Landsskatteretten: Ingen fuld skattepligt ved overholdelse af 180-dages reglen

Sagen omhandler en klager, der udrejste til Tyskland i 1986, men købte ejendom i Danmark i 1996 og tilmeldte sig CPR-adressen. Klageren var ansat som ”offshore installation manager” i et firma på Cayman Islands fra 1995, med angivet adresse i Danmark i sin ansættelseskontrakt. Arbejdet foregik primært i Holland og rundt om i verden, med perioder på 14-28 dages arbejde efterfulgt af tilsvarende friperioder. Klageren havde tre børn boende i Danmark i den omhandlede periode og købte flere køretøjer i Danmark. Klageren havde i årene 1996-2004 selvangivet sig som fuldt skattepligtig til Danmark.

SKAT havde forhøjet klagerens skattepligtige indkomst for indkomstårene 2002-2010 med ikke-selvangivet lønindkomst, baseret på bankkontoudtog. Skatteankenævnet stadfæstede SKATs afgørelse og fandt klageren fuldt skattepligtig til Danmark fra 3. april 1996. Nævnet lagde vægt på klagerens handlinger, ophold i Danmark i friperioder, dansk statsborgerskab, ejerskab af fast ejendom, familie i Danmark, samt manglende dokumentation for bolig og skattebetaling i udlandet. Nævnet fandt også, at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelserne for 2002-2008 var opfyldt, da klageren havde handlet mindst groft uagtsomt ved ikke at oplyse alle sine lønindkomster.

Klagerens argumenter

Klageren påstod principalt, at han ikke var fuldt skattepligtig til Danmark i den omhandlede periode, og at forhøjelserne af den skattepligtige indkomst skulle nedsættes til 0 kr. Han henviste til Kildeskatteloven § 1, stk. 1, nr. 1 og Kildeskatteloven § 7, stk. 1 og argumenterede for, at fuld skattepligt kun indtræder, hvis man opholder sig i Danmark i mere end 180 dage inden for en løbende 12-måneders periode, og at opholdet ikke må være nødvendiggjort af regelmæssig erhvervsmæssig beskæftigelse i Danmark. Klageren fremhævede, at han havde overholdt 180-dages reglen og ikke havde arbejdet i Danmark under sine ophold. Han henviste til retspraksis, herunder SKM2012.732.ØLR (Person7-sagen) og Landsskatterettens kendelse i j.nr. 12-0191170, som ifølge klageren fastslog, at ægtefælles bopæl eller ejendomsejerskab i Danmark ikke alene medfører fuld skattepligt, og at fokus alene skulle være på opholdets længde og karakter.

Klageren fremlagde arbejdssedler, der viste, at han i ingen perioder havde opholdt sig mere end 180 dage i Danmark, og at hans arbejdsgiver havde bekræftet et årligt arbejdsomfang på væsentligt over 183 dage i udlandet. Han anførte, at hans ferier og weekender ofte blev holdt uden for Danmark. Klageren bestred Skatteankenævnets påstande om, at han ikke var i tvivl om sine skatteforhold, og at han opholdt sig i Danmark hver gang han havde fri. Han afviste også, at hans arbejde kunne sidestilles med sømandsarbejde.

Subsidiært påstod klageren ret til lempelse i dansk skat, herunder eksemptionlempelse efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten med Holland, da en del af arbejdet foregik der. Han anførte desuden, at en del af indsætningerne på hans bankkonto var refusioner for rejseudgifter.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fastslog, at beskatning af klagerens indkomst efter Statsskatteloven § 4 forudsætter, at klageren er fuldt skattepligtig til Danmark. Ifølge Kildeskatteloven § 1, stk. 1, nr. 1 er personer med bopæl i Danmark fuldt skattepligtige. Det er ubestridt, at klageren siden 1. februar 1996 har haft en helårsbolig til rådighed i Danmark.

For personer, der erhverver bopæl i Danmark uden samtidig at tage ophold her, indtræder den fulde skattepligt først ved ophold, jf. Kildeskatteloven § 7, stk. 1. Kortvarige ophold på grund af ferie eller lignende anses ikke for ophold i Danmark. Praksis definerer kortvarigt ophold som et uafbrudt ophold på under 3 måneder eller samlede ophold på under 180 dage inden for en 12-måneders periode, medmindre der udføres erhvervsmæssige aktiviteter i Danmark.

Landsskatteretten bemærkede følgende:

• Det er ubestridt, at klageren i perioden 2002-2010 ikke har opholdt sig i Danmark i mere end 180 dage inden for en 12-måneders periode.
• Henset til klagerens arbejdsforhold, hvor han skulle arbejde minimum 182/183 dage pr. år, og at rejsedage samt dage, hvor vejret forhindrede arbejde, ikke talte med, ansås det for usandsynligt, at klageren har kunnet opholde sig i Danmark i mere end 180 dage inden for en 12-måneders periode siden ansættelsen i 1995.
• Klagerens selvangivelse som fuldt skattepligtig medfører ikke i sig selv fuld skattepligt, når de materielle betingelser herfor ikke er opfyldt.

På baggrund af ovenstående fandt Landsskatteretten, at der ikke var indtrådt fuld skattepligt for klageren i de omhandlede indkomstår. Klagerens udenlandske indkomst for hvert af indkomstårene 2002-2010 blev herefter nedsat til 0 kr.

Vedrørende den ekstraordinære genoptagelse for årene 2002-2008, som Skatteankenævnet havde fundet berettiget efter Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 5 og Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 2, blev dette spørgsmål irrelevant, da Landsskatteretten fandt, at klageren ikke var fuldt skattepligtig til Danmark i de pågældende år.