Afgørelse om refusion af løn til søfolk på sandsugere – Begrænset fart vs. Søtransportaktiviteter

Sagen omhandler et rederis anmodning om refusion for april måned 2009 for skibet [skib1] i henhold til Sømandsbeskatningsloven § 10. Rederiet, [virksomhed1] A/S, driver virksomhed med uddybning og oprensning af havbunden ved brug af specialindrettede skibe, herunder sandsugere. Skibet [skib1] var i den omhandlede periode beskæftiget med opgaver i [...fjord] og [havnen].

SKAT havde givet afslag på refusionen med den begrundelse, at søtransportaktiviteterne udgjorde mindre end 50 %, og at virksomhed inden for begrænset skibsfart ikke anses som søtransport ved anvendelse af refusionsordningen, jf. Bekendtgørelse om beskatning af søfolk § 13, stk. 2. SKAT henviste til, at fart med skibe, der væsentligst sejler på danske indsøer, indre vandveje og fjorde, er begrænset fart, jf. Sømandsbeskatningsloven § 2, stk. 1, nr. 3, litra a. Da skibets opgaver udelukkende var sket i [...fjord], skulle alle timer henføres til begrænset fart.

Klagerens argumenter

Klageren påstod principalt, at selskabet var berettiget til refusion, idet der ikke var hjemmel til at inddrage begrænset fart i vurderingen af refusionsadgangen. Det blev anført, at Sømandsbeskatningsloven § 10 udtrykkeligt alene kræver, at søtransportaktiviteterne overstiger 50 % af driftstiden, en betingelse der er direkte taget fra EU-Kommissionens meddelelse C (2004),43. Klageren argumenterede for, at bekendtgørelsen, der inddrager begrænset fart, gik ud over dens hjemmel i loven og stred mod grundlovens delegationsforbud i skatteretten.

Subsidiært påstod klageren, at fartøjerne ikke var omfattet af begrænset fart, jf. Sømandsbeskatningsloven § 2. Klageren mente, at lovens ordlyd og formål tilsagde en virksomhedsbetragtning, hvor aktiviteter i fjorde og lignende ikke udelukker refusion, hvis det ikke er det væsentligste i fartøjets samlede virksomhed. Det blev fremhævet, at rederiets fartøjer generelt opererede i hele Nordeuropa og ikke primært i havne eller fjorde, og at hidtidig praksis ikke havde anset deres sejlads for begrænset fart.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse og fandt, at rederiet ikke var berettiget til refusion for april måned 2009.

Retten lagde til grund, at det af ordlyden af Sømