Afgiftsberigtigelse af bus anvendt til privat kørsel

Sagen omhandler en klage over SKATs opkrævning af registreringsafgift på 236.480 kr. af en bus, der var fritaget for afgift til rutekørsel, men som blev anvendt til privat kørsel af en ansat chauffør. Klageren, der er leasingtager af bussen, anførte, at han ikke var vidende om den private kørsel og ikke havde haft gavn heraf.

Klageren gjorde gældende, at der ikke var hjemmel i Registreringsafgiftsloven til at rejse afgiftskravet, da bussen fortsat var omfattet af lov om buskørsel, selv ved enkeltstående privat anvendelse. Det blev fremhævet, at Registreringsafgiftsloven § 2, stk. 1, nr. 5 kun kræver, at bussen er "omfattet af lov om buskørsel", og ikke at den udelukkende anvendes erhvervsmæssigt, i modsætning til andre fritagelsesbestemmelser. Klageren argumenterede også for, at afgørelsen var ugyldig på grund af forvaltningsmæssige fejl og mangler, herunder manglende sagsfremstilling og begrundelse for, hvorfor afgiften blev opkrævet hos brugeren frem for ejeren, jf. Registreringsafgiftsloven § 20, stk. 1. Endelig blev det anført, at afgørelsen var i strid med SKATs tidligere praksis, hvor enkeltstående overtrædelser ikke medførte afgiftsopkrævning, men snarere en indskærpelse.

SKAT fastholdt afgørelsen med henvisning til, at afgiftsfritagelsen i Registreringsafgiftsloven § 2 er en undtagelsesbestemmelse, der skal fortolkes strengt. Når bussen blev anvendt til privat kørsel, var betingelserne for afgiftsfritagelse ikke længere opfyldt, og bussen skulle derfor afgiftsberigtiges i henhold til Registreringsafgiftsloven § 2, stk. 3. SKAT bestred, at der var formelle mangler ved afgørelsen og henviste til, at klageren som arbejdsgiver var den mest nærliggende ansvarlige for sine ansattes handlinger ud fra principalansvar. SKAT afviste også, at der kunne støttes ret på tidligere praksis, der var i strid med lovens ordlyd.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse om opkrævning af registreringsafgift. Retten fandt, at bussen ikke var anvendt til formål omfattet af lov om buskørsel den 19. juli 2010, og at betingelserne for afgiftsfritagelse derfor ikke længere var opfyldt. Dette medførte, at bussen skulle afgiftsberigtiges i henhold til Registreringsafgiftsloven § 2, stk. 3.

Landsskatteretten bemærkede desuden:

• Hæftelse: Ifølge Registreringsafgiftsloven § 20, stk. 1 hæfter både ejer og den i hvis navn køretøjet er registreret (brugeren) for betaling af registreringsafgift. SKATs valg om at opkræve afgiften hos klageren, der var registreret som bruger, var derfor i overensstemmelse med loven.
• Sagsbehandling: SKAT havde i fornødent omfang opfyldt kravene til sagsfremstillinger i Skatteforvaltningsloven § 19. Manglende angivelse af lovhjemmel for opkrævning hos brugeren kunne ikke føre til, at afgørelsen tilsidesattes som ugyldig, da baggrunden var blevet bekendtgjort under klagebehandlingen.
• Praksis: Det var ikke dokumenteret, at klageren havde disponeret i tillid til en af SKAT oparbejdet praksis eller tilkendegivelser om, at kortere afgiftspligtig anvendelse ikke ville medføre afgiftspligt. Argumenterne om praksisændring gav derfor ikke grundlag for at tilsidesætte afgørelsen.