Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse vedrørende ejendomsavance og forældelse

Sagen omhandlede, hvorvidt SKATs afgørelse vedrørende en ændring af klagerens ejendomsavance for indkomståret 2006 var ugyldig som følge af formelle fejl, og om det afledte skattekrav var forældet. Klageren havde i 2004 købt anparter i et tysk kommanditselskab, der ejede en ejendom, og afhændede disse i 2006. Klageren selvangav en ejendomsavance på 420.165 kr., men SKAT opgjorde den til 470.026 kr., hvilket resulterede i en indkomstændring på 49.861 kr. Uenigheden skyldtes primært, om et udbyderhonorar på 1.895.000 kr. kunne tillægges ejendommens anskaffelsessum.

SKAT udsendte forslag til afgørelse den 3. marts 2010 og den endelige afgørelse den 4. maj 2010. Klageren gjorde gældende, at afgørelsen var ugyldig på grund af manglende lovhjemmel til at ændre anskaffelsessummen i afståelsesåret, udvidelse af begrundelsen med en Landsskatteretskendelse (SKM2008.776) uden fornyet høring, manglende udlevering af dokumenter og manglende begrundelse for ikke at ændre afskrivninger i tidligere indkomstår (2004 og 2005). Klageren anførte desuden, at skattekravet var forældet, da ansættelsen af afskrivningsgrundlaget/anskaffelsessummen burde være foretaget i købsåret 2004, og at SKATs ændring var i strid med tidligere praksis.

Klagerens påstande

Klageren nedlagde følgende påstande:

• Principal påstand: SKATs ansættelse er ugyldig på grund af formelle fejl, og ejendomsavancen skal nedsættes fra 470.026 kr. til 420.165 kr.
• Subsidiær påstand: SKATs ændring er forældet, og ejendomsavancen skal nedsættes fra 470.026 kr. til 420.165 kr.
• Mere subsidiær påstand: Hvis grundlaget for afskrivninger og ejendomsavance ændres, er en del af de faktiske afskrivninger i 2004 og 2005 forældede, hvilket betyder, at genvundne afskrivninger skal nedsættes fra 192.732 kr. til 188.348 kr.

Klageren argumenterede for, at SKATs ændring af ejendomsavancen ikke var i overensstemmelse med Ejendomsavancebeskatningsloven § 5, stk. 4, nr. 1-6, og at Skatteforvaltningsloven § 26, stk. 1 kun er en fristbestemmelse, ikke en hjemmelsbestemmelse. Vedrørende forældelse henviste klageren til, at den nye praksis, der tillod ændringer i afståelsesåret, var indført med tilbagevirkende kraft, da ejendommen blev solgt i 2006, men praksis først blev offentliggjort i 2008. Klageren mente, at ændringen af anskaffelsessummen var en ændring af et tidligere fastsat grundlag, reguleret af Skatteforvaltningsloven § 26, stk. 3, og at SKATs passivitet i 2004 og 2005 burde forhindre en senere korrektion. Endelig gjorde klageren gældende, at hvis ansættelsen blev fastholdt, skulle de genvundne afskrivninger for 2004 og 2005 reduceres, da de faktiske afskrivninger for disse år var forældede i henhold til Skatteforvaltningsloven § 26, stk. 3.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede skatteankenævnets afgørelse og fandt, at SKATs afgørelse ikke var ugyldig, og at skattekravet ikke var forældet. Retten bemærkede følgende:

• Opgørelse af ejendomsavance: Fortjeneste ved afståelse af fast ejendom skal opgøres i afståelsesåret, jf. Ejendomsavancebeskatningsloven § 4 og praksis, herunder SKM2008.776.LSR.
• Overholdelse af frister: SKATs varsel om ændring af skatteansættelsen for indkomståret 2006 blev udsendt den 3. marts 2010, og afgørelsen den 4. maj 2010. Dette var inden for fristerne i Skatteforvaltningsloven § 26, stk. 1, som er den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb for varsel og 1. august for ansættelse. Afgørelsen kunne derfor ikke anses for ugyldig på dette grundlag.
• Ændring af anskaffelsessum: Det forhold, at der tidligere var foretaget afskrivninger baseret på en anskaffelsessum, der inkluderede det fulde udbyderhonorar, ændrede ikke SKATs ret til at ændre opgørelsen af ejendommens anskaffelsessum i forbindelse med avanceopgørelsen i afståelsesåret. Retten henviste til praksis om, at udbyderhonorar ikke kan tillægges ejendommens anskaffelsessum, jf. bl.a. SKM2008.967.HR. Der blev også henvist til Retten i [by3]s dom af 15. maj 2012, som fastslog, at skattemyndighederne i henhold til Skatteforvaltningsloven § 26, stk. 3 kunne foretage ansættelse ud fra en ændret bedømmelse af afskrivningsgrundlag, der hvilede på en retlig subsumption og ikke et skøn, uafhængigt af tidligere anfægtelser.
• Passivitet: SKATs manglende prøvelse af et vedvarende selvangivet punkt var ikke til hinder for en senere korrektion, så længe ansættelses- og forældelsesfristerne blev overholdt.
• Begrundelse og sagsbehandling: SKATs og skatteankenævnets afgørelser indeholdt en tilstrækkelig begrundelse i henhold til Forvaltningsloven § 22 og Forvaltningsloven § 24. SKATs henvisning til SKM2008.776.LSR i afgørelsen blev ikke anset for en ny eller ændret begrundelse, der krævede en ny agterskrivelse eller fornyet høring, jf. Skatteforvaltningsloven § 20, stk. 1. Der blev ikke fundet tilstrækkeligt grundlag for at anse afgørelserne for ugyldige på grund af øvrige fejl og mangler i sagsbehandlingen.
• Forældelse af skattekrav: Skattekravet, der opstod som følge af ændringen af ejendomsavancen for indkomståret 2006, forfaldt til betaling ved opkrævning af restskatten i 2007. Kravet blev derfor ikke anset for forældet, jf. Skatteforvaltningsloven § 34a, stk. 1 og Forældelsesloven § 3.
• Påstand om forkert beregnet skat for 2004 og 2005: Landsskatteretten tog ikke stilling til klagerens påstand om, at afskrivningerne for indkomstårene 2004 og 2005 var for høje, og at genvundne afskrivninger skulle reduceres, da dette forhold ikke var behandlet af skatteankenævnet.