Landsskatteretten: Konsulenthonorarer tilfalder direktør og ikke selskab

Sagen drejede sig om, hvorvidt klageren eller et selskab under en familiefond, stiftet af klageren og hans tidligere ægtefælle, var rette indkomstmodtager af diverse konsulenthonorarer. Landsskatteretten stadfæstede skatteankenævnets afgørelse, hvorefter klageren blev anset for rette indkomstmodtager af konsulenthonorarer, der var indtægtsført i selskabet [virksomhed1] ApS. De omhandlede beløb var:

Klageren oprettede i 1986 en familiefond med det primære formål at yde støtte til hans familie. Fonden drev virksomhed gennem flere selskaber, herunder [virksomhed1] ApS, hvor klageren var direktør fra 1998 til 2007 uden at modtage løn, men med fri bil og bolig til rådighed. I 2003 blev det aftalt mellem klageren og fonden, at [virksomhed1] ApS skulle påbegynde aktiviteter inden for turisme, event og konsulentvirksomhed under klagerens ledelse. Der blev ikke indgået skriftlige aftaler herom.

Baggrund for indkomstoverførsel

Klageren forklarede, at et tilbagevendende arrangement kaldet "[...]" blev placeret under fonden, hvor kommercielle aktiviteter lå i [virksomhed1] ApS og kulturelle aktiviteter i et andet datterselskab. Det blev aftalt, at klageren kun skulle modtage vederlag, hvis projektet gav overskud, og kun efter godkendelse af fondens bestyrelse. Efter et tab i 2004 pålagde fondens bestyrelse klageren at lade erhvervsindtægter indgå i selskaberne for at dække tabene, selvom disse aktiviteter tidligere var udført af klageren personligt. Dette fremgik af referater fra bestyrelsesmøder i 2005 og 2006. Klageren argumenterede for, at dette var en naturlig aftale, da selskabet afholdt alle omkostninger forbundet med hans arbejde, herunder kontordrift, administration og medarbejdere.

Fakturaer og indtægter

[virksomhed1] ApS udstedte fakturaer for de omhandlede honorarer, og beløbene blev indbetalt direkte på selskabets konto. Klageren udarbejdede notater, der forklarede de enkelte fakturaer, som omfattede foredrag, seminarer, bestyrelsesarbejde og projektrelaterede ydelser. Klageren fremhævede, at en del af arbejdet var udført af de ansatte i selskabets sekretariat, som bestod af ledige akademikere udstationeret fra [by1] Kommune. Han anførte, at kun vederlag fra [virksomhed8] A/S og [virksomhed9] ApS tidligere var oppebåret privat, men at selskabet i den pågældende periode havde overtaget alle udgifter forbundet hermed. Klageren påpegede, at hans personlige indtægter fra egen virksomhed ikke var formindsket i de relevante år, og at der ikke var tale om skattetænkning, men en forretningsmæssig disposition til gavn for selskabets kreditorer.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede skatteankenævnets afgørelse om, at klageren var rette indkomstmodtager af de omhandlede konsulenthonorarer.

Retten lagde vægt på følgende:

• Indkomst skal henføres til den, der reelt har oppebåret den, jf. Statsskatteloven § 4.
• Fonden og dens selskaber blev ikke anset for effektivt udskilt fra stifterens (klagerens) formue. Dette blev begrundet med fondens primære formål om at yde støtte til stifterens familie, at flertallet af bestyrelsen skulle have tilknytning til familien, og at fondens formue skulle uddeles ved ophør. Klageren var desuden direktør i selskaberne.
• Klageren og selskabet blev derfor anset for interesseforbundne parter.
• Det blev lagt til grund, at klageren både før og efter de omhandlede indkomstår havde drevet konsulentvirksomhed personligt, herunder bestyrelsesarbejde og foredragsvirksomhed.
• På baggrund af bestyrelsesreferater og en erklæring fra et tidligere fondsbestyrelsesmedlem blev det antaget, at klagerens personlige konsulentvirksomhed i en periode blev overladt til selskabet uden nærmere fastlagte vilkår og uden overførsel af andre aktiver.
• Transaktionen mellem de interesseforbundne parter indebar overførsel af et betydeligt overskud uden vederlag. Dette blev anset for at afvige fra normale forretningsmæssigt begrundede dispositioner og alene at være begrundet i parternes interessesammenfald.

Landsskatteretten konkluderede, at klageren var rette indkomstmodtager af konsulentvederlagene, og at overførslen til selskabet måtte betragtes som et tilskud.