Afslag på funktionstillæg til politibetjent med skulderskade var ikke handicapdiskrimination

Sagen omhandler en politibetjent, der efter en alvorlig arbejdsulykke i 2003 pådrog sig en blivende skulderskade med smerter og nedsat bevægelighed til følge. Som konsekvens af skaden overgik han fra operativ tjeneste til administrativt arbejde med fokus på planlægning og logistik i forbindelse med udsendelse af udlændinge.

Indførelse af ny lokallønsaftale

I 2008 indgik politiledelsen og den lokale personaleforening en aftale om særlig lokalløn. Aftalen indebar et funktionstillæg på mellem 10.000 og 20.000 kr. årligt til medarbejdere, der deltog i ledsagede udsendelser af udlændinge (rejselisten). For at blive optaget på denne liste blev der opstillet en række krav, herunder:

• Gennemførelse af fysisk og mental uddannelse i selvforsvar og førstehjælp
• Evne til at udøve nødvendig magt under udsendelser
• Gennemført vaccinationsprogram og tilsagn om hyppige rejser

Parternes argumenter

Klageren gjorde gældende, at det var udtryk for forskelsbehandling pga. handicap, at han var afskåret fra tillægget. Han argumenterede for, at hans administrative arbejde med logistik og planlægning burde tillægges samme værdi som selve udsendelsesopgaven. Han anførte desuden, at de sikkerhedsmæssige risici ved udsendelserne var overdrevne, og at arbejdet foregik under ordnede forhold.

Indklagede afviste påstanden og anførte, at tillægget var et objektivt begrundet ulempetillæg for særligt belastende vilkår. De lagde vægt på, at medarbejdere under udsendelser skal være fuldt tjenestedygtige for at kunne håndtere udlændinge, der fysisk modsætter sig udsendelse, af hensyn til både sikkerheden og de øvrige passagerer i flyet. De bestred ikke værdien af klagers logistikarbejde, men fastholdt, at det ikke indebar de samme særegne belastninger som de operative rejseopgaver.

Ligebehandlingsnævnet traf afgørelse om, at der ikke forelå ulovlig forskelsbehandling i strid med Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 1.

Nævnets vurdering af handicap og forskelsbehandling

Et flertal i nævnet vurderede indledningsvist, at klagerens skulderskade udgjorde et handicap i lovens forstand, da funktionsnedsættelsen afskar ham fra at udføre operative funktioner. Nævnet fandt herefter:

• Ingen direkte forskelsbehandling: Der var ikke tale om, at klageren blev behandlet ringere end andre i en direkte sammenlignelig situation.
• Saglig begrundelse for indirekte forskelsbehandling: Selvom kriteriet om fuld tjenestedygtighed stillede en person med handicap ringere, vurderede nævnet, at kravet var objektivt begrundet i et sagligt formål (sikkerhed ved udsendelser). Midlerne til at opnå dette formål blev anset for hensigtsmæssige og nødvendige.