Selskab pålagt hæftelse for skat ved arbejdsudleje grundet manglende kontrakter

Sagen omhandlede, hvorvidt et dansk selskabs aftaler med tre polske firmaer skulle klassificeres som entrepriseaftaler eller arbejdsudleje. Selskabet, der driver virksomhed med skibsreparation og stålkonstruktion, havde ikke indgået skriftlige kontrakter med de polske firmaer, og de fremlagte fakturaer var generiske og beskrev ikke det udførte arbejde i detaljer.

SKAT vurderede, at der var tale om arbejdsudleje, da selskabet ikke kunne dokumentere, at de polske firmaer bar en reel entreprenørrisiko, havde ledelsesretten eller selvstændigt udførte opgaverne. Selskabet argumenterede for, at der var tale om almindelig underentreprise, hvor de polske firmaer var ansvarlige for deres eget arbejde.

Bevisbyrde og afgørelse

Landsskatteretten fastslog, at på grund af de manglende skriftlige aftaler og den uklare dokumentation, overgik bevisbyrden til selskabet for at godtgøre, at der var tale om entreprise. Denne bevisbyrde blev ikke løftet. Retten lagde vægt på, at selskabet havde instruktionsbeføjelsen, især når de polske firmaer ikke selv kunne løse en opgave. Derfor blev aftaleforholdet anset for arbejdsudleje.

Som konsekvens heraf blev selskabet anset for indeholdelsespligtig for A-skat og arbejdsmarkedsbidrag af vederlaget til de polske firmaer. Da selskabet ikke havde foretaget indeholdelse, blev det pålagt at hæfte for det manglende beløb.

Beregning af hæftelse

Det samlede vederlag til de polske firmaer i perioden udgjorde 767.406 kr. Hæftelsen blev opgjort som følger:

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten lagde til grund, at vurderingen af, om der foreligger arbejdsudleje, afhænger af en samlet bedømmelse af flere faktorer. Disse omfatter, hvem der har det overordnede ansvar og ledelse, hvem der bærer den økonomiske risiko, hvor arbejdet udføres, hvordan vederlaget beregnes, og hvem der stiller arbejdsredskaber til rådighed.

Normalt påhviler bevisbyrden for, at der er tale om arbejdsudleje, SKAT. I denne sag var der imidlertid ingen skriftlige aftaler mellem selskabet og de polske virksomheder. Selskabet havde heller ikke på anden vis dokumenteret, hvilket arbejde der var udført, eller hvordan det var udført. De fremlagte fakturaer var for generelle til at belyse de konkrete arbejdsopgaver.

På grund af de uklare aftaleforhold og den manglende dokumentation, fandt retten, at bevisbyrden var overgået til selskabet. Selskabet skulle derfor godtgøre, at der var tale om entrepriseaftaler og ikke arbejdsudleje. Denne bevisbyrde blev ikke anset for løftet. Selskabets egen oplysning om, at det havde givet instruktioner, når de polske virksomheder ikke selv kunne løse en opgave, skabte en formodning for, at selskabet havde ansvaret, risikoen og instruktionsbeføjelsen. Forholdet blev derfor klassificeret som arbejdsudleje omfattet af begrænset skattepligt efter Kildeskatteloven § 2, stk. 1, nr. 3.

Som følge heraf var selskabet forpligtet til at indeholde A-skat og arbejdsmarkedsbidrag. Indeholdelsespligten påhviler den, for hvem arbejdet udføres, jf. Kildeskatteloven § 46, stk. 1. Skatten skulle indeholdes med 30 % i henhold til Kildeskatteloven § 48 B. Da der ikke var dokumentation for, at de polske medarbejdere var omfattet af social sikring i hjemlandet, skulle der også indeholdes arbejdsmarkedsbidrag, jf. den dagældende Arbejdsmarkedsfondsloven § 7, stk. 1.

Hæftelse

Ifølge Kildeskatteloven § 69, stk. 1 og den dagældende Arbejdsmarkedsfondsloven § 15, stk. 2, hæfter den indeholdelsespligtige for manglende betaling, medmindre det kan godtgøres, at der ikke er udvist forsømmelighed.

Landsskatteretten fandt ikke, at der forelå en sådan uklarhed om selskabets indeholdelsespligt, at det kunne fritages for hæftelsesansvaret. Selskabet havde ikke fremlagt oplysninger, der kunne fritage det for hæftelsen.

Landsskatteretten stadfæstede derfor SKATs afgørelse fuldt ud.