Energiklagenævnets afgørelse om indregning af geotermiomkostninger i varmepriser ophævet og hjemvist

Klagerens synspunkter

Energi Viborg Kraftvarme A/S ønskede, at Energitilsynets afgørelse blev annulleret og ændret, således at omkostningerne til Kvols 4 og 5, de fremrykkede omkostninger og alle finansieringsomkostninger kunne indregnes i varmepriserne, jf. Varmeforsyningsloven § 20, stk. 1.

Klager anførte følgende hovedargumenter:

• Fortolkning af efterforskningsomkostninger: Der er ikke støtte for Energitilsynets snævre afgrænsning af begrebet "efterforskningsomkostninger" i lovens ordlyd eller forarbejder. Forarbejderne tilsiger, at begrebet omfatter alle omkostninger afholdt forud for etablering af et geotermianlæg.
• Undergrundsloven: Udgifter til efterforskning skal forstås som alle udgifter forbundet med et geotermiprojekt, indtil indvinding kan etableres og der er meddelt godkendelse af en indvindingsplan efter Undergrundsloven § 10, hvor tidspunktet for indvindingens påbegyndelse er fastsat af Energistyrelsen, jf. Undergrundsloven § 18d. Da der ikke var meddelt indvindingstilladelse, var projektet stadig på efterforskningsstadiet.
• Boringernes formål: Samtlige 8 boringer (Kvols 2-9) skulle udføres som kombinerede efterforsknings- og indvindingsboringer. Formålet med Kvols 4 og 5 var at konstatere, om der var varmt vand i undergrunden.
• Fremrykkede omkostninger: Disse blev afholdt som et naturligt led i efterforskningen for at opnå nødvendige myndighedstilladelser.
• Energitilsynets grundlag: Energitilsynets grænse for efterforskning var ikke baseret på uvildige tekniske oplysninger eller oplysninger fra Energistyrelsen, men primært på samarbejdsaftalen.
• Subsidiære påstande: Hvis ikke som efterforskningsomkostninger, skulle omkostningerne kunne indregnes som driftsmæssige afskrivninger, jf. Bekendtgørelse om driftsmæssige afskrivninger, henlæggelser til nyinvesteringer og forrentning af indskudskapital i følge lov om varmeforsyning, eller som andre driftsomkostninger, administrationsomkostninger eller omkostninger som følge af pålagte offentlige forpligtelser, jf. Varmeforsyningsloven § 20, stk. 1. Finansieringsudgifterne kunne specifikt indregnes som "finansieringsudgifter ved fremmedkapital". Klager henviste til, at Varmeforsyningsloven § 20 ikke indeholder en betingelse om, at anlægget skal være i drift, og at praksis tillader indregning af omkostninger vedrørende anlæg, der er taget ud af drift, samt til en dom (U.1996.441V), hvor omkostninger til et ikke-gennemført projekt kunne indregnes.

Energitilsynets synspunkter

Energitilsynet anmodede om stadfæstelse af sin afgørelse. Tilsynet anførte, at Energi Viborg primært driver varmeforsyningsvirksomhed, ikke geotermivirksomhed, og at andre tekniske kilder var inddraget. Energitilsynet fastholdt, at der sondres mellem efterforskningsboringer og andre boringer baseret på formålet. Tilsynet mente, at det ikke var korrekt, at alle boringer starter som efterforskningsboringer. Energitilsynet fandt, at kernepunktet for efterforskning er at undersøge tilstedeværelsen af varmt vand, ikke at dimensionere et anlæg.

Energitilsynet argumenterede, at Varmeforsyningsloven § 20 forudsætter, at en omkostning kan indregnes i prisen for levering af varme, hvilket indebærer, at anlægget leverer varme. Hvis et anlæg ikke bliver til noget, er der ingen varmepris at indregne omkostninger i. Tilsynet sondrede mellem teknisk sammenhængende systemer og anlæg i separate juridiske enheder, idet prisbestemmelserne ikke kan udstrækkes på tværs af juridiske enheder. Omkostninger afholdt i forbindelse med en forpligtelse til at søge om godkendelse af frivillige projekter udgør ikke "omkostninger som følge af pålagte offentlige forpligtelser" i varmeforsyningslovens forstand.

Energiklagenævnet ophævede og hjemviste Energitilsynets afgørelse af 9. oktober 2015. Nævnet vurderede, at en stillingtagen til klagen forudsatte en vurdering af geotermiprojektet i sin helhed, da Kvols 2 og 3 var omfattet af samme projekt som Kvols 4 og 5. Nævnet understregede, at spørgsmål om Viborg Fjernvarmes vedtægter eller erstatningsansvar lå uden for dets kompetence.

Fortolkning af efterforskningsomkostninger

Energiklagenævnet fastslog, at adgangen til at indregne omkostninger til geotermisk efterforskning i varmepriserne fremgår af Varmeforsyningsloven § 20, stk. 1. Denne adgang blev indført ved lovændringen i 2000 for at fremme investeringer i geotermianlæg. Nævnet bemærkede, at varmeforsyningslovens "hvile i sig selv"-princip og krav om nødvendige omkostninger beskytter forbrugerne og sætter grænser for, hvor bredt begreberne "undersøgelser" og "efterforskning" kan fortolkes. Omkostningerne skal ligge forud for påbegyndelsen af etablering af et geotermianlæg og relatere sig til aktiviteter, der har til formål at fastlægge grundlaget for en beslutning om etablering.

