav, der kun blev pålagt udenlandske EU-borgere, omfattede:

• Fremlæggelse af bevis for registrering som unionsborger bosiddende i Letland (hvilket indebærer ophold i mere end tre måneder).
• Dokumentation for kendskab til det officielle lettiske sprog på et niveau svarende til mindst B2 (tilstrækkeligt til samtale om arbejdsrelaterede emner).

Den forelæggende ret rejste spørgsmål om, hvorvidt disse krav var forenelige med artikel 18, 49 og 63 TEUF (forbud mod forskelsbehandling, etableringsfrihed og frie kapitalbevægelser) samt Direktiv 2006/123/EF (Servicedirektivet).

Domstolen fastslog, at de lettiske regler, som stiller særskilte krav om bopæl og sprogkundskaber til juridiske personer kontrolleret af statsborgere fra andre EU-medlemsstater, er i strid med EU-retten, navnlig Servicedirektivet.

Domstolen bemærkede indledningsvis, at selvom erhvervelsen af landbrugsjord er omfattet af de frie bevægeligheder, henhørte denne sag i første række under etableringsfriheden (artikel 49 TEUF), da KOB ønskede at erhverve jorden med henblik på varig landbrugsdrift.

Udtømmende harmonisering under Servicedirektivet

Da den nationale lovgivning indførte en procedure for tilladelse forud for erhvervelsen af landbrugsarealer med henblik på drift, blev den betragtet som en "tilladelsesordning" i henhold til Servicedirektivet (Direktiv 2006/123/EF). Da dette direktiv udgør en udtømmende harmonisering på området, skulle de nationale regler vurderes i lyset af direktivets bestemmelser.

Domstolen konkluderede, at kravene udgjorde direkte forskelsbehandling på grundlag af nationalitet, da de kun gjaldt for statsborgere fra andre medlemsstater, og derfor var de i strid med Servicedirektivets artikel 9, 10 og 14.

"Idet disse særlige betingelser ikke finder anvendelse på lettiske statsborgere, må det konstateres, at den i hovedsagen omhandlede lovgivning indebærer en direkte forskelsbehandling på grundlag af nationalitet."