Flyveklubs skattepligt – almennyttigt formål?

Sagen omhandler en flyveklubs skattepligt, idet SKAT ikke anerkendte klubben som en almennyttig forening. Dette medførte en forhøjelse af klubbens skattepligtige indkomst baseret på nettoindtægter fra flyvepladsen, værkstedshangar, leje af jord og hangarer.

Flyveklubben driver en flyveplads for både medlemmer og ikke-medlemmer. Ifølge vedtægternes § 2 er klubbens formål at "samle flyve interesserede og fremme interessen for motorflyvning samt varetage alle interesser i denne henseende", herunder at "foranstalte eller medvirke ved flyvninger i sportslig eller forretningsmæssigt øjemed, samt ved flyvestævner o. lign.". Vedtægternes § 14 fastslår, at klubbens formue ved opløsning skal anvendes til "fremme af sportsflyvning". Ikke-medlemmer betaler start- og landingsafgifter, mens medlemmer betaler kontingent. Klubben udlejer jordarealer til medlemmer for hangarbyggeri og en hangar til et medlem, der driver flymekanikervirksomhed. Regnskaberne viser, at klubben stræber efter et nul-resultat, og tidligere års regnskaber inkluderer afskrivninger på jordkøb, hvilket har været drøftet på generalforsamlinger.

SKATs afgørelse og begrundelse

SKAT anså ikke foreningen for udelukkende at have et almennyttigt eller almenvelgørende formål. Dette skyldtes især vedtægternes § 14 om formueanvendelse ved opløsning, som SKAT ikke fandt sikrede, at midlerne gik til almenvelgørende eller almennyttige formål i henhold til Cirkulære nr. 136 af 17. november 1988, punkt 55. Som konsekvens heraf blev klubben anset for skattepligtig af erhvervsmæssig aktivitet og nægtet fradragsret efter Selskabsskatteloven § 3, stk. 2 og Selskabsskatteloven § 3, stk. 3, samt fritagelse for selvangivelse. SKAT skønnede, at 25% af udgifterne til flyvepladsdrift og løn var knyttet til den skattepligtige indkomst, og at 50% af renteindtægterne hidrørte fra skattepligtig aktivitet.

Klagerens påstand og argumenter

Repræsentanten påstod, at flyveklubben skulle anses for skattepligtig efter Selskabsskatteloven § 1, stk. 1 og Selskabsskatteloven § 3, stk. 2 og Selskabsskatteloven § 3, stk. 3, og at alle forhøjelser skulle bortfalde. Det blev anført, at klubben er en sportsklub på lige fod med andre ikke-professionelle sportsklubber, der traditionelt ikke er skattepligtige. Der blev henvist til SKM 2007.200.LSR (sejlklub) og TfS 1998.220 (forening), hvor lignende foreninger blev anset for almennyttige og ikke skattepligtige af erhvervsmæssige indtægter, der blev anvendt til foreningens formål. Repræsentanten argumenterede, at hvis klubbens formål var almennyttigt, måtte § 14 om formueanvendelse ved opløsning også være det. Der blev anmodet om omregistrering til idrætsforening og bortfald af selvangivelsespligt. Klageren gjorde dog indsigelse mod SKATs fordeling af renteindtægter.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs ansættelse af flyveklubbens skattepligtige indkomst.

Retten bemærkede, at foreningen er skattepligtig i medfør af Selskabsskatteloven § 1, stk. 1. Fradrag for uddelinger og henlæggelser til almenvelgørende eller almennyttige formål kan foretages efter Selskabsskatteloven § 3, stk. 2 og Selskabsskatteloven § 3, stk. 3. Fritagelse for selvangivelse forudsætter, at foreningens formål udelukkende er almenvelgørende eller almennyttigt, og at formuen ved opløsning udelukkende anvendes til sådanne formål, jf. Skattekontrolloven § 2, stk. 1 (tidligere Selskabsskatteloven § 27, stk. 2).

Landsskatteretten henviste til Cirkulære nr. 136 af 7. november 1988, punkt 55 og 80, samt Cirkulære nr. 191 af 8. november 2001, punkt 2, som fastsætter betingelserne for almennyttige formål, herunder krav til vedtægter om anvendelse af likvidationsprovenu.

Ud fra en samlet vurdering af formålsbestemmelsen i vedtægternes § 2, som angiver, at flyveklubben vil søge sine formål bl.a. ved "at foranstalte eller medvirke ved flyvninger i sportslig eller forretningsmæssigt øjemed", fandt Landsskatteretten, at det ikke var godtgjort, at foreningens formål var almenvelgørende eller almennyttigt.

Som følge heraf var foreningen forpligtet til at opgøre sin skattepligtige indkomst og indgive selvangivelse. Foreningen kunne ikke foretage fradrag i medfør af Selskabsskatteloven § 3, stk. 2 og Selskabsskatteloven § 3, stk. 3 for eventuelle overskud fra erhvervsmæssige aktiviteter, selvom disse måtte være anvendt eller hensat til foreningens almindelige idrætsaktiviteter.

Landsskatteretten fandt desuden ikke grundlag for at ændre SKATs skønsmæssige fordeling af renteindtægter eller øvrige udgifter og indkomst.