Energiklagenævnets afgørelse om partsstatus i sag om E.ON Varmes prisfastsættelse

Energitilsynets bemærkninger

Energitilsynet fastholdt sin afgørelse og henviste til tidligere praksis fra Energiklagenævnet, der kræver både væsentlig og individuel interesse for at opnå partsstatus. Tilsynet anførte, at en afledt interesse ikke er tilstrækkelig, og at klagerens medlemmers interesse ikke adskilte sig væsentligt eller individuelt fra andre forbrugeres interesse. Energitilsynet bemærkede desuden, at det faktum, at klagerens henvendelse havde givet anledning til den generelle sag, ikke automatisk medførte partsstatus.

Energiklagenævnet behandlede klagen over Energitilsynets afgørelse om partsstatus og fandt, at afgørelsen var en forvaltningsretlig afgørelse, som nævnet kunne behandle. Nævnet foretog en konkret vurdering af, om Slagslunde Fjernvarmelaugs medlemmer havde den nødvendige væsentlige og individuelle interesse for at opnå partsstatus.

Vurdering af væsentlig interesse

Energiklagenævnet vurderede, at den betragtelige stigning i E.ON Varmes faste afgifter, som klager havde oplyst, fra 2007/2008 til 2008/2009 medførte, at klagerens medlemmer havde en væsentlig interesse i Energitilsynets sag vedrørende E.ON Varmes generelle prisfastsættelse.

Vurdering af individuel interesse

Til gengæld fandt Energiklagenævnet, at klagerens medlemmer ikke havde en individuel interesse i sagen. Nævnet lagde vægt på, at Energitilsynets afgørelse ville vedrøre alle E.ON Varmes kunder, herunder de 224 kunder, som lauget repræsenterede. Det kunne ikke lægges til grund, at klagerens medlemmer ville blive særligt berørt i forhold til de øvrige varmeforbrugere, eller at visse af medlemmerne ville blive særligt berørt. Den omstændighed, at klagerens henvendelse oprindeligt havde givet anledning til tilsynets undersøgelse, ændrede ikke ved denne vurdering, da Energitilsynet også kan behandle sager som tilsynsmyndighed af egen drift.

Konklusion

Da kravet om individuel interesse ikke var opfyldt, kunne klagerens medlemmer ikke anses som parter i Energitilsynets generelle sag vedrørende E.ON Varmes prisfastsættelse. Energiklagenævnet afviste desuden klagerens fortolkning af klima- og energiministerens svar om klageberettigelse for en kreds af forbrugere.

Energiklagenævnet stadfæstede herefter Energitilsynets afgørelse af 6. marts 2009, hvorefter Slagslunde Fjernvarmelaug ikke havde partsstatus i sagen. Afgørelsen blev truffet i henhold til Varmeforsyningsloven § 26 og kan ikke påklages til anden administrativ myndighed. Søgsmål ved domstolene skal anlægges inden 6 måneder efter meddelelse af afgørelsen, jf. Varmeforsyningsloven § 26, stk. 4.

Energitilsynet havde tidligere afvist at rejse en ny tilsynssag (4. marts 2011) og afgjort, at Jan Koed ikke var part. Den 15. april 2011 afgjorde tilsynet, at det lå uden for dets kompetence at påse overholdelse af Årsregnskabsloven. Energitilsynet afsluttede regnskabssagen den 21. december 2012 med krav om, at værket skulle sikre:

• Udarbejdelse og anmeldelse af budgetter og priseftervisninger i henhold til Varmeforsyningsloven § 21, stk. 1 og Bekendtgørelse om driftsmæssige afskrivninger, henlæggelser til nyinvesteringer og forrentning af indskudskapital i følge lov om varmeforsyning § 3, stk. 1.
• Afvikling af hensatte forpligtelser fra udskillelsen inden udgangen af 2011, jf. Bekendtgørelse om driftsmæssige afskrivninger, henlæggelser til nyinvesteringer og forrentning af indskudskapital i følge lov om varmeforsyning § 5, stk. 1.
• Afvikling af underdækning på 958.000 kr. ved udgangen af 2011, jf. Varmeforsyningsloven § 20, stk. 1.

Energiklagenævnet havde den 31. januar 2013 afvist en klage fra Jan Koed over Energitilsynets tidligere besvarelser, da disse ikke var afgørelser i forvaltningsretlig forstand, og klagefristen for partsstatus og kompetencespørgsmål var overskredet.

Den påklagede afgørelse af 25. oktober 2012

Energitilsynet afgjorde, at varmeforeningen ikke var part i regnskabssagen eller i den mulige sagsbehandling i forlængelse af selvevalueringen. Begrundelsen var, at varmeforeningen ikke havde en tilstrækkelig individuel interesse, da afgørelserne ville vedrøre alle værkets 392 kunder. Energitilsynet afslog desuden at genoptage afgørelsen af 15. april 2011 om tilsynets kompetence i forhold til Årsregnskabsloven, da der ikke var sket ændringer i retsgrundlaget.

Varmeforeningens synspunkter

Varmeforeningen anførte, at Energitilsynet havde ignoreret værkets manglende anmeldelse af kostægte budgetter og for høje takster. De kritiserede tilsynets manglende handling i forhold til en påstået overopkrævning på 12,2 mio. kr. og værkets overdækninger. Varmeforeningen mente, at tilsynet havde svigtet sit tilsyn og ikke var interesseret i at belyse de underliggende økonomiske forhold. Vedrørende partsstatus argumenterede varmeforeningen for, at behovet var opstået med tiltagende styrke, og at Energitilsynets praksis forhindrede foreninger i at opnå partsstatus, selvom 103 af foreningens 107 medlemmer var kunder hos værket.