Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Ressort
Eksterne links
Sagen omhandler en pædagog, der blev ansat i en kommune i 2008. Fra 2013 begyndte hun at udvikle alvorlig irritativ håndeksem, hvilket medførte betydelige begrænsninger i hendes arbejdsevne, da hun ikke tålte kontakt med vand, sæbe eller visse typer handsker. Som følge heraf blev der over en årrække iværksat adskillige skånehensyn og forsøg på at fastholde hende i stillingen.
Kommunen og institutionens ledelse forsøgte løbende at tilpasse arbejdsdagen gennem forskellige tiltag:
Efter en lægelig vurdering i 2018, der fastslog, at behovet for skånehensyn var permanent, opgjorde kommunen, at klager var fritaget for opgaver svarende til 11 timer om ugen. Kommunen tilbød derfor at nedsætte hendes arbejdstid fra 32 til 21 timer. Klager afslog dette tilbud, da det ville medføre en væsentlig lønnedgang.
Klager argumenterede for, at kommunen ikke havde opfyldt sin tilpasningsforpligtelse, idet hun mente, at en omplacering til en SFO ville have været en mulighed. Kommunen afviste dette med henvisning til, at arbejdet i en SFO også indebar betydelig kontakt med vand og høje hygiejnekrav, samt at personalenormeringen dér var lavere, hvilket gjorde det umuligt at varetage de nødvendige skånehensyn i fuldt timetal.
Ligebehandlingsnævnet vurderede indledningsvist, at klagers kroniske håndeksem udgjorde et handicap i Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 1's forstand, da der var tale om en langvarig funktionsbegrænsning. Nævnet fandt ligeledes, at kommunen var bekendt med dette handicap på afskedigelsestidspunktet.
Nævnet nåede frem til, at kommunen havde opfyldt sin tilpasningsforpligtelse i henhold til Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 2 a. Begrundelsen herfor var:
Da kommunen havde løftet bevisbyrden for, at alle rimelige tilpasninger var forsøgt, blev afskedigelsen ikke anset for at være i strid med Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 2. Indklagede blev derfor frifundet.
Patientens funktionsnedsættelser som følge af KOL og afhængighedssyndrom var ikke nedsat i en sådan grad, at han ikke kunne få behandling hos en privat tandlæge. Patienten formåede selv at tage kontakt ved behov og tog toget til klinikken uden ledsager.
Social- og Boligstyrelsen
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd
Sagen omhandler en pædagog, der siden 2001 var ansat i en SFO i en kommune. I 2004 fik pædagogen konstateret sklerose, og efter en trafikulykke i 2006 pådrog hun sig et piskesmæld. Som følge af de helbredsmæssige udfordringer blev hun fra oktober 2005 bevilget fleksjob på 20 timer ugentligt med en række specifikke skånehensyn.
Gennem ansættelsesforløbet blev der løbende udarbejdet jobbeskrivelser, der skulle tage højde for pædagogens nedsatte fysiske og kognitive evner. Skånehensynene omfattede blandt andet:
VIVEs evaluering af indsatsen "Fritidsklar" dokumenterer positive resultater for børn med handicap, deres familier og lokale fritidstilbud gennem individuel vejledning og styrket kommunalt samarbejde.
Der er en hel række håndtag at dreje på, hvis man vil gøre det attraktivt for medarbejdere i ældreplejen at forlænge deres arbejdsliv. Det kan handle om arbejdsmiljø, belastninger og arbejdstid, men også faktorer som anerkendelse og kompetenceudvikling.
I 2010 opstod der uenighed om indretningen af en lektiecafé, som pædagogen stod for. Pædagogen ønskede en fast base i et roligt, særskilt lokale for at undgå larm og stress, hvilket hun mente var nødvendigt på grund af hendes handicap. Kommunen fastholdt dog, at lektiecaféen af pladsmæssige og pædagogiske årsager skulle være synlig og tilgængelig i de eksisterende afdelinger.
Klager gjorde gældende, at hun var blevet udsat for forskelsbehandling og mobning på grund af sit handicap. Hun mente, at kommunen ikke havde opfyldt sin tilpasningsforpligtelse, idet man hverken havde tilbudt yderligere nedsættelse af tid, en optimal lokaleløsning eller undersøgt mulighederne for omplacering grundigt nok.
Indklagede kommune argumenterede for, at de gennem fem år havde strakt sig vidt for at tilpasse jobbet. De mente, at afskedigelsen var sagligt begrundet i driftsmæssige forstyrrelser og sygdom, da pædagogen selv havde givet udtryk for, at hun ikke kunne varetage de tilbudte opgaver, og da dialogen om yderligere tilpasninger var gået i stå.
Sagen omhandler en socialpædagog, der siden 1994 var ansat ved et daghjem for voksne udviklingshæmmede i en dansk kommun...
Læs mereSagen omhandler en organisationskonsulent, der blev ansat i en kommune i 1994. I 2004 udviklede medarbejderen psoriasisg...
Læs mere