Arbejdsudleje vs. Entreprise: Landsskatterettens afgørelse i sag om indeholdelsespligt for A-skat og arbejdsmarkedsbidrag

Sagen omhandlede Skattestyrelsens afgørelse om, at selskabets brug af udenlandsk arbejdskraft i indkomstårene 2017 og 2018 skulle anses for arbejdsudleje frem for entrepriseforhold. Dette medførte en forhøjelse af selskabets forpligtelse til at indeholde A-skat og arbejdsmarkedsbidrag for de udenlandske medarbejdere.

Skattestyrelsen foretog uanmeldte kontrolbesøg på en byggeplads, hvor selskabet opførte ungdomsboliger. Her mødte de polske håndværkere, der bar selskabets arbejdstøj og oplyste, at de alene stillede deres arbejdskraft til rådighed, mens selskabet leverede materialer og værktøj. Selskabets projektleder og byggeformand bekræftede, at de førte daglig tilsyn, instruerede håndværkerne og godkendte det udførte arbejde. En polsk virksomhed, [virksomhed3], var involveret, og selvom en kontrakt blev fremlagt, var den underskrevet efter arbejdets påbegyndelse, og de faktiske betalinger stemte ikke overens med kontraktsummen. Selskabet havde også benyttet en litauisk virksomhed, UAB [virksomhed4], til nedrivningsarbejde, hvor der ingen skriftlig kontrakt forelå.

Selskabet gjorde gældende, at der var tale om entrepriseforhold med alle underentreprenører, og at der forelå kontrakter (mundtlige eller skriftlige). De anførte, at kommunikation med de udenlandske medarbejdere var vanskelig, og at det alene var de udenlandske chefer, der havde ansvaret for deres folk. Selskabet mente desuden, at Skattestyrelsen havde udvist passivitet ved ikke at vejlede dem tidligere, hvilket afskar dem fra at rette eventuelle fejl i tide. Selskabet forklarede brugen af eget arbejdstøj med et ønske om at fremstå pæne og ordentlige over for kunderne samt at forhindre svind af materialer og værktøj på byggepladsen.

Skattestyrelsen fastholdt sin afgørelse med henvisning til, at de udenlandske ydelser udgjorde en integreret del af selskabets kerneaktivitet (byggeri). De lagde vægt på, at selskabet havde instruktionsbeføjelsen, bar ansvaret for medarbejderne, stillede værktøj og materialer til rådighed, og at vederlagets sammensætning og fakturering ikke stemte overens med et selvstændigt entrepriseforhold. Skattestyrelsen konkluderede, at de udenlandske underleverandører udelukkende leverede arbejdskraft, og at selskabet derfor var indeholdelsespligtigt for arbejdsudlejeskat og arbejdsmarkedsbidrag.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fandt efter en samlet vurdering, at der var tale om arbejdsudleje for både den polske og den litauiske virksomhed. Det udførte arbejde blev anset for at være en integreret del af selskabets virksomhed, og arbejdsopgaverne kunne ikke anses for at være tilstrækkeligt udskilt. Landsskatteretten henviste til Kildeskatteloven § 2, stk. 1, nr. 3, forarbejderne til lov nr. 921 af 18. september 2012 (LFF 195 af 14. august 2012), kommentarerne til OECD’s Modeloverenskomst og SKM2014.478.

Vurdering af den polske virksomhed (virksomhed3)

Landsskatteretten lagde vægt på følgende forhold:

• Selskabets egne medarbejdere oplyste, at de instruerede, kontrollerede og førte daglig tilsyn med de polske håndværkeres arbejde.
• Ejeren af den polske virksomhed oplyste, at selskabet havde instruktionsbeføjelsen, og at det var selskabet, der sørgede for byggematerialer og værktøjer.
• De polske håndværkere oplyste, at de alene stillede deres arbejdskraft til rådighed for selskabet.
• De polske håndværkere bar selskabets arbejdstøj og arbejdede side om side med selskabets egne ansatte med byggeopgaver, der lå inden for selskabets kernevirksomhed.
• Selskabet havde ikke godtgjort, at arbejdet på anden vis var udskilt fra selskabet.
• De foreliggende arbejdstegninger og kontrakter afspejlede ikke det reelle samarbejde, herunder fordelingen af risiko og ansvar, da kontrakterne var underskrevet knap tre måneder efter den første overførsel til den polske virksomhed.
• Den samlede kontraktsum stemte ikke overens med de samlede overførte beløb, og det blev ikke godtgjort, at beløbene ikke var overført for arbejde udført for selskabet.

Vurdering af den litauiske virksomhed (UAB virksomhed4)

Landsskatteretten fandt ligeledes, at der var tale om arbejdsudleje i forhold til den litauiske virksomhed, idet:

• Der ikke var indgået kontrakter mellem selskabet og UAB [virksomhed4].
• Arbejdet (nedrivningsarbejde) var inden for selskabets kernevirksomhed.
• Det blev ikke godtgjort, at UAB [virksomhed4] havde instruktionsbeføjelsen over medarbejderne eller ansvaret og den økonomiske risiko i forbindelse med arbejdets udførelse.

Indeholdelsespligt og hæftelsesansvar

Landsskatteretten fastslog, at indeholdelsespligten ved udbetaling af A-indkomst og arbejdsmarkedsbidrag fra arbejdsudlejede personer påhviler den, for hvem arbejdet udføres, jf. Kildeskatteloven § 46, stk. 1, sammenholdt med Kildeskatteloven § 43, stk. 2, litra h, samt Arbejdsmarkedsbidragsloven § 2 og Arbejdsmarkedsbidragsloven § 7. Den danske hvervgiver skal tilbageholde en endelig skat på 30 % i henhold til Kildeskatteloven § 48 B og 8 % i arbejdsmarkedsbidrag i henhold til Arbejdsmarkedsbidragsloven § 1 og Kildeskatteloven § 49A, stk. 2, nr. 8.

Selskabet blev fundet hæftelsesansvarligt for den manglende indeholdelse af arbejdsudlejeskat og arbejdsmarkedsbidrag, jf. Kildeskatteloven § 69, stk. 1 og Arbejdsmarkedsbidragsloven § 7, da selskabet havde udvist forsømmelighed. Der var ikke fremlagt oplysninger, der kunne fritage selskabet for hæftelsesansvar, idet der ikke havde foreligget en sådan uklarhed om selskabets indeholdelsespligt.

Landsskatteretten var enig i Skattestyrelsens beregningsgrundlag, der tog udgangspunkt i de samlede udbetalinger til de udenlandske virksomheder. Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse.