Afslag på dispensation fra krav om energimærkning hjemvist til fornyet behandling

En friskole og børnehave ansøgte Energistyrelsen om at blive undtaget fra kravet om regelmæssig energimærkning af sine bygninger. Kravet følger af Lov om fremme af energibesparelser i bygninger § 19. Skolen begrundede sin ansøgning med, at den kort forinden havde fået udarbejdet en energirapport og havde vedtaget en plan for at gennemføre de foreslåede energibesparelser. Skolen ønskede at anvende de anslåede 45.000 kr. for en ny energimærkning på faktiske energiforbedringer.

Energistyrelsens afslag

Energistyrelsen afviste ansøgningen med den begrundelse, at styrelsen ikke mente at have den nødvendige lovhjemmel til at give dispensation i et konkret, enkeltstående tilfælde. Ifølge styrelsens fortolkning af Lov om fremme af energibesparelser i bygningers § 22, stk. 2, kunne undtagelser kun fastsættes generelt via en bekendtgørelse, og en sådan var ikke udstedt. Styrelsen mente desuden, at afgørelsen ikke kunne påklages til Energiklagenævnet.

Klagen til Energiklagenævnet

Skolen påklagede afgørelsen og fastholdt, at loven gav mulighed for at træffe konkrete afgørelser om dispensation. Skolen henviste til flere bestemmelser i loven, herunder § 22, stk. 2, som efter skolens opfattelse gav ministeren (og dermed den delegerede myndighed, Energistyrelsen) beføjelse til at undtage institutioner i enkeltsager.

Energiklagenævnet hjemviste sagen til fornyet behandling hos Energistyrelsen. Nævnet fandt, at Energistyrelsens afgørelse var baseret på en forkert retsopfattelse.

Nævnets vurdering af klageadgang

Energiklagenævnet fastslog først, at sagen kunne behandles af nævnet. Selvom klageadgangen for afgørelser truffet efter Bekendtgørelse om energimærkning af bygninger er begrænset, var Energistyrelsens afgørelse truffet direkte med hjemmel i selve loven. Derfor gjaldt den generelle klageadgang i Lov om fremme af energibesparelser i bygningers § 29, stk. 1.

Fortolkning af dispensationshjemmel

Nævnet konkluderede, at Lov om fremme af energibesparelser i bygningers § 22, stk. 2 giver Energistyrelsen hjemmel til at undtage offentlige institutioner fra kravet om energimærkning, både ved at udstede generelle regler i en bekendtgørelse og ved at meddele dispensation i konkrete sager. Nævnet lagde vægt på, at hverken bestemmelsens ordlyd eller forarbejder begrænsede muligheden til kun at omfatte generelle regler. De eksempler, der var nævnt i forarbejderne (f.eks. bygninger med sikkerhedsmæssige hensyn), blev ikke anset for at være en udtømmende liste.

Da Energistyrelsen havde afvist at behandle sagens realitet på grund af en forkert fortolkning af loven, blev sagen hjemvist. Energistyrelsen skulle derfor foretage en konkret vurdering af, om der var grundlag for at give skolen den ansøgte dispensation.