Indeholdelsespligt og hæftelse ved brug af udenlandsk arbejdskraft – Arbejdsudleje eller entreprise?

Sagen omhandler en klager, der driver landbrug med dyrkning af økologiske gulerødder og kartofler, og som i 2008 indgik aftaler med to litauiske virksomheder, [virksomhed1] og [virksomhed2], om lugning af markerne. SKAT havde anset klageren for indeholdelsespligtig af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag og pålagt ham hæftelse for et samlet beløb på 266.352 kr., da de anså aftalerne for arbejdsudleje frem for entreprisekontrakter.

Kontrakternes indhold og de faktiske forhold

Klageren indgik kontrakter med de litauiske virksomheder, der beskrev arbejdet som lugning af grøntsagsmarker. Kontrakterne indeholdt bestemmelser om entreprenørens forpligtelser (f.eks. at stille personale og udstyr til rådighed, bære rejseomkostninger, udpege en kontaktperson) og kundens forpligtelser (f.eks. at stille logi til rådighed, assistere ved medicinsk behandling). Betalingen var fastsat pr. hektar eller som en samlet pris.

Oversigt over kontrakter og fakturering:

Det fremgik af mødereferater med SKAT, at klageren havde en vis instruktionsbeføjelse, selvom der var sjakbajser/formænd fra de litauiske selskaber. Klageren udarbejdede markkort, vurderede kvalitetskrav (95% ukrudtsfri), og stillede lugeslæde, selvkørende lugevogn og handsker til rådighed. Klageren betalte for logi til arbejderne. Klageren havde desuden en intern beregning, der viste et timeforbrug på 4.221 timer for [virksomhed2]s arbejde, hvilket indikerede en timepris på 37,26 LT, baseret på en minimumstimeløn på 33 LT.

SKATs afgørelse om indeholdelsespligt og hæftelse

SKAT vurderede, at arbejdsforholdet var omfattet af reglerne for arbejdsudleje, jf. Kildeskatteloven § 2, stk. 1, nr. 3. De lagde vægt på, at de udenlandske virksomheder ikke bar ansvaret eller risikoen for arbejdsresultatet, at klageren havde den overordnede ledelse og instruktionsbeføjelse, at arbejdet udførtes på klagerens arbejdsplads, at vederlaget var tidsbaseret, og at klageren stillede arbejdsredskaber til rådighed. SKAT konkluderede, at kontrakterne var proforma, og at klageren derfor var indeholdelsespligtig af arbejdsmarkedsbidrag (8%) og arbejdsudlejeskat (30%) af entreprisesummen, jf. Arbejdsmarkedsbidragsloven § 11, stk. 1 og Kildeskatteloven § 46, stk. 1 samt Kildeskatteloven § 48b. Da der ikke var oplysninger om de enkelte arbejdstageres løn, blev fakturabeløbet anvendt som beregningsgrundlag, jf. Opkrævningsloven § 5, stk. 2.

SKAT pålagde klageren hæftelse for den manglende indeholdelse, jf. Kildeskatteloven § 69, stk. 1 og Arbejdsmarkedsfondsloven § 15, stk. 2, da han havde udvist forsømmelighed ved ikke at sikre indeholdelse.

Klagerens påstand og argumenter

Klagerens repræsentant påstod, at klageren ikke var indeholdelsespligtig, da aftalerne var entreprisekontrakter. De fremhævede, at kontrakterne var udførlige, at der var formænd til at forestå instruktion og kommunikation, og at klageren kun udførte kvalitetstest, ikke tilsyn med medarbejderne. Klageren havde ikke udbetalt løn direkte til de ansatte. Det blev anført, at klageren ikke havde indflydelse på antallet af arbejdere, men blot oplyste om hensigtsmæssigt antal. Klageren argumenterede, at han ikke havde udvist forsømmelighed, da han var af den opfattelse, at der var tale om gyldige entreprisekontrakter, og at SKAT tidligere havde godkendt lignende kontrakter. Subsidiært blev det anført, at aftalen med [virksomhed1] i højere grad burde anerkendes som entreprise på grund af den faste pris.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse om, at klageren var indeholdelsespligtig for A-skat og arbejdsmarkedsbidrag, samt hæftede for de ikke-indeholdte beløb på i alt 266.352 kr.

Retten fandt, at klagerens aftaleforhold med de to litauiske virksomheder, [virksomhed1] og [virksomhed2], skulle anses for arbejdsudleje. Dette blev begrundet med flere forhold:

• Instruktionsbeføjelse og ledelse: Klageren havde udøvet en vis instruktionsbeføjelse i den daglige drift, da arbejdet skulle udføres i henhold til hans mundtlige og skriftlige ordrer. Kontrakternes kortfattede arbejdsbeskrivelse og afvigelser fra det faktisk udførte arbejde understøttede dette.
• Risiko og ansvar: Kontrakterne indeholdt ingen bestemmelser om mangelsbeføjelser eller erstatning ved mangelfuldt arbejde, hvilket tydede på, at ansvaret og risikoen hovedsagelig lå hos klageren.
• Vederlag: Klageren havde betalt [virksomhed2] mere end kontraktuelt aftalt, og der var en sammenhæng mellem vederlaget og de leverede arbejdstimer, hvilket indikerede en lønmodtagerlignende relation.
• Arbejdsredskaber og logi: Klageren afholdt udgifter til logi for arbejderne og stillede arbejdsredskaber (lugeslæde, selvkørende lugevogn, handsker) til rådighed, selvom kontrakterne angav, at entreprenørerne skulle levere udstyr. De litauiske virksomheder leverede således primært arbejdskraft.

Landsskatteretten bemærkede, at selvom [virksomhed2]s ejer personligt ikke kunne anses for arbejdsudlejet, var der ikke grundlag for at reducere beregningsgrundlaget for arbejdsudlejeskatten, da der manglede oplysninger om hendes virksomhed og de ansattes løn.

Vedrørende hæftelsen fandt Landsskatteretten, at klagerens oplysninger om SKATs tidligere godkendelse af kontrakterne ikke var dokumenteret. Sagens øvrige oplysninger indebar ikke en sådan uklarhed om klagerens indeholdelsespligt, at han kunne fritages for hæftelsesansvar. Der forelå ingen andre oplysninger, der kunne fritage klageren for hæftelsen i henhold til Kildeskatteloven § 69, stk. 1 og Arbejdsmarkedsfondsloven § 15, stk. 2.