Mangelfuld sagsoplysning

Energiklagenævnet var enig med Energitilsynet i, at formålet med afholdelsen af udgifterne er afgørende for omkostningsarten. Nævnet fandt dog, at Energitilsynet i sin afgørelse i begrænset omfang havde inddraget styregruppens beslutninger, selvom disse var væsentlige for at fastlægge formålet med de afholdte omkostninger. Nævnet fremhævede, at hverken tilladelser i henhold til undergrundsloven eller parters samarbejdsaftaler i sig selv kan definere det reelle formål eller tidspunktet for skiftet fra efterforsknings- til anlægsfasen.

Energiklagenævnet identificerede en række relevante forhold, der bør inddrages ved bedømmelsen af, om en omkostning relaterer sig til efterforsknings- eller anlægsaktivitet:

• Resultater af seismiske undersøgelser og risikoafdækning samt styregruppens evaluering heraf.
• Projektansøgningen, der beskriver projektet og danner grundlag for kommunens godkendelse.
• Formålet med konkrete aktiviteter som opkøb af jord, indretning af boreplads, planer for antal boringer, indkøb af materiel, og planlægning af overfladeanlæg og transmissionsledninger.
• Typen af boringer (f.eks. skråboring, der typisk vælges i forbindelse med produktion).

Nævnet bemærkede endvidere, at samarbejdsaftalen blev mindre relevant efter projektets overdragelse til Energi Viborg den 28. marts 2012, hvor ca. 100 mio. kr. af omkostningerne blev afholdt. Energitilsynets afgørelse inddrog ikke tilstrækkelige oplysninger om formålet med disse senere afholdte omkostninger. Omfanget af investeringer, finansieringsmåden, opstillede budgetter og den nye projektledelses beslutninger og gennemførelse af disse kunne også være relevante.

På baggrund af den mangelfulde inddragelse af alle relevante faktiske omstændigheder i projektet, ophævede og hjemviste Energiklagenævnet Energitilsynets afgørelse. Afgørelsen blev truffet i henhold til Varmeforsyningsloven § 26, stk. 1.

Fjernvarmesagen om geotermisk varme i Viborg. Gruppesøgsmål.

Den tidligere ledelse i Viborg Fjernvarme er blevet frifundet for et erstatningskrav på 32 millioner kroner i et omfattende gruppesøgsmål om geotermisk varme.

Klagen og Energitilsynets oprindelige afgørelse

Præstø Fjernvarme henvendte sig til Energitilsynet den 30. april 2008, da udgiften til serviceaftalen i E.ON's regnskab for 2005, i modsætning til tidligere år, var opført særskilt under posten "Drift og vedligeholdelse på distributionsnet" med 506.000 kr. Klager mente, at udgiften var indregnet dobbelt i regnskabet for 2005. Energitilsynet udskilte spørgsmålet om dobbeltindregning til særskilt behandling.

Energitilsynets sekretariat fandt i sin afgørelse af 10. oktober 2008, at beløbet på 506.000 kr. var en nødvendig omkostning i henhold til Varmeforsyningsloven § 20, stk. 1. Sekretariatet bemærkede, at der ikke var sket ændringer af betydning i de relevante omkostningsposter i perioden 2003-2005, mens omkostningerne faldt i 2006. Det havde derfor ingen betydning for vurderingen, at beløbet alene optrådte særskilt i 2005-regnskabet, da det udsprang af selve serviceaftalen.

Klagerens anbringender

Præstø Fjernvarme påklagede Energitilsynets afgørelse med følgende hovedargumenter:

• Energitilsynet havde ifølge klageren kun taget stilling til, om udgiften var nødvendig, ikke om den var dobbeltindregnet.
• Klageren mente, at E.ON burde løfte bevisbyrden for, at beløbet ikke var dobbeltindregnet, da den særskilte post i 2005 var bemærkelsesværdig og ikke tidligere set.
• Klageren anførte, at Energitilsynet ikke havde indhentet tilstrækkelige regnskabsoplysninger og havde baseret sin vurdering på et ufuldstændigt grundlag. Klageren påpegede uoverensstemmelser mellem E.ON's anmeldte regnskaber og de regnskabsoversigter, E.ON havde udleveret til klageren, især vedrørende postering af personale- og bilomkostninger.

Energitilsynets og E.ON's bemærkninger

Energitilsynet fastholdt sin afgørelse og anførte, at vurderingen var baseret på de regnskaber, E.ON havde anmeldt i henhold til Varmeforsyningsloven § 21, stk. 1. De fandt ingen beviser for dobbeltindregning og understregede, at udgiften var en nødvendig omkostning i henhold til Varmeforsyningsloven § 20, stk. 1. Energitilsynet afviste relevansen af det af klageren fremlagte materiale, da det ikke var de anmeldte regnskaber.

E.ON støttede Energitilsynets afgørelse og afviste dobbeltindregning. De forklarede, at posten "drift og vedligehold på central" dækkede andre omkostninger end distributionsnettet. E.ON henviste desuden til, at Energitilsynet ikke har pligt til bilagsrevision og ikke har kompetence til at pålægge tilbagebetaling af beløb, da dette henhører under domstolene.