Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Dokumenttype
Sted
Emner
Eksterne links
Parter
Dommer
Italien, Danmark, Tyskland, Polen, Europa-Kommissionen, Nederlandene, EU’s institutioner og organer, Finland, EU-medlemsstater
Generaladvokat
Ó Caoimh
Sagen omhandler to finske sager, hvor tredjelandsstatsborgere (O. og M.) har fået afslag på familiesammenføring med deres ægtefæller (S. og L.), der også er tredjelandsstatsborgere med lovligt ophold i Finland. S. og L. har begge børn, der er finske statsborgere, fra tidligere forhold.
Sagen drejer sig om fortolkningen af artikel 20 TEUF om unionsborgerskab og direktiv 2003/86/EF om familiesammenføring. De centrale spørgsmål er, om et afslag på familiesammenføring krænker unionsborgernes rettigheder, og hvordan medlemsstaterne skal vurdere indtægtskrav i henhold til direktivet.
Domstolen fastslår, at artikel 20 TEUF ikke er til hinder for, at en medlemsstat nægter en tredjelandsstatsborger opholdstilladelse på grundlag af familiesammenføring, når denne har til hensigt at bo sammen med sin ægtefælle, der også er tredjelandsstatsborger og har lovligt ophold i medlemsstaten, og som er mor til et barn, der er unionsborger fra et tidligere ægteskab, samt et barn fra deres nuværende ægteskab, der ligeledes er tredjelandsstatsborger. Dette gælder, såfremt afslaget ikke fratager unionsborgeren den effektive nydelse af de rettigheder, der følger af unionsborgerskabet, hvilket den forelæggende ret skal efterprøve.
Domstolen præciserer, at ansøgninger om familiesammenføring som de foreliggende falder ind under direktiv 2003/86. Artikel 7, stk. 1, litra c, i direktivet skal fortolkes således, at selvom medlemsstaterne kan kræve dokumentation for, at referencepersonen har tilstrækkelige faste og regelmæssige indtægter til at forsørge sig selv og sin familie, skal denne mulighed udøves i lyset af artikel 7 og 24, stk. 2 og 3, i EU-chartret om grundlæggende rettigheder. Dette indebærer, at medlemsstaterne skal behandle ansøgningerne under hensyntagen til barnets tarv og med et ønske om at fremme familielivet, samt på en måde, der ikke er i strid med direktivets formål eller hindrer dets effektive virkning. Den forelæggende ret skal efterprøve, om afslaget på opholdstilladelse er i overensstemmelse med disse krav.
En ny dom fra EU-Domstolen om afledt opholdsret til tredjelandsstatsborgere, der er forældre til mindreårige unionsborgere, medfører foreløbig berostillelse af visse familiesammenføringssager.
Denne præjudicielle sag omhandler fortolkningen af artikel 20 TEUF (unionsborgerskab) i en særlig kontekst, hvor en tredjelandsstatsborger søger en afledt opholdsret i en medlemsstat for at kunne etablere sig der med sit mindreårige barn, som er statsborger i denne medlemsstat, men som siden fødslen har boet uden for EU. Sagen blev forelagt af Rechtbank Den Haag (Nederlandene).
Sagsøgeren, X, er en thailandsk statsborger, som tidligere boede lovligt i Nederlandene, hvor hun var gift med en nederlandsk statsborger. I ægteskabet blev der født et barn, som automatisk fik nederlandsk statsborgerskab og dermed unionsborgerskab. Barnet blev dog født i Thailand og har siden sin fødsel boet der hos sin mormor og er aldrig rejst ind i EU.
Udlændingenævnet genoptager nu sagsbehandlingen af sager om familiesammenføring efter TEUF artikel 20, som har været sat i bero siden august 2022 efter en dom fra EU-Domstolen.
Udlændingenævnet præciserer praksis, så der foretages en vurdering efter Chavez-Vilchez-dommen i alle relevante sager om opholdstilladelse til tredjelandsforældre til danske børn.
Efter X’s skilsmisse fra barnets far inddrog de nederlandske myndigheder X’s opholdsret, og hun blev udvist til Thailand. X ansøgte efterfølgende om opholdstilladelse i Nederlandene. De nederlandske myndigheder afviste ansøgningen, idet de mente, at den etablerede Zambrano-retspraksis (som sikrer, at unionsborgere ikke tvinges til at forlade EU) ikke fandt anvendelse, da barnet aldrig har opholdt sig i Unionen.
X hævdede, at afslaget fratager hendes mindreårige barn muligheden for at indrejse og opholde sig i Unionen, hvilket truer den effektive virkning af barnets status som unionsborger. X gjorde gældende, at barnet er helt afhængigt af hende, især efter hun vendte tilbage til Thailand for at varetage den daglige omsorg.
Statssekretæren fastholdt, at da barnet aldrig havde opholdt sig i Unionen, kunne afslaget ikke tvinge barnet til at forlade Unionens territorium, og dermed var Zambrano-doktrinen ikke relevant. Den forelæggende ret ønskede at vide, om den manglende forudgående bopæl i EU afskærer muligheden for afledt opholdsret, samt hvilke kriterier der gælder for vurderingen af afhængighedsforholdet.
Dette lovforslag fra Udlændinge- og Integrationsministeriet introducerer en række væsentlige ændringer i udlændingeloven...
Læs mereSagen omhandler Adzo Domenyo Alokpa, en togolesisk statsborger, og hendes to mindreårige børn, som er franske statsborge...
Læs mereLov om ændring af reglerne for bortfald af opholdstilladelse ved genopdragelsesrejser og adgang til familiesammenføring for personer med midlertidig beskyttelsesstatus
