Afvisning af forsikringsdækning og erstatning for destrueret ur

Sagen omhandler en tvist mellem en forsikringstager og Codan Forsikring A/S vedrørende en anmeldt tyveriskade og den efterfølgende håndtering af et beskadiget ur.

Sagens faktiske omstændigheder

Klageren anmeldte den 13. juli 2017 telefonisk til selskabet, at han den 11. juli 2017 havde været udsat for tyveri af et Rolex-ur, og at et Seiko-ur samt et andet Rolex-ur var blevet beskadiget. Den samlede værdi af de ønskede produkter blev angivet til ca. 90.000 kr. i løsøre. Selskabet afviste den 1. august 2017 dækning med den begrundelse, at klageren ikke havde sandsynliggjort en dækningsberettiget forsikringsbegivenhed. Klageren tilbagekaldte herefter sin anmeldelse og frafaldt sit krav mod selskabet.

Den 13. december 2017 indleverede klageren uopfordret det beskadigede Seiko-ur til selskabets reception med henvisning til den tidligere anmeldelse. Selskabet opfordrede gentagne gange klageren til at afhente uret i perioden 2018-2019. Klageren udviste dog først interesse for uret igen den 22. august 2022, ca. 4½ år senere. Selskabet oplyste i den forbindelse, at uret var blevet destrueret/bortskaffet i 2021, da det efter selskabets vurdering ikke repræsenterede nævneværdig økonomisk værdi, og klageren ikke havde udvist interesse for det.

Parternes hovedpåstande og centrale argumenter

Klagerens påstande og argumenter: Klageren ønsker sine produkter "fuldt og endeligt tilbage" og kræver fuld erstatning. Klageren anfører, at selskabet har erkendt, at der var tale om en ødelæggelse af et vintage-ur, og at vilkårene omhandler "tyveriskade". Klageren henviser til, at politiet digitalt har modtaget en anmeldelse fra ham, efter at Codan Forsikring A/S uanmeldt mødte op på hans bopæl med to personer.

Selskabets påstande og argumenter: Selskabet fastholder, at klagerens oprindelige krav fra 11. juli 2017 er forældet den 13. juli 2020. Desuden fremhæver selskabet, at klageren selv tilbagekaldte sin anmeldelse og sit krav den 1. august 2017. Vedrørende Seiko-uret anfører selskabet, at det ikke er erstatningspligtigt, da klageren uopfordret indleverede uret efter afvisning af skaden og efterfølgende ikke udviste interesse for at afhente det trods gentagne opfordringer. Selskabet destruerede uret, da det ikke havde nævneværdig økonomisk værdi, og klageren ikke ønskede det retur.

Nævnet finder, at klageren ikke får medhold i sin klage.

For så vidt angår den oprindelige skadesanmeldelse af 13. juli 2017, lægger nævnet vægt på, at kravet er forældet. Den almindelige forældelsesfrist på 3 år, jf. Forældelsesloven § 2 og Forældelsesloven § 3, udløb forud for, at klageren indbragte sagen for nævnet den 18. juli 2023. Endvidere udløb den 1-årige tillægsforældelsesfrist, jf. Forsikringsaftaleloven § 29, stk. 5, senest den 1. august 2018, hvilket var et år efter selskabets afvisning af kravet den 1. august 2017. På denne baggrund kan nævnet ikke kritisere selskabets afgørelse om at afvise dækning af den oprindelige skade.

Vedrørende destruktionen af Seiko-uret finder nævnet, at klageren ikke har bevist, at selskabet har handlet ansvarspådragende ved at destruere uret i 2021. Nævnet har lagt vægt på, at klageren uopfordret indleverede uret til selskabet, og at klageren først henvendte sig 4½ år senere for at få det udleveret. I den mellemliggende periode havde selskabet gentagne gange opfordret klageren til at afhente uret. Der er derfor ikke grundlag for på erstatningsretligt grundlag at pålægge selskabet at erstatte Seiko-uret.