Godtgørelse af afgift på flybrændstof til slæbefly - erhvervsmæssig flyvning

Sagen omhandlede en slæbeforenings anmodning om tilbagebetaling af afgift på flybrændstof, der blev anvendt til foreningens slæbefly. Foreningen, der var oprettet i 2006, havde et fly, der primært blev brugt til opslæb af svævefly og træningsflyvning. Der blev opkrævet et vederlag for flyslæb, både for normale slæb og timepriser i forbindelse med kurser og konkurrencer. Disse ydelser blev tilbudt til alle, uanset om de var fra danske eller udenlandske klubber, og foreningen skulle være økonomisk selvbærende.

SKAT afgjorde, at foreningen ikke kunne få afgiftsgodtgørelse, da de betragtede flyvningen som "ikke-erhvervsmæssig privatflyvning" i henhold til Mineralolieafgiftsloven § 9, stk. 6 og Energibeskatningsdirektivet (2003/96/EF) artikel 14. SKAT argumenterede, at svæveflyvning og tilhørende slæb var rekreativt, og at formålet med den enkelte flyvning var afgørende. De mente, at træningsflyvning uden instruktør også var ikke-erhvervsmæssig, og at skoleflyvning kun var godtgørelsesberettiget, hvis den skete i skolens fly som led i opnåelse af et autoriseret flycertifikat.

Foreningen påstod, at flyvning med slæbeflyet skulle opfattes som "erhvervsmæssig flyvning med henblik på transport af personer eller gods mod vederlag". De argumenterede, at selvom svæveflyvningen i sig selv kunne være ikke-erhvervsmæssig, skulle slæbeflyvningen ses som en separat, erhvervsmæssig ydelse. Foreningen fremhævede, at deres aktivitet havde til hensigt at dække omkostninger og sigtede mod overskud, hvilket opfyldte SKATs egen definition af "erhvervsmæssigt" i afgiftsmæssig sammenhæng.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten ændrede SKATs afgørelse og fandt, at foreningen havde krav på afgiftsgodtgørelse for flybrændstof anvendt i dens slæbefly.

Landsskatteretten henviste til Mineralolieafgiftsloven § 9, stk. 1, nr. 2, der omhandler afgiftsfritagelse for jetfuel til erhvervsmæssig brug i luftfartøjer, og Mineralolieafgiftsloven § 9, stk. 6, nr. 3, der godtgør afgiften af andre varer anvendt erhvervsmæssigt i luftfartøjer. Disse bestemmelser implementerer Rådets direktiv 2003/96/EF artikel 14, stk. 1, litra b, som fritager energiprodukter til flybrændstof, medmindre der er tale om ikke-erhvervsmæssig privatflyvning.

Direktivet definerer "ikke-erhvervsmæssig privatflyvning" som anvendelse af et luftfartøj til ikke-erhvervsmæssige formål, navnlig andre formål end personbefordring, godstransport eller levering af tjenesteydelser mod vederlag eller til offentlige formål.

Landsskatteretten lagde vægt på EU-Domstolens praksis, herunder dom af 1. april 2004 i sag C-389/02 (Deutsche See-Bestattungs-Genossenschaft) og , som fastslår, at formålet med sejlads er irrelevant, når der leveres en ydelse mod betaling. Da definitionen af "ikke-erhvervsmæssig privatflyvning" i direktivet svarer til definitionen af "sejlads med fritidsfartøjer", fandt Landsskatteretten, at princippet var analogt.