Landsskatteretten: Skattepligt af befordringsgodtgørelse grundet manglende dokumentation og kontrol

Klagerens argumenter

Selskabets repræsentant påstod, at de udbetalte befordringsgodtgørelser skulle anerkendes som skattefrie. Argumenterne var:

• Kontrol: Selskabet havde ført tilstrækkelig og effektiv kontrol med antallet af kørte kilometer. Salgschefen (person5) havde et tæt samarbejde med sælgerne, deltog i møder og kundebesøg, og havde et dybdegående kendskab til sælgernes gøremål og kundebesøg. Dette kendskab gjorde det muligt for ham at identificere kunder og vurdere kilometerantal, selvom præcise adresser ikke altid var angivet. Hurtige godkendelsestider skyldtes ofte, at indberetningerne allerede var blevet rettet efter forudgående dialog.
• Dokumentation: Indberetningsskemaerne opfyldte kravene i Bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 § 2, stk. 2. Selvom præcise adresser ikke altid var anført, var kørslens mål og delmål kendt af den kontrollerende medarbejder. Det blev fremhævet, at SKATs egne eksempler på kørselsafregninger heller ikke altid indeholdt præcise adresser, hvis disse var almindeligt kendte.
• Afrunding: Det blev bestridt, at afrundede kilometerantal var almindelig praksis, og det udgjorde kun en mindre del af de samlede indberetninger.
• Proportionalitet: Eventuelle mindre fejl eller misforståelser i et begrænset antal indberetninger bør ikke medføre en samlet tilsidesættelse af alle de omhandlede medarbejderes kørselsindberetninger, især da selskabet havde 500 ansatte, og kun 10 medarbejderes indberetninger var tilsidesat.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse om, at de udbetalte befordringsgodtgørelser var skattepligtige. Afgørelsen blev truffet med henvisning til Ligningsloven § 9, stk. 4 og Ligningsloven § 9 B, stk. 1, samt Bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 § 2, stk. 1 og Bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 § 2, stk. 2.

Retten fandt, at:

• De fremlagte kørselsindberetninger for de enkelte sælgere udviste afvigende afstande.
• Start- og slutdestinationer samt delmål var mangelfuldt angivet.
• Der var sket overskridelse af 60-dages reglen.
• Kilometerafstande var blevet afrundet.

Disse mangler betød, at det ikke havde været muligt at kontrollere, om kørslerne reelt var erhvervsmæssige. Selskabets forklaringer om salgschefens (person5) professionelle relation til medarbejderne og hans kendskab til kundebesøg blev ikke anset for at sandsynliggøre, at de angivne kørte kilometer var erhvervsmæssige, eller at selskabet havde foretaget den fornødne kontrol. Landsskatteretten vurderede derfor, at selskabets medarbejdere ikke var berettiget til at modtage befordringsgodtgørelserne skattefrit.

SKAT anførte, at den fremlagte dokumentation for de udbetalte skattefrie kørselsgodtgørelser ikke opfyldte kravene i Skatteministeriets bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse § 2, stk. 1 og 2. SKATs stikprøvevise gennemgang af kalenderen afslørede flere mangler, herunder:

• Angivelser af privat kørsel.
• Manglende dokumentation (f.eks. brobizz/billet) for lange ture.
• Dobbeltfakturering af kørsel for møder i forlængelse af hinanden.
• Manglende oplysninger om formål med kørslen.
• Sammenfaldende tidsrum for forskellige ture.
• Dobbeltføring af kilometer på forskellige firmaer.

SKAT fremhævede, at der ikke var ført effektiv kontrol med den angivne kørsel, at grundbilagene manglede start- og slutadresser samt erklæring om brug af egen bil, og at udbetalingerne skete sjældent (én gang årligt i 2014 og 2015, tre gange i 2013). SKAT konkluderede, at de udbetalte godtgørelser skulle betragtes som skattepligtig A-indkomst (AM-bidragspligtig) på grund af manglende effektiv kontrol.

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant nedlagde påstand om, at pålægget om indeholdelse skulle bortfalde. Det blev anført, at Ligningsloven § 9, stk. 4 var overholdt, og at den vedlagte dokumentation og arbejdsgiverens kontrol opfyldte betingelserne. De vedlagte opgørelser var udarbejdet på baggrund af direktørens kalender. SKAT bemærkede dog, at de rekonstruerede kørselsbilag var udarbejdet efter kontrolbesøget og ikke udgjorde det oprindelige grundlag for udbetalingerne.