Forhøjelse af méngrad ved kroniske nakke-skuldersmerter trods slidgigt

En 57-årig kvinde, der havde arbejdet som syerske siden 1960, udviklede i midten af 1980'erne kroniske smerter i nakke, skulder og øverste del af ryggen. Lægelige undersøgelser påviste betydelige degenerative forandringer og svær bevægeindskrænkning i halshvirvelsøjlen, herunder ossøs brodannelse og slidgigtforandringer.

Arbejdsskadestyrelsen anerkendte den 25. marts 1998 de kroniske nakke-skuldersmerter som erhvervssygdom, men tog forbehold for forudbestående svær slidgigt i nakken. Styrelsen fastsatte méngraden til 5% den 28. juli 1998, idet ca. halvdelen af generne blev tilskrevet slidgigten.

Kvinden fagforening ankede afgørelsen, da de mente, at ménet burde afvente Retslægerådets udtalelser i lignende sager. Retslægerådet udtalte i juni 1999, at slidgigtforandringer i halshvirvelsøjlen overvejende skyldes aldersforandringer, men at industrielt syarbejde havde væsentlig betydning for symptomudvikling. Rådet fandt det dog vanskeligt at afgøre den præcise årsagssammenhæng.

Ankestyrelsen forhøjede méngraden fra 5% til 8%.

Ankestyrelsens vurdering af méngrad

Ankestyrelsen lagde til grund, at lidelsen var anerkendt med forbehold for forudbestående svær slidgigt. De lægelige fund, herunder udbredt ømhed og udtalt bevægeindskrænkning i nakke-skulderregionen, svarede til en méngrad på 12% ifølge Arbejdsskadestyrelsens vejledende méntabel.

Ankestyrelsen fandt, at de kroniske nakke-skuldersmerter kunne henføres til den anerkendte lidelse, da overvejende sandsynlighed ikke talte herimod, jf. Arbejdsskadesikringsloven § 13.

Dog kunne den svære bevægeindskrænkning i halsryggen, som indgik i de 12%, ikke fuldt ud henføres til den anerkendte del af lidelsen. Dette skyldtes de udtalte slidgigtforandringer og brodannelse i halshvirvelsøjlen, som ifølge Retslægerådets udtalelser overvejende skyldes aldersforandringer og kan opstå uafhængigt af arbejdsmæssige belastninger.

Ankestyrelsen skønnede, at de degenerative forandringer, der medførte den udtalte bevægeindskrænkning, udgjorde mindst 1/3 af det samlede mén på 12%, svarende til 4%. Méngraden blev derfor nedsat med 4%, jf. Arbejdsskadesikringsloven § 26. Den endelige méngrad blev fastsat til 8%, jf. Arbejdsskadesikringsloven § 33.