Afvisning af kaskodækning grundet urigtige risikooplysninger om bilens reelle ejer og bruger

Sagen omhandler en tvist mellem en forsikringstager (klageren) og If Skadeforsikring vedrørende afvisning af kaskodækning og krav om refusion af ansvarsudgifter efter et færdselsuheld.

Sagens faktiske omstændigheder

Klagerens bil var involveret i et færdselsuheld den 2. august 2023, hvilket resulterede i en totalskade. Forsikringsselskabet afviste at udbetale erstatning under henvisning til, at klagerens barn var den reelle primære bruger af bilen og ikke klageren selv. Selskabet påpegede, at barnet tidligere havde gæld til forsikringsselskaber og derfor ikke ville have kunnet tegne en kaskoforsikring.

Parternes hovedpåstande og centrale argumenter

Klageren fastholdt at være den retmæssige ejer og bruger af bilen og mente, at skaden var dækningsberettiget. Klageren anførte, at barnet bistod med praktiske forhold, herunder bilkøb og forsikring, på grund af klagerens sprogvanskeligheder og en tilnærmelsesvis fællesøkonomi. Klageren fremhævede desuden, at en domstol ikke havde fundet det bevist, at barnet var føreren af bilen på ulykkestidspunktet, og at selskabets beviser var mangelfulde og alene indicier. Klageren krævede fuld erstatning på 210.000 kr. og dækning af nødvendige advokatomkostninger, jf. Forsikringsaftaleloven § 30, stk. 3.

Forsikringsselskabet anførte, at deres undersøgelser viste, at klagerens barn var den reelle ejer og bruger af bilen. Selskabet hævdede, at de ikke ville have tilbudt kaskoforsikring, hvis de korrekte ejer- og brugerforhold var blevet oplyst, da barnet havde restancer til andre forsikringsselskaber. Selskabet henviste til Forsikringsaftaleloven § 6, stk. 1 for afvisning af erstatning og Forsikringsaftaleloven § 6, stk. 2 for krav om refusion af ansvarsudgifterne. Selskabet påpegede også, at barnet gentagne gange havde udgivet sig for at være klageren i kommunikationen med selskabet.

Relevante forhold og dokumentation

Sagen inkluderede dokumentation for bilens skiftende ejerforhold, lydoptagelser af telefonsamtaler, hvor barnet udgav sig for at være klageren, samt oplysninger om barnets tidligere forsikrings- og betalingshistorik. En byretsdom, hvor barnet blev frifundet for at have ført bilen på ulykkestidspunktet, blev også fremlagt, men selskabet bemærkede, at dommen var anket. Forsikringsbetingelserne vedrørende dækningsomfang og risikoforandring var også centrale for sagen.

Ankenævnet for Forsikring afgør, at klageren ikke får medhold i sin klage.

Kaskodækning

Nævnet finder det godtgjort, at klagerens barn var den reelle ejer og bruger af bilen. Selskabet har bevist, at det fuldt ud ville have afvist at tegne kaskoforsikring, hvis de korrekte ejer- og brugerforhold var blevet oplyst ved tegningen af forsikringen. Nævnet lagde vægt på selskabets oplysninger om, at klagerens barn tidligere var blevet opsagt af et selskab på grund af præmierestance, og at barnet stadig havde restance. Det er nævnets opfattelse, at det er almindeligt kendt, at brugerens risikooplysninger er afgørende ved tegning af bilforsikring. Klagerens undladelse af at oplyse om barnets reelle ejer- og brugerforhold tilregnes klageren som groft uagtsom, jf. Forsikringsaftaleloven § 7, jf. Forsikringsaftaleloven § 6.

Ansvarskrav

Nævnet finder ikke grundlag for at kritisere selskabets forholdsmæssige opkrævning af modpartens ansvarskrav på 60.187,25 kr. (hvoraf 11.556 kr. var afsavnskrav), henset til klagerens urigtige risikooplysninger.

Advokatomkostninger

Selvom Forsikringsaftaleloven § 32, stk. 3 giver mulighed for dækning af rimelige og nødvendige advokatomkostninger ved udenretlig fremsættelse af krav, følger det af Nævnets vedtægter § 23, stk. 3, at parterne som udgangspunkt selv bærer omkostningerne ved tvistløsningsbehandlingen. På baggrund af sagens udfald og omstændighederne i øvrigt finder nævnet ikke grundlag for at pålægge selskabet at dække klagerens advokatomkostninger.