Krav om kirkemedlemskab og påstået kønsdiskrimination ved ansættelse i social-diakonal organisation

Sagen omhandler en kvindelig pædagog, der efter en periode som vikar og i en tidsbegrænset stilling hos en religiøs organisation, søgte en af to nyopslåede faste stillinger i organisationens stofindtagelsesrum og varmestue. Klageren havde været tilknyttet organisationen siden april 2016, først i praktik og senere som vikar og assistent.

Da de to stillinger blev annonceret i august 2017, fremgik det af opslaget, at indklagede forventede, at ansøgere var medlemmer af folkekirken og kunne arbejde ud fra organisationens kristne livs- og menneskesyn. Klageren, der ikke var medlem af folkekirken, blev indkaldt til samtale, men modtog efterfølgende afslag på ansættelse. Stillingerne blev i stedet besat med en mandlig pædagog og en kvindelig sygeplejerske.

Juridiske spørgsmål og parternes argumenter

Sagen rejser to centrale juridiske spørgsmål:

• Om afslaget var begrundet i klagerens køn.
• Om kravet om medlemskab af folkekirken udgjorde ulovlig forskelsbehandling på grund af religion eller tro.

Klagerens synspunkter: Klageren gjorde gældende, at hun under samtalen fik oplyst, at det var et problem, at hun ikke var en mand, og at hun kun havde fået sin tidligere stilling, fordi ingen kompetente mænd havde søgt. Hun mente endvidere, at kravet om kirkemedlemskab var usagligt, da arbejdet primært bestod i social omsorg og ikke forkyndelse, som hun mente var forbeholdt præster.

Indklagedes synspunkter: Indklagede afviste påstandene om kønsdiskrimination og anførte, at de valgte kandidater havde mere relevant erfaring med målgruppen. Vedrørende kravet om religion henviste de til organisationens formål om at udøve diakonalt arbejde. De argumenterede for, at medarbejdere i direkte kontakt med brugere skal kunne udføre sjælesorg, forkynde og bede bønner, hvilket gør kirkemedlemskab til et legitimt krav for stillingen.

Ligebehandlingsnævnet traf afgørelse om, at der ikke var sket overtrædelse af hverken Ligebehandlingsloven eller forskelsbehandlingsloven.

Rettens vurdering af kønsdiskrimination

Nævnet fandt, at klageren ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at der var lagt vægt på hendes køn ved beslutningen om ikke at ansætte hende. Nævnet lagde vægt på, at indklagede ansatte både en mand og en kvinde til de to ledige stillinger, og at bevisbyrden efter Ligebehandlingsloven § 16 a derfor ikke var overgået til indklagede.

Rettens vurdering af religiøs forskelsbehandling