Fortolkning af Asyldirektivet: Tilladelse til gunstigere nationale regler om afledt flygtningestatus for mindreårige for at sikre familiens enhed (C-91/20)

Sagen angår en præjudiciel anmodning fra Tyskland vedrørende foreneligheden af national lovgivning om afledt tildeling af flygtningestatus (familieflygtningebeskyttelse) med EU's kvalifikationsdirektiv (Direktiv 2011/95/EU). Sagsøgeren, LW, er et mindreårigt barn født i Tyskland af en syrisk far, der er anerkendt flygtning i Tyskland, og en tunesisk mor. LW har tunesisk statsborgerskab og blev nægtet individuel asyl, da hun i kraft af dette statsborgerskab kunne påberåbe sig beskyttelse i Tunesien, i overensstemmelse med princippet om subsidiaritet i international beskyttelse (Genèvekonventionens artikel 1, afsnit A, stk. 2).

LW søgte i stedet om afledt flygtningestatus i henhold til tysk lovgivning (§ 26 AsylG), som automatisk tildeler denne status til mindreårige ugifte børn af anerkendte flygtninge med henblik på at opretholde familiens enhed. Den forelæggende tyske domstol rejste tvivl om, hvorvidt denne nationale regel, der er gunstigere end direktivets minimumsstandarder, var tilladt i henhold til direktiv 2011/95/EU, især da barnet individuelt ikke havde et beskyttelsesbehov og havde et andet statsborgerskab.

Centrale spørgsmål til Domstolen

De centrale spørgsmål omhandlede, hvorvidt direktivets artikel 3 (Gunstigere standarder) og artikel 23, stk. 2 (Familiens enhed), var til hinder for den afledte tildeling af status, når:

• Barnet har statsborgerskab i et sikkert tredjeland, der ikke er flygtningefaderens hjemland.
• Tildelingen af status ville være uforenelig med barnets personlige retlige status (Art. 23, stk. 2).
• Det var relevant, at det kunne være muligt og rimeligt for familien at bosætte sig i det sikre tredjeland (Tunesien).

Domstolen (Store Afdeling) fastslog, at direktiv 2011/95/EU's artikel 3 og artikel 23, stk. 2, ikke er til hinder for, at en medlemsstat, i medfør af gunstigere nationale bestemmelser, tildeler afledt flygtningestatus til et mindreårigt barn af en anerkendt flygtning med henblik på at opretholde familiens enhed, selv når barnet har statsborgerskab i et sikkert tredjeland.

Domstolens begrundelse

Domstolen anførte, at muligheden for at opretholde familiens enhed for personer med international beskyttelse har en nær forbindelse med rationalet bag international beskyttelse, hvilket gør den nationale regel forenelig med artikel 3.

Den afledte status er dog betinget af to kumulative krav for at sikre forenelighed med EU-retten:

• Barnet må ikke være omfattet af de alvorlige udelukkelsesgrunde i direktivets artikel 12, stk. 2 (f.eks. krigsforbrydelser).
• Tildelingen må ikke være uforenelig med barnets i henhold til artikel 23, stk. 2. Dette forbehold fortolkes således, at det kun udelukker tildelingen, hvis barnet i kraft af sit statsborgerskab eller andre forhold i værtsmedlemsstaten har ret til en behandling end den, der følger af flygtningestatus (f.eks. hvis barnet havde statsborgerskab i Tyskland).