Stadfæstelse af Energitilsynets afgørelse om HNG I/S' distributionstariffer og afvisning af tilbagebetaling af etableringsomkostninger

Sagen omhandler en klage indbragt af en storforbruger af naturgas (herefter benævnt klager) mod Energitilsynets afgørelse af 8. januar 2009. Klagen vedrører HNG I/S' (herefter benævnt HNG) distributionstariffer og spørgsmålet om tilbagebetaling af etableringsomkostninger for en naturgasledning. HNG er et distributionsselskab, og klager er tilsluttet HNG's distributionsnet. I 1997 bidrog klager med 800.000 kr. i stiketableringstillæg i forbindelse med etableringen af en naturgasledning til klagers gartneri. HNG's distributionstarif er baseret på en bloktarif, anmeldt til Energitilsynet i medfør af Naturgasforsyningsloven § 40, stk. 1.

Klagerens indledende klage til Energitilsynet

Klager indbragte i april 2008 en klage til Energitilsynet, idet klager mente, at HNG's distributionstariffer ikke levede op til kravene om effektiv drift, var urimelige, diskriminerende og uigennemskuelige. Klager krævede desuden tilbagebetaling af stiketableringstillægget eller en reduktion af distributionstariffen, da andre brugere angiveligt var blevet tilkoblet den oprindeligt af klager finansierede ledning.

Energitilsynets afgørelse

Energitilsynet fandt i sin afgørelse af 8. januar 2009, at HNG's omkostninger afspejlede et effektivt drevet selskab, baseret på en omkostningsbenchmarking fra 2005. Tilsynet vurderede, at HNG's distributionstarif var fastsat i overensstemmelse med Naturgasforsyningsloven § 37, stk. 2 og dermed var rimelig, objektiv og ikke-diskriminerende. Energitilsynet fandt ligeledes, at HNG's afregningsform ikke var uigennemskuelig. Vedrørende stiketableringstillægget fastslog Energitilsynet, at de ikke havde hjemmel til at træffe afgørelse herom, og at spørgsmålet måtte henvises til civilt søgsmål ved domstolene.

Klagerens bemærkninger og synspunkter til Energiklagenævnet

Klager appellerede Energitilsynets afgørelse til Energiklagenævnet og fastholdt sine oprindelige synspunkter. Klager argumenterede for sin klageberettigelse med henvisning til sin væsentlige og individuelle interesse som storforbruger. Klager anførte yderligere:

• HNG's distributionsafgift på 10 kr. pr. m³ for 4 km transport var uforholdsmæssigt høj sammenlignet med Energinet.dk's transmissionsafgift for 500 km, hvilket ifølge klager dokumenterede ineffektiv drift.
• Opkrævning af distributionsafgift fra 2004 savnede begrundelse, da den ikke modsvarer en reel meromkostning for HNG, og ledningen blev etableret i 1997 uden afgift frem til 2004.
• De samlede etablerings- og distributionsomkostninger på over 12 mio. kr. siden 1997 og forventede 17 mio. kr. frem til 2014 var ikke udtryk for billig naturgas i strid med Naturgasforsyningsloven § 1. Klager betvivlede især omkostningerne til vedligeholdelse, som stred mod Naturgasforsyningsloven § 37, stk. 2 og frimærkeprincippet.
• Energitilsynets godkendelse af indtægtsrammer udelukkede ikke, at prissætningen var urimelig eller diskriminerende, og sammenligninger med udenlandske selskaber burde inddrages, jf. Bekendtgørelse om indtægtsrammer og åbningsbalancer for naturgasdistributionsselskaber § 15, stk. 6.
• HNG's afregninger var uigennemskuelige, da det ikke fremgik, hvordan den faste distributionstarif var beregnet, hvilket stred mod EU direktiv 2003/55/EF.
• Stiketableringstillægget på 800.000 kr. skulle tilbagebetales eller reduceres, da ledningen nu også tjente andre brugere, hvilket stred mod frimærkeprincippet.

Energitilsynets og HNG's bemærkninger til klagen

Energitilsynet fastholdt sin afgørelse og henviste til tidligere afgørelser fra Energiklagenævnet, der havde stadfæstet Energitilsynets praksis vedrørende distributionstariffer. De fremhævede, at HNG var et effektivt drevet selskab, og at sammenligning mellem transmissions- og distributionstariffer ikke var mulig på grund af forskelle i netværk og omkostningsstrukturer. Energitilsynet gentog, at de ikke havde hjemmel til at behandle spørgsmålet om tilbagebetaling af stiketableringstillæg, da dette var et civilretligt anliggende.

HNG præciserede, at klager var tilkoblet HNG's distributionsnet, ikke Energinet.dk's transmissionsnet, og at der ikke var koblet andre kunder på den specifikke stikledning til klagers gartneri, men på den gadeledning, der førte ud til området. HNG understregede, at deres tariffer var i overensstemmelse med naturgaslovgivningen og frimærkeprincippet.

Energiklagenævnet stadfæstede Energitilsynets afgørelse af 8. januar 2009.

Klageberettigelse

Energiklagenævnet fandt, at klager var klageberettiget i sagen. Dette skyldtes, at klager havde et ekstraordinært stort naturgasforbrug (1.657.828 m³) sammenlignet med langt de fleste af HNG's øvrige forbrugere. Denne særlige situation gav klager en tilstrækkelig væsentlig og individuel interesse i Energitilsynets afgørelse, jf. Naturgasforsyningsloven § 51, stk. 1.

HNG's distributionstariffer

Energiklagenævnet afviste klagers sammenligning af transmissions- og distributionspriser som uholdbar. Nævnet henviste til tidligere afgørelser (j.nr. 31-24 og 31-25), hvor HNG's metoder til fastsættelse af distributionstariffer tidligere var blevet fundet i overensstemmelse med Naturgasforsyningsloven. Da klager ikke var fremkommet med nye oplysninger, der kunne føre til et andet resultat, fastholdt Energiklagenævnet, at HNG's konkrete distributionstariffer ikke var i strid med Naturgasforsyningsloven § 37, stk. 2. Nævnet fandt heller ingen grund til at betvivle, at HNG var effektivt drevet, idet Energitilsynet havde godkendt HNG's indtægtsrammer for 2006-2009 baseret på en omkostningsbenchmarking. Endvidere fandt Energiklagenævnet, at HNG's afregninger ikke var uigennemskuelige, da loven ikke kræver, at distributionsselskabernes afregninger skal opstilles, så forbrugerne kan aflæse, hvordan de enkelte udgiftsposter indgår i distributionstariffen.

Stiketableringstillæg

Vedrørende stiketableringstillægget, som klager betalte i 1997, bemærkede Energiklagenævnet, at tillægget blev fastsat med hjemmel i den dagældende Varmeforsyningsloven § 21, stk. 7, som undtog sådanne priser og betingelser fra Gas- og Varmeprisudvalgets (nu Energitilsynets) kompetence. Den nugældende Naturgasforsyningsloven giver heller ikke Energitilsynet eller Energiklagenævnet hjemmel til at træffe afgørelse om hel eller delvis refusion heraf. Spørgsmålet om tilbagebetaling af stiketableringstillægget blev derfor anset for et civilretligt krav, der eventuelt måtte afgøres ved et søgsmål ved domstolene.

Afgørelse

På baggrund af ovenstående stadfæstede Energiklagenævnet Energitilsynets afgørelse af 8. januar 2009. Afgørelsen blev truffet efter Naturgasforsyningsloven § 51 og kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.