Landsskatteretten: Momsfradrag og privatbenyttelse af varebil

Sagen omhandlede et tømrervirksomheds momsfradrag for anskaffelse af en varebil på over 3 tons samt spørgsmålet om tillæg for privatbenyttelse i henhold til vægtafgiftsloven. Selskabet, der var ejet og drevet af hovedanpartshaveren fra dennes bopæl, havde anskaffet en Audi Q7 Van, som SKAT anså for privat benyttet.

Sagens baggrund

Selskabets forretningsadresse var hovedanpartshaverens bopæl, hvor varebilen også var parkeret uden for arbejdstid. Virksomheden havde dog et uopvarmet lager/værksted 5 km fra bopælen. SKAT konstaterede ved et møde, at et kælderrum på bopælen, som angiveligt blev brugt til opbevaring af frostfølsomme effekter, primært var et fyrrum og ikke usædvanligt indrettet i forhold til et almindeligt parcelhus. Der var ingen lejekontrakt for rummet, og intet kontor blev forevist.

Varebilen, en Audi Q7 Van med en tilladt totalvægt på over 3 tons, var anskaffet i maj 2007 og registreret som udelukkende erhvervsmæssigt anvendt. Den havde ruder hele vejen rundt, og varerummet var ikke fastmonteret med hylder eller reoler, men fyldt med løse kasser og håndværktøj. Varebilen var udstyret med sporty ekstraudstyr som S Line pakken og elektronisk styret affjedringssystem. Der forelå ikke et kørselsregnskab, og en fremlagt frasigelseserklæring om privat kørsel blev ikke tillagt afgørende betydning af SKAT, da den var underskrevet efterfølgende.

SKATs argumentation

SKAT forhøjede selskabets momstilsvar med 112.938 kr. og krævede vægtafgift fra anskaffelsestidspunktet. SKAT argumenterede for, at hovedanpartshaverens bopæl ikke kunne anses for en arbejdsplads i skattemæssig forstand, selvom den var registreret som selskabets forretningsadresse, jf. Skatteministeriets cirkulære nr. 72 af 17. april 1996 om Ligningsloven punkt 17.2.1.2. Kørsel mellem bopælen og lageret i [by2] blev derfor ikke anset for kørsel mellem to arbejdssteder.

SKAT vurderede, at varebilen ikke var et specialindrettet køretøj, da varerummet ikke havde fastmonterede installationer, og løse redskaber let kunne fjernes for privat transport. Desuden var køretøjet ikke væsentligt tilsmudset eller med lugtgener, der gjorde det uegnet til privat brug. Det sporty ekstraudstyr og ruderne hele vejen rundt understøttede, at køretøjet var egnet til privat brug. Manglende kørebog og den sene frasigelseserklæring bidrog til SKATs vurdering af, at varebilen ikke udelukkende var anvendt erhvervsmæssigt, hvilket medførte, at momsfradraget ved anskaffelsen ikke var berettiget, jf. Momsloven § 41, stk. 1. Som konsekvens heraf skulle varebilen omregistreres med tilbagevirkende kraft, og der skulle betales halv privatbenyttelsesafgift.

Klagerens argumentation

Klageren påstod principalt, at varebilen ikke var anvendt privat. Subsidiært, hvis privat kørsel forelå, skulle momsfradraget kun nægtes forholdsmæssigt. Klageren anførte, at det forhold, at varebilen blev medtaget til hovedanpartshaverens hjemadresse, som var identisk med forretningsadressen, ikke i sig selv medførte nægtelse af momsfradrag. Det blev fremhævet, at køretøjet var særligt indrettet og nødvendigt for arbejdets udførelse som håndværker, og at den beskrevne kørsel var udtryk for et klart forretningsmæssigt behov. Desuden henviste klageren til den fremlagte frasigelseserklæring som bevis for, at varebilen ikke måtte anvendes privat.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten ændrede delvist SKATs afgørelse. Retten fandt, at spørgsmålet om fradragsret for moms skulle afgøres i henhold til Momsloven § 37, stk. 1 og Momsloven § 38, stk. 2.

Det påhvilede selskabet at godtgøre, at varebilen udelukkende var anvendt til selskabets momspligtige leverancer. Landsskatteretten fandt ikke, at dette var godtgjort eller tilstrækkeligt sandsynliggjort. Der blev lagt vægt på følgende:

• Varebilen blev dagligt medbragt til hovedanpartshaverens private bopæl.
• Bopælen blev ikke anset for selskabets egentlige forretningslokaler, da der ikke var sandsynliggjort lejeaftaler eller faciliteter. Selskabet rådede derimod over et lager i [by2]. Kørsel til bopælen blev derfor ikke anset for udelukkende at ske i forbindelse med selskabets momspligtige leverancer.
• Køretøjet var egnet som et alternativ til et privat køretøj.
• Der var ikke ført kørselsregnskab for anvendelsen af køretøjet.

Henset til kørselsmønsteret blev det vurderet, at anvendelsen af varebilen havde været uændret siden anskaffelsen. Landsskatteretten henviste til SKM 2005.415 ØLR og SKM 2005.494 ØLR vedrørende kørsel mellem privat bopæl og virksomhedens adresse.

Som følge heraf havde selskabet alene fradrag for en andel af købsmomsen, svarende til den del af afgiften, der skønsmæssigt svarede til varebilens fradragsberettigede brug i virksomheden, jf. Momsloven § 38, stk. 2. Da der ikke var fremlagt et skøn over denne andel, overlod Landsskatteretten det til SKAT at foretage et skøn.

I konsekvens af, at varebilen blev anset for blandet privat og erhvervsmæssigt anvendt siden anskaffelsen, skulle der betales tillæg for privatbenyttelse fra anskaffelsestidspunktet, jf. Vægtafgiftsloven § 2, stk. 1 og Vægtafgiftsloven § 2a, stk. 3. SKATs afgørelse blev derfor stadfæstet vedrørende tillægget for privatbenyttelse i henhold til vægtafgiftsloven.