CFC-beskatning: Investeringsforening (SICAV) anerkendt som reel kunde for datterselskab

Sagen omhandler et dansk moderselskabs anmodning om fritagelse for CFC-beskatning for sit datterselskab i Luxembourg, der driver investeringsforvaltningsvirksomhed. Skatterådet havde givet afslag på fritagelse efter Selskabsskatteloven § 32, stk. 2, med den begrundelse, at datterselskabets reelle kunder ikke var dets primære kunde, en luxembourgsk investeringsforening (SICAV), men derimod de bagvedliggende investorer i denne forening. Da disse investorer ikke var lokale, anså Skatterådet ikke betingelsen om, at den væsentligste del af indkomsten skulle stamme fra kunder i hjemlandet, for opfyldt.

Klageren argumenterede for, at en SICAV er en selvstændig juridisk og skattemæssig enhed, og at der ikke var grundlag for at se igennem denne struktur. Desuden blev det fremført, at en afvisning baseret på kundernes geografiske placering ville være i strid med EU-rettens principper om fri bevægelighed.

Landsskatteretten gav klageren medhold. Retten fandt, at den luxembourgske SICAV skulle anerkendes som den reelle kunde. Der var ikke grundlag for at anse SICAV'en for skattemæssigt transparent eller for at identificere de bagvedliggende investorer som de egentlige kunder. Da SICAV'en var hjemmehørende i Luxembourg, var betingelsen om, at den væsentligste del af indkomsten stammede fra lokale kunder, opfyldt. Sagen blev derfor hjemvist til Skatterådet for en fornyet behandling med henblik på at fastsætte vilkår for fritagelsen.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten behandlede klagen over Skatterådets afslag på fritagelse for CFC-beskatning for et luxembourgsk datterselskab, [virksomhed2]., ejet af [virksomhed1] A/S. Afslaget var baseret på, at betingelsen i Selskabsskatteloven § 32, stk. 2, om at den væsentligste del af indkomsten skal stamme fra kunder i selskabets hjemland, ikke var opfyldt.

Skatterådet mente, at de reelle kunder var de bagvedliggende investorer i datterselskabets primære kunde, en luxembourgsk investeringsforening ([virksomhed3] SICAV), og ikke investeringsforeningen selv. Da disse investorer ikke var dokumenteret som værende lokale i Luxembourg, var betingelsen ikke opfyldt.

Landsskatteretten fandt, at der ikke var grundlag for at se igennem den formelle struktur og anse de bagvedliggende investorer som de reelle kunder. Retten lagde vægt på følgende:

• [virksomhed3] SICAV's juridiske status: En SICAV er efter både luxembourgsk og dansk retspraksis en selvstændig juridisk enhed og ikke skattemæssigt transparent. Der var derfor ikke hjemmel til at se bort fra dens eksistens.
• Aftaleforhold: Forholdet mellem [virksomhed2]. og [virksomhed3] SICAV var reguleret af en formel administrationsaftale ("Collective Portfolio Management Agreement"). [virksomhed2]. leverede ydelser direkte til SICAV'en, som var den formelle aftalepart.
• Uafhængige parter: [virksomhed2]. og [virksomhed3] SICAV var ikke koncernforbundne parter i henhold til Ligningsloven § 2, stk. 2. Den indflydelse, [virksomhed2]. havde i kraft af administrationsaftalen, var ikke tilstrækkelig til at ændre på dette.
• Forarbejdernes intention: Henvisningen i forarbejderne til "reelle kundeforhold" og "back-to-back arrangementer" sigter på situationer, hvor transaktioner er kunstigt tilrettelagt. Dette var ikke tilfældet her, hvor der var tale om et reelt kundeforhold mellem to uafhængige, selvstændige juridiske enheder.

Da [virksomhed3] SICAV er hjemmehørende i Luxembourg og udgjorde den væsentligste indtægtskilde for [virksomhed2]., konkluderede Landsskatteretten, at betingelsen om lokale kunder var opfyldt.

Landsskatteretten ændrede derfor Skatterådets afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling hos Skatterådet med henblik på at fastsætte eventuelle vilkår for fritagelsen.