Landsskatteretten: Fradrag for underskud ved landbrug og anvendelse af kapitalafkastordning godkendt

Sagen omhandlede en klage over Skatteankenævnets afgørelse om nægtet fradrag for underskud ved landbrug med svin samt afslag på anvendelse af kapitalafkastordningen for indkomstårene 2005, 2006 og 2007. Skatteankenævnet havde ikke anset landbruget for erhvervsmæssigt drevet.

Klageren havde siden 1977 ejet og drevet en ejendom på 6,7 ha, suppleret med tilforpagtet jord, der varierede fra 7,8 ha til ca. 2 ha over årene. Driftsformen havde ændret sig fra planteavl og svineproduktion (35 søer) til slagtesvin i 1984, hvor klageren også påbegyndte lønarbejde. I 2001 blev produktionen ændret til søer og opfedning af smågrise. Omkring årsskiftet 2008/2009 ophørte klageren med dyrehold og forpagtning for at drive ejendommen som rent planteavlsbrug.

Virksomhedens resultater før af- og nedskrivninger samt renter viste en varierende indtjening, men med stigende underskud fra 2002 til 2007. Ifølge SKAT havde landbruget givet underskud siden 1987, med et akkumuleret underskud på 952.761 kr. i perioden 1987-2007. Omsætningen i de omhandlede år var primært fra salg af grise og EU-tilskud:

Skatteankenævnet begrundede sin afgørelse med, at det vedvarende havde været nødvendigt med indtægt fra anden side, og at der ikke var udsigt til rentabilitet på kort eller lang sigt, da landbruget havde givet underskud siden 1987. Nævnet henviste til Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a, Personskatteloven § 3, stk. 2, nr. 1 og Virksomhedsskatteloven § 22a, stk. 1.

Klagerens repræsentant fremførte en primær påstand om, at Skatteankenævnets afgørelse var ugyldig på grund af forkert anvendelse af praksis, idet der var stillet krav om rentabilitet, hvilket ikke gælder for deltidslandbrug. Subsidiært påstod repræsentanten, at landbrugsvirksomheden var erhvervsmæssigt drevet. Argumenterne inkluderede, at klageren konstant havde forsøgt at tilpasse sin produktion for at opnå økonomisk overskud, at svineproduktion i sig selv er erhvervsmæssig, og at de negative resultater i de omhandlede år var et generelt problem i branchen. Klagerens beslutning om at omlægge til ren planteavl blev fremhævet som udtryk for erhvervsmæssig handlemåde.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten behandlede klagerens primære påstand om, at Skatteankenævnets afgørelse var ugyldig, og den subsidiære påstand om, at landbrugsvirksomheden var erhvervsmæssigt drevet.

Primær påstand om ugyldighed

Landsskatteretten fandt ikke, at Skatteankenævnets afgørelse udelukkende var begrundet i en rentabilitetsbetragtning, som ikke gælder for landbrug efter praksis. Afgørelsen var også begrundet i virksomhedens vedvarende underskud og begrænsede omfang. Derfor blev den primære påstand om ugyldighed ikke imødekommet.

Subsidiær påstand om erhvervsmæssig drift

Landsskatteretten fandt, at landbruget var erhvervsmæssigt drevet. Begrundelsen herfor var:

• Driften blev anset for teknisk-landbrugsfagligt forsvarlig, hvilket SKAT også havde lagt til grund.
• Klageren havde tidligere drevet landbruget som fuldtidslandbrug.
• Klageren havde løbende tilpasset produktionen for at opnå den bedste økonomi og udnytte ejendommens faciliteter fuldt ud.
• Landbruget blev anset for at være drevet økonomisk forsvarligt i de omhandlede år, blandt andet på grundlag af fornuftige dispositioner om at omlægge driften.

Retten henviste til Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a og Højesterets dom af 15. april 1994, gengivet i TfS 1994.364, som fastslår, at underskud er fradragsberettiget, hvis driften er sædvanlig, forsvarlig og tilsigter et rimeligt driftsresultat, medmindre den ikke kan blive overskudsgivende selv efter længere tid. Ved bedømmelsen af overskudsudsigt skal resultatet efter driftsmæssige afskrivninger tages i betragtning, jf. TfS 1999.48 og TfS 2004.788.

Landsskatteretten anså dermed landbruget for erhvervsmæssigt drevet, hvorfor underskuddene kunne fradrages efter Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a, og kapitalafkastordningen kunne anvendes.

Den talmæssige opgørelse skulle foretages af SKAT, jf. Landsskatterettens forretningsorden § 17, stk. 2.