Fuld skattepligt ikke genindtrådt for person bosat i Frankrig trods ejendom og hyppige ophold i Danmark

Sagen omhandler, hvorvidt en person, der var fraflyttet Danmark i 1999 og bosat i Frankrig, var blevet fuldt skattepligtig til Danmark igen i 2008. SKAT mente, at skattepligten var genindtrådt, da klageren ejede flere ejendomme i Danmark, som SKAT anså for helårsboliger, og fordi SKAT mente, at hans ophold i Danmark oversteg 180 dage inden for en 12-måneders periode.

Klageren argumenterede for, at hans fulde skattepligt var ophørt korrekt ved fraflytningen, og at de ejendomme, han ejede i Danmark – et sommerhus og en fritidslejlighed – ikke kunne statuere bopæl i henhold til Kildeskatteloven § 1, stk. 1, nr. 1. Han fremlagde desuden dokumentation for, at hans ophold i Danmark var under 180 dage i den pågældende periode, jf. Kildeskatteloven § 7, stk. 1, og at centrum for hans livsinteresser utvivlsomt var i Frankrig, hvor han boede, havde sin omgangskreds og tilbragte størstedelen af sin tid.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten gav klageren medhold i, at han ikke var omfattet af fuld skattepligt til Danmark i 2008. Retten var enig i, at klagerens skattepligt var ophørt ved fraflytningen fra Danmark.

Spørgsmålet var herefter, om den fulde skattepligt senere var genindtrådt. I henhold til Kildeskatteloven § 1, stk. 1, nr. 1, indtræder skattepligt for personer med bopæl i Danmark. For personer, der erhverver bopæl uden at tage ophold, indtræder skattepligten først ved ophold, der ikke er kortvarige ferieophold. Praksis tilsiger, at ophold på under 180 dage inden for et år ikke medfører skattepligt.

Landsskatteretten foretog en samlet vurdering af klagerens tilknytningsforhold og fandt:

• Det var ikke godtgjort, at klageren og hans ægtefælle havde opholdt sig i Danmark i mere end 180 dage inden for et år.
• Centrum for ægteparrets livsinteresser var i Frankrig, hvor de havde etableret deres fælles bopæl, havde størstedelen af deres omgangskreds og opholdt sig det meste af tiden.
• Hverken fritidslejligheden eller sommerhuset i Danmark kunne anses for en bopæl, da det ikke var godtgjort, at ægteparret havde til hensigt at "grunde husstand og tage varigt ophold" der.

Derfor blev det konkluderet, at klageren ikke havde erhvervet bopæl i Danmark, og den fulde skattepligt var ikke genindtrådt.