Fuld skattepligt for litauisk arbejdstager fastslået på baggrund af bopæl hos ægtefælle i Danmark

Sagen omhandler en litauisk kvinde, der arbejdede i Danmark fra januar til december 2009. SKAT anså hende for fuldt skattepligtig til Danmark, først med henvisning til 6-måneders reglen i Kildeskatteloven § 1, stk. 1, nr. 2, og senere med henvisning til, at hun havde taget bopæl i Danmark efter Kildeskatteloven § 1, stk. 1, nr. 1.

Klageren argumenterede for, at hun alene var begrænset skattepligtig, jf. Kildeskatteloven § 2, stk. 1, nr. 1. Hun anførte, at hendes ophold i Danmark blev afbrudt af flere rejser til Litauen for at passe sine børn, og at disse rejser ikke kunne betragtes som "ferie eller lignende". Desuden hævdede hun, at hun aldrig havde haft til hensigt at etablere bopæl i Danmark, da hendes familie og livsinteresser var i Litauen, hvor hendes mand også var anset for skattemæssigt hjemmehørende.

Klagerens mand havde arbejdet i Danmark siden 2005 og var tilmeldt en dansk adresse, hvor klageren også blev registreret ved sin ankomst. Selvom klagerens børn kortvarigt var registreret i Danmark, blev det anført, at dette var en fejl, og at de aldrig havde forladt Litauen.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fandt, at pligten til at betale indkomstskat til Danmark påhviler personer, der har bopæl her i landet, jf. Kildeskatteloven § 1, stk. 1, nr. 1. Retten præciserede, at bopælsbegrebet er bredere end blot at have en bolig og omfatter en persons samlede tilknytning, vurderet ud fra både objektive og subjektive kriterier.

Retten lagde afgørende vægt på følgende faktorer for at fastslå, at klageren havde bopæl i Danmark:

• Klagerens ægtefælle havde opholdt sig og arbejdet i Danmark siden 2005.
• Ægtefællen var tilmeldt folkeregistret på adressen [adresse2] fra den 31. oktober 2007.
• Klageren flyttede ind på samme adresse og begyndte at arbejde i Danmark fra den 22. januar 2009.

På baggrund af disse omstændigheder konkluderede Landsskatteretten, at klageren havde etableret bopæl i Danmark og dermed var fuldt skattepligtig fra denne dato.

Vedrørende spørgsmålet om klagerens skattemæssige hjemsted bemærkede retten, at den ikke havde kompetence til at træffe afgørelse herom. Begrundelsen var, at SKAT ikke havde taget særskilt stilling til dette spørgsmål i den påklagede afgørelse, hvilket er en forudsætning for Landsskatterettens behandling, jf. Skatteforvaltningsloven § 11.

Landsskatteretten stadfæstede derfor SKATs afgørelse om, at klageren var fuldt skattepligtig til Danmark.