Bevilling af henstand med betaling af restskat og registreringsafgift uden sikkerhedsstillelse

Sagen omhandler en klagers anmodning om henstand med betaling af restskatter og registreringsafgift på i alt 154.471.053 kr. under klagebehandling i skatteankenævnet og Landsskatteretten. Klageren, der drev virksomhed gennem en række selskaber, blev personligt og med flere selskaber taget under konkursbehandling i september 2008. SKAT havde forhøjet klagerens indkomst for indkomstårene 2004-2007 med over 170 mio. kr. og efteropkrævet registreringsafgift for over 13 mio. kr., primært vedrørende maskeret udlodning og ikke-godkendte fradrag.

SKAT afslog klagerens anmodning om henstand med henvisning til de skyldige beløbs betydelige størrelse, klagerens uafklarede indkomst- og formueforhold (herunder igangværende konkursboer), samt at henstand ville afskære SKAT fra at foretage inddrivelsesskridt i fremtidige indtægter og aktiver hos klageren og dennes hustru.

Klagerens argumenter

Klagerens repræsentant argumenterede for, at henstand er en fast praksis, medmindre der er en nærliggende fare for, at skatten ikke vil blive betalt, hvilket ikke var tilfældet her. Det blev fremhævet, at størrelsen af beløbet ikke er et sagligt argument for at nægte henstand, og at SKATs argument om afskæring fra inddrivelsesskridt er i strid med formålet med henstandsreglerne. Da klageren var erklæret personligt konkurs, og SKAT allerede havde foretaget forgæves udlægsforretninger, kunne inddrivelsesmulighederne ikke forringes yderligere. Kravene var desuden anmeldt i konkursboet, og klagerens manglende stabile indkomstforhold talte for henstand uden sikkerhedsstillelse.

SKATs udtalelse

SKAT fastholdt sin afgørelse og henviste til, at der ikke var tale om en almindelig skattesag grundet de store krav og klagerens insolvens og konkurs. SKAT mente, at den eneste mulighed for inddrivelse var via fremtidige indtægter og aktiver, og at henstand ville forhøje risikoen for tab for staten betydeligt. SKAT henviste til tidligere byrets- og landsretsdomme, hvor skattemyndighedernes skøn var blevet opretholdt.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten ændrede SKATs afgørelse og bevilgede klageren henstand med betaling af de omhandlede krav uden krav om sikkerhedsstillelse. SKAT blev overladt at fastsætte de nærmere øvrige vilkår for henstanden.

Begrundelse

Landsskatteretten henviste til Skatteforvaltningsloven § 51, stk. 1, 3 og 4 samt lovens forarbejder, der fastslår, at henstand som udgangspunkt gives, medmindre der er en nærliggende fare for, at skatten ikke vil blive betalt, eller at inddrivelsesmuligheden forringes.

Retten foretog en sammenligning mellem den aktuelle inddrivelsesmulighed og den forventede mulighed ved henstandsperiodens udløb og fandt:

• Klagerens samlede formue var væsentligt negativ på tidspunktet for den påklagede afgørelse, og klageren havde ingen egentlig indkomst.
• Der bestod ingen aktuel inddrivelsesmulighed hos klageren ud over konkursbobehandlingen. De omhandlede krav indgår i konkursboet, jf. Konkursloven § 147, stk. 1.
• Klageren og hans hustru var ikke samlevende, og hustruens beskedne indkomst- og formueforhold udelukkede en betydelig inddrivelsesmulighed hos hende, selv hvis samlivet blev genoptaget.
• SKAT havde ikke godtgjort en konkret udsigt til en væsentlig ændring i klagerens indkomst- og formueforhold, der ville forringe inddrivelsesmuligheden i henstandsperioden.
• En tidsbegrænsning af henstandsbevillingen til mindre end fire år kunne have været et mindre indgribende retsskridt, hvis der var en konkret udsigt til forbedrede forhold.

På baggrund heraf fandt Landsskatteretten, at der hverken var grundlag for at nægte klageren henstand eller for at stille krav om sikkerhedsstillelse.