Grænseoverskridende fusion uden fast driftssted i Danmark udløste ophørsbeskatning

Sagen omhandlede, hvorvidt en grænseoverskridende fusion, hvor et dansk selskab ([virksomhed2] ApS) skulle fusionere ind i et tysk moderselskab, ville udløse dansk ophørsbeskatning. En afgørende forudsætning var, at det danske selskabs aktiver og passiver, primært patenter, ikke ville blive allokeret til et fast driftssted i Danmark efter fusionen.

Selskabets argumentation

Selskabet argumenterede for, at en ophørsbeskatning ville være i strid med EU-retten, specifikt etableringsfriheden i EF-traktatens artikel 43 og 48. De påpegede, at en tilsvarende national fusion mellem to danske selskaber ville være skattefri. Denne forskelsbehandling udgjorde en ulovlig restriktion, da den afholdt selskabet fra at omstrukturere sig på tværs af grænserne. Selskabet henviste til EF-Domstolens praksis, herunder Hughes de Lasteyrie du Saillant (C-9/02), for at underbygge, at exitbeskatning af urealiserede avancer er en uforholdsmæssig hindring.

Skatterådets og Landsskatterettens argumentation

Skatterådet, hvis afgørelse blev stadfæstet af Landsskatteretten, fastholdt, at beskatningen var i overensstemmelse med både dansk lov og EU-retten. De henviste til Fusionsskatteloven § 15, stk. 4, som netop betinger skattefrihed af, at aktiverne forbliver i et dansk fast driftssted. Denne regel blev anset for at være en korrekt implementering af fusionsdirektivet (90/434/EØF), som har til formål at sikre medlemsstaternes ret til at beskatte avancer, der er opstået på deres territorium. Med henvisning til bl.a. Oy AA-dommen (C-231/05) blev det argumenteret, at hensynet til at bevare det nationale skattegrundlag og sikre en afbalanceret fordeling af beskatningskompetencen er et tvingende alment hensyn, der kan retfærdiggøre en restriktion i etableringsfriheden.

Landsskatteretten konkluderede, at da der ikke ville eksistere et fast driftssted i Danmark efter fusionen, skulle der ske ophørsbeskatning i henhold til Selskabsskatteloven § 5.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede Skatterådets afgørelse og fandt, at den påtænkte fusion ville udløse ophørsbeskatning.

Retten henviste til Fusionsskatteloven § 15, stk. 4, som implementerer Rådets direktiv 90/434/EØF (fusionsdirektivet). Ifølge denne bestemmelse kan en grænseoverskridende fusion kun ske med skattemæssig succession, hvis det ophørende danske selskabs aktiver og passiver efter fusionen er knyttet til et fast driftssted i Danmark. Er dette ikke tilfældet, skal der ske ophørsbeskatning efter reglerne i Selskabsskatteloven § 5.

Landsskatteretten fremhævede, at fusionsdirektivet selv anerkender, at en fusion normalt vil omdanne det indskydende selskab til et fast driftssted for det modtagende selskab. Formålet er at udskyde beskatningen af kapitalgevinster, indtil de realiseres, og samtidig sikre, at beskatningen sker i den medlemsstat, hvor det indskydende selskab var hjemmehørende.

Retten understøttede sin afgørelse med henvisninger til EF-Domstolens praksis, herunder sagerne C-470/04 N, C-446/03 Marks & Spencer og C-231/05 Oy AA. Disse domme anerkender, at hensynet til en afbalanceret fordeling af beskatningskompetencen mellem medlemsstaterne og hensynet til at undgå skatteunddragelse er legale hensyn, der kan begrunde en restriktion i etableringsfriheden.

Konklusionen var, at Fusionsskatteloven § 15, stk. 4 er i overensstemmelse med fusionsdirektivet, da den sikrer, at kapitalgevinster oparbejdet i Danmark også bliver beskattet i Danmark, når der ikke efterlades et fast driftssted. Da selskabets aktiver og passiver ikke ville blive allokeret til et fast driftssted i Danmark efter fusionen, blev ophørsbeskatning anset for korrekt.