Klage over afslag på dispensation fra tilslutningspligt til kollektiv varmeforsyning

Sagen omhandler en klage over Lolland Kommunes afgørelse af 28. april 2008, hvor kommunen afslog en ansøgning om dispensation fra tilslutningspligt til kollektiv varmeforsyning. Ejendommen, en erhvervsejendom, blev pålagt tilslutningspligt til Søllested Fjernvarmeselskab A.m.b.a. i 1999, og deklarationen blev tinglyst i 2001. Fristen for tilslutning var 9 år fra meddelelse om tilslutningspligt.

Ejers argumenter for dispensation

Ejeren gjorde gældende, at de i 1999 meddelte kommunen, at de ikke ønskede at installere fjernvarme på grund af ejendommens status som erhvervsejendom og manglende ressourcer. I stedet installerede de et træpillefyr i 2001, hvilket medførte årlige varmeudgifter på ca. 21.000 kr. En tilslutning til fjernvarme ville beløbe sig til ca. 70.000 kr. til installation af nye rør og radiatorer.

Ejeren påklagede kommunens afgørelse og henviste til flere forhold, der burde give dispensation:

• Uforholdsmæssig bekosteligt: Omstillingen til fjernvarme ville være uforholdsmæssig bekostelig, da den faste afgift alene ville overstige de årlige udgifter til træpillefyret.
• Nedrivningsplaner: Bygningen påtænkes nedrevet inden for en kortere årrække på grund af dens dårlige forfatning.
• Bygningens anvendelse: Bygningen er ikke beregnet til konstant opvarmning i fyringssæsonen, da det meste fungerer som lagerrum og værksted.
• Arealberegning: Ejeren var uenig i det opgivne areal, som den faste udgift blev beregnet på baggrund af, da hele arealet ikke er opvarmet.
• Lighedsprincip: Ejeren henviste til, at andre erhvervsdrivende i Søllested var fritaget for tilslutningspligt, eller kun betalte for beboelsesdelen.

Kommunens afslag

Lolland Kommune fastholdt afslaget på dispensation med henvisning til, at træpillefyret blev installeret i 2001, altså efter tilslutningspligten blev meddelt i 1999. Kommunen henviste til Bekendtgørelse om tilslutning m.v. til kollektive varmeforsyningsanlæg § 16, stk. 1, som fastslår, at ejere af ejendomme, der er pålagt tilslutningspligt, ikke senere kan kræve sig fritaget under henvisning til bestemmelserne i Bekendtgørelse om tilslutning m.v. til kollektive varmeforsyningsanlæg § 15. Kommunen oplyste desuden, at fritagne erhvervsdrivende opfyldte betingelserne herfor, og at nedsat arealbetaling kun gjaldt for produktionsvirksomheder.

Retsgrundlaget

Tilslutningspligt for eksisterende bebyggelse fremgår af Bekendtgørelse om tilslutning m.v. til kollektive varmeforsyningsanlæg § 10, med en frist på 9 år. Undtagelser fra tilslutningspligt er beskrevet i Bekendtgørelse om tilslutning m.v. til kollektive varmeforsyningsanlæg § 15, som omfatter forhold som uforholdsmæssig bekostning, vedvarende energianlæg, overskudsvarme, nedrivningsplaner, og bygninger der ikke er konstant opvarmede. Efter at tilslutningspligten er pålagt og klagefristen udløbet, kan man ikke kræve sig fritaget efter § 15, jf. Bekendtgørelse om tilslutning m.v. til kollektive varmeforsyningsanlæg § 16. Dog kan kommunen i særlige tilfælde dispensere fra tilslutningspligten eller forlænge fristen, jf. Bekendtgørelse om tilslutning m.v. til kollektive varmeforsyningsanlæg § 17, stk. 1.

Energiklagenævnet hjemviste Lolland Kommunes afgørelse af 28. april 2008 til fornyet behandling i kommunen.

Begrundelse for hjemvisning

Nævnet fandt, at kommunen i sin afgørelse udelukkende havde begrundet afslaget med henvisning til Bekendtgørelse om tilslutning m.v. til kollektive varmeforsyningsanlæg § 16, som forhindrer fritagelse efter § 15, når tilslutningspligten allerede er pålagt. Kommunen havde imidlertid ikke vurderet, om der forelå et "særligt tilfælde", der kunne give dispensation i henhold til Bekendtgørelse om tilslutning m.v. til kollektive varmeforsyningsanlæg § 17, stk. 1.

Energiklagenævnet understregede, at kommunen har vide rammer for skønnet i sager om dispensation, og at de hensyn, der kan føre til fritagelse efter § 15, som udgangspunkt kan indgå i vurderingen af, om der foreligger et særligt tilfælde efter § 17, stk. 1. Dette inkluderer økonomiske forhold, installation af vedvarende energianlæg, planer om nedrivning, og om bygningen er beregnet til konstant opvarmning.

Manglende sagsbehandling

Kommunen havde ikke indhentet og vurderet relevante oplysninger om ejerens økonomiske situation, træpillefyret, planer om nedrivning, eller om bygningen var beregnet til konstant opvarmning. Der var således ikke foretaget en konkret vurdering af, om ejeren ville blive bragt i en urimelig økonomisk situation, eller om de øvrige forhold kunne medføre dispensation. Kommunen havde derfor ikke det nødvendige faktuelle grundlag til at træffe afgørelse.

Krav til begrundelse

Nævnet mindede desuden om kravene til begrundelse af afgørelser i henhold til Forvaltningsloven § 22 og Forvaltningsloven § 24, stk. 1, som fastslår, at en afgørelse skal indeholde henvisning til retsregler og angive hovedhensyn ved skønsudøvelse. En hjemvisning indebærer, at kommunen skal behandle sagen forfra og træffe en fornyet afgørelse baseret på en fuldstændig og konkret vurdering af alle relevante forhold.