Højesteretsdom om méngrad efter arbejdsulykke - forudbestående rygdefekt

En kvinde, født i 1968, pådrog sig en arbejdsskade i august 1987, da hun faldt bagover og slog sin ryg, hvilket medførte lændesmerter. Røntgenoptagelser viste forudbestående defekter i lændehvirvelsøjlen (arkolyse og olistese).

I april 1989 udviklede hun desuden smerter i nakke- og skulderpartiet efter en pludselig bevægelse. Arbejdsskadestyrelsen og Ankestyrelsen fastsatte oprindeligt hendes méngrad til 12% for ryggenerne, men så bort fra nakkegenerne, da de ikke ansås for at være relateret til ulykken. Der blev desuden taget højde for den forudbestående ryglidelse.

Kvinden indbragte sagen for Østre Landsret, som fandt det sandsynligt, at både ryg- og nakkegenerne stammede fra ulykken, og hjemviste sagen til Ankestyrelsen for en højere méngrad. Ankestyrelsen appellerede herefter sagen til Højesteret.

For Højesteret blev der indhentet yderligere udtalelser fra Retslægerådet, som vurderede, at:

• Det var usandsynligt, at kvindens nakkegener, der opstod næsten halvandet år efter ulykken, kunne tilskrives arbejdsskaden.
• Det var usandsynligt, at faldet havde forårsaget de forudbestående defekter i lænden. Dog kunne en tilstedeværende arkolyse og spondylolistese disponere til længerevarende lændesmerter efter et traume.

Højesterets afgørelse

Højesteret fastslog, at gener skal anses for en følge af arbejdsskaden, medmindre overvejende sandsynlighed taler herimod, jf. Arbejdsskadeforsikringsloven § 13.

Højesteret (med stemmeflertal) pålagde Ankestyrelsen at fastsætte méngraden til mere end 12% og højst 15%, da der ikke skulle foretages fradrag for den forudbestående lidelse. En dommer afgav dissens og mente, at Ankestyrelsens fradrag var berettiget.

Ankestyrelsen fastsatte herefter méngraden til 15% den 4. juli 1997.