Ophævelse af krav om sikkerhedsstillelse ved henstand med betaling af registreringsafgift

Sagen omhandler en klage over SKATs afgørelse om at stille vilkår om sikkerhedsstillelse for et registreringsafgiftskrav på 652.653 kr., som klageren havde anmodet om henstand med betaling af, mens sagen var påklaget til Landsskatteretten.

Klageren købte i 2007 et køretøj, hvor sælgeren anmeldte og betalte registreringsafgiften. SKAT opkrævede dog den 3. december 2009 yderligere registreringsafgift, da anmeldelsen og beregningen var baseret på en faktura med urigtigt indhold, og klageren blev anset for at hæfte for beløbet. Klageren påklagede afgørelsen og anmodede samtidig om henstand med betalingen i henhold til Skatteforvaltningsloven § 51.

SKAT imødekom anmodningen om henstand, men gjorde den betinget af sikkerhedsstillelse for det fulde beløb. SKAT begrundede dette med, at henstanden skønnedes at kunne forringe muligheden for senere inddrivelse af kravet, set i lyset af restancens størrelse og en vurdering af klagerens samlede aktiver og passiver.

Klagerens argumenter

Klageren argumenterede for, at kravet om sikkerhedsstillelse skulle ophæves. Klageren anførte, at SKATs henvisning til restancens størrelse ikke var en tilstrækkelig begrundelse, og at henvisningen til klagerens aktiver og passiver var ukorrekt, da klageren havde tilstrækkeligt med aktiver, omend de var anbragt på en måde, der ville medføre store omkostninger at frigive. Klageren påpegede, at der intet tydede på en nærliggende fare for, at kravet ikke ville blive betalt, og at klageren var i færd med at undersøge refinansiering af fast ejendom for at frigive midler til betaling. Det blev fremhævet, at fremskaffelse af sikkerhedsstillelse med kort varsel ville medføre unødvendige omkostninger.

SKATs udtalelse

SKAT fastholdt kravet om sikkerhedsstillelse med henvisning til kravets størrelse og klagerens økonomiske situation pr. 31. december 2009, som fremgik af R75-oplysninger:

SKAT vurderede, at ejendommens værdi var faldet, så gælden oversteg værdien, hvilket gjorde klageren teknisk insolvent. SKAT mente derfor, at inddrivelsen ville være vanskelig og væsentligt forringet. SKAT havde ikke oplysninger om andre aktiver.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten ændrede SKATs afgørelse og ophævede vilkåret om sikkerhedsstillelse. Retten henviste til Skatteforvaltningsloven § 51, stk. 1 og Skatteforvaltningsloven § 51, stk. 4, som fastslår, at henstand kan gøres betinget af sikkerhedsstillelse, hvis det skønnes, at henstanden vil forringe muligheden for senere inddrivelse af kravet.

Retten understregede, at det afgørende er, om der foreligger en nærliggende risiko for, at den aktuelle inddrivelsesmulighed vil blive forringet i henstandsperioden. Det påhviler SKAT at påvise, at der er grundlag for at skønne, dels at der foreligger en aktuel inddrivelsesmulighed, dels at der foreligger en nærliggende risiko for forringelse af denne i henstandsperioden.

Landsskatteretten fandt, at SKATs forudsætning om klagerens negative formue alene byggede på ejendoms- og indberettede oplysninger fra realkredit- og pengeinstitutter. Klagerens øvrige inddrivelsesegnede aktiver var ikke medregnet, hvorfor den samlede formue reelt kunne have været positiv. Desuden bestod der en inddrivelsesmulighed i indeholdelse i løn m.v.

Uanset omfanget af den aktuelle inddrivelsesmulighed havde SKAT ikke henvist til konkrete omstændigheder, der kunne godtgøre en nærliggende risiko for forringelse i henstandsperioden. Den omstændighed, at klagerens faste ejendom var faldet i værdi før tidspunktet for henstandsbevillingen, kunne ikke i sig selv begrunde en risiko for yderligere forringelse i henstandsperioden. Der forelå ej heller andre oplysninger i sagen, der gav grundlag for at antage en sådan risiko.

På baggrund heraf konkluderede Landsskatteretten, at der ikke havde været grundlag for at stille krav om sikkerhedsstillelse som vilkår i henstandsbevillingen.