Tvist om rentegaranti vs. ydelsesgaranti i pensionsordning fra Baltica (Danica Pension)

Denne sag omhandler en tvist mellem en forsikringstager og Danica Pension, Livsforsikringsaktieselskab, vedrørende fortolkningen af en pensionsaftales garantitype. Klageren hævder, at den oprindelige aftale med Baltica (som Danica Pension senere overtog) indeholdt en rentegaranti, mens selskabet fastholder, at der er tale om en ydelsesgaranti.

Sagens baggrund

Pensionsordningen blev oprindeligt oprettet i 1987 hos Baltica og blev i 1989 omdannet til en præmiefri forsikring (fripolice). Efterfølgende blev policen overtaget af Danica Pension. Klagerens kapitalpension udløb i 2016 og er siden blevet forlænget årligt, hvilket selskabet betragter som nye aftaler baseret på gældende beregningsgrundlag.

Klagerens påstande og argumenter

Klageren anfører, at den oprindelige aftale med Baltica var en rentegaranti og ikke en ydelses- eller udbetalingsgaranti. Hun baserer dette på:

• "Forklaring til tilbuddet", der angiver en tarifmæssig grundydelse beregnet med 5% rente og en ugaranteret tillægsydelse.
• "Forklaring til dækningsoversigten", der viser en garanteret forrentning på 4,5% af depotet, hvilket ifølge klageren stemmer overens med grundydelsen.
• Manglende reference til G82-grundlaget i det modtagne materiale, hvilket klageren mener understøtter fraværet af en ydelsesgaranti.
• Meddelelse om omskrivning til fripolice, der angiver, at ydelser fremover forhøjes forholdsmæssigt med bonus, og at garanterede udbetalinger efterfølgende er blevet forhøjet.
• Årlige depotregnskaber, der viser, at saldoen forrentes med både grundydelse og tillægsydelse (bonus). Klageren fastholder, at den garanterede rente på 4,5% var knyttet til kontorenten, og at aftalen ikke ensidigt kunne ændres. Hendes økonomiske krav relaterer sig til forskellen mellem en opgørelse baseret på rentegaranti og en ydelsesgaranti.

Selskabets påstande og argumenter

Danica Pension gør gældende, at klagerens pensionsordning har en udbetalingsgaranti, der bygger på grundlagsrenten, og at ordningen er håndteret i overensstemmelse med aftalegrundlaget. Selskabet anfører:

• Forlængelser af kapitalpensionen ud over den oprindelige udløbsdato betragtes som nye aftaler, der oprettes på det gældende beregningsgrundlag (f.eks. 0,5% i 2016).
• Kontorenten afgør, hvor meget bonus/kontostyrkelse der tilskrives ud over udbetalingsgarantien, og skal ikke forveksles med grundlagsrenten.
• Selskabet har tidligere tilbudt en forhøjelse af opsparingen mod afkald på udbetalingsgarantien.
• Danica Pension henviser til Højesterets dom i sagen U 2016.1487 H, som ifølge selskabet endegyldigt fastslog, at en forsikringsaftale baseret på G82-grundlaget indeholdt en ydelsesgaranti og ikke en garanti for årlig forrentning på mindst 4,5%.
• Selskabet bemærker desuden, at et eventuelt erstatningskrav ville være forældet efter den almindelige lovbestemte treårige Forældelsesloven.

Dokumentation

Begge parter har fremlagt diverse dokumentation, herunder "Forklaring til tilbuddet", "Forklaring til Kontooversigten", dækningsoplysninger fra 1992-1993, brev og policetillæg fra 1989, samt korrespondance mellem parterne og interne selskabsoplysninger.

Klageren får ikke medhold.

Ankenævnets begrundelse

Ankenævnet finder, at der ikke i det fremlagte vejledningsmateriale, brev og policetillæg af 2/8 1989 samt dækningsoversigter fra 1992-1993 er særlige holdepunkter for, at selskabet har afgivet en rentegaranti som anført af klageren.

Nævnet har lagt vægt på følgende:

• Materialet indeholder kun kortfattede beskrivelser af den garanterede og indregnede forrentning i pensionsordningen. Disse beskrivelser skal læses i sammenhæng med traditionelle pensionsordningers sædvanlige virkemåde.
• I traditionelle pensionsordninger forpligter selskabet sig til at udbetale bestemte ydelser, der er beregnet ud fra den aftalte grundlagsrente over hele ordningens løbetid. Eventuel bonus er ugaranteret og tilskrives ud fra det til enhver tid gældende bonusregulativ.
• Nævnet bemærker, at der er tale om en traditionel pensionsordning fra 1987, hvor selskabet giver garanti for bestemte ydelser (tarifudbetalinger), der fremgår af dækningsoversigter mv. De garanterede udbetalinger er på en sådan ordning opgjort på det branchefælles beregningsgrundlag G82. Grundlagsrenten er for klageren 4,5 %. Senere forhøjelser med bonus og udsættelser af udbetalingen er dog sket under anvendelse af det på tidspunktet aktuelle rentegrundlag.

Det følger af Højesterets dom i sagen U 2016.1487 H, at der ikke ud af G82-beregningsgrundlaget kan udledes en forpligtelse for et pensionsselskab til hvert år at forrente forsikringstagerens løbende pensionsopsparing med 4,5%. Højesteret har dog anført, at det ikke er udelukket, at der i forbindelse med livsforsikringer tegnet på grundlag af G82, kan være aftalt en sådan garanti i forholdet mellem forsikringsselskab og forsikringstager. Dette beror på den konkrete aftale. Hvis rentegarantien ikke fremgår af forsikringspolicen, kan den kun antages at være afgivet, hvis der i sagens øvrige omstændigheder er særlige holdepunkter herfor. En sådan garanti vil i givet fald overstige den forsikringsydelse, som forsikringspræmien er beregnet ud fra i henhold til G82.

Nævnet konkluderer, at der ikke foreligger særlige holdepunkter i sagen, der kan pålægge selskabet at anerkende, at der er afgivet en rentegaranti som anført af klageren.