Manglende fradrag for afskrivning på golfbaneanlæg grundet usikkerhed om nedlæggelse ved lejemålets ophør

Sagen omhandlede et selskabs fradrag for afskrivning på et golfbaneanlæg for indkomstårene 2007, 2008 og 2009. Selskabet havde etableret golfanlægget på en grund lejet af kommunen, med en lejekontrakt der oprindeligt løb til 2027, men som i 2003 blev forlænget til 2033. Ifølge lejekontrakten skulle selskabet fjerne alle bygninger og faste anlæg, der ikke vedrørte landbrugsdriften, senest et år efter ophør af anvendelsen til golfbane, så arealet igen kunne anvendes til landbrugsformål.

SKAT havde ikke godkendt fradraget, idet de vurderede, at der ikke var lovhjemmel til at afskrive udgifterne til golfbaneanlægget. SKAT anførte, at golfbaneanlægget ikke kunne anses for en bygning i Afskrivningslovens forstand, og at der derfor ikke kunne foretages skattemæssige afskrivninger i medfør af Afskrivningsloven § 14, stk. 1 eller Afskrivningsloven § 25, stk. 1, som begge forudsætter, at der er tale om en bygning. SKAT mente desuden, at en ejers adgang til skattemæssige afskrivninger alene var reguleret af Afskrivningsloven og ikke længere af Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a.

Klageren påstod, at golfanlægget kunne afskrives som fast ejendom, hvorpå der hvilede en nedlæggelses- eller nedrivningsklausul, efter Afskrivningsloven § 25, stk. 2. Klageren henviste til, at Skatteministeriet i SKM2010.832.SKAT havde anerkendt, at et golfanlæg kunne afskrives efter denne bestemmelse, når det måtte forventes, at driften ophørte ved udløbet af lejemålet, som det var tilfældet i retsforliget i SKM2010.760.ØLD. Klageren argumenterede for, at selskabet ikke kunne videreføre driften efter lejekontraktens udløb i 2033, og at der derfor hvilede en nedlæggelses- eller nedrivningsklausul på anlægget. Klageren anførte, at uanset om grunden blev købt af en ny ejer, ville lejekontraktens bestemmelse om fjernelse af anlægget ved ophør føre til, at selskabet måtte ophøre med driften og retablere arealet som landbrugsjord, medmindre en aftale om overtagelse af anlægget blev indgået.

Landsskatteretten stadfæstede Skats afgørelse, da retten fandt, at der ikke var ført bevis for, at golfanlægget skulle fjernes i 2033 efter ophør af det tidsbegrænsede lejemål. Retten lagde vægt på, at lejemålet tidligere var blevet forlænget, hvilket indikerede, at en fremtidig forlængelse eller aftale om anlæggets fortsatte eksistens ikke kunne udelukkes.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede Skats afgørelser og godkendte ikke fradrag for afskrivning på golfbaneanlægget for indkomstårene 2007, 2008 og 2009.

Retten lagde til grund, at der ikke var ført fornødent bevis for, at golfanlægget skulle fjernes i 2033 efter ophør af det tidsbegrænsede lejemål. Dette blev understøttet af, at lejemålet tidligere var blevet forlænget fra udløb i 2027 til udløb i 2033.

Landsskatteretten henviste til Skatteministeriets retsforlig ved Østre Landsret, refereret i TfS 2011.87, og Skatteministeriets kommentarer i SKM2010.832.SKAT. Heraf fremgår det, at der som udgangspunkt ikke er afskrivningsret på et golfbaneanlæg, da det ikke omfattes af bygningsbegrebet i Afskrivningsloven eller af lovens regler om accessoriske anlæg. Ligeledes er der ikke hjemmel til afskrivning i Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a.

Dog anerkendes det, at Afskrivningsloven § 25, stk. 2 giver hjemmel til afskrivning på fast ejendom, hvorpå der hviler en nedlæggelses- eller nedrivningsklausul, og Afskrivningsloven § 25, stk. 3 giver hjemmel til afskrivning ved hjemfaldsforpligtelse eller lignende. Skatteministeriet har anført, at ejeren af et golfbaneanlæg kan være berettiget til skattemæssige afskrivninger på anlægsinvesteringen, hvis der er ført fornødent bevis for, at erhvervsvirksomheden med golfbanen må indstilles i henhold til en ophørsklausul eller lignende efter et vist åremål.

Da klageren ikke havde ført bevis for en sådan forpligtelse til at fjerne anlægget, fandt Landsskatteretten, at betingelserne for afskrivning efter Afskrivningsloven § 25, stk. 2 ikke var opfyldt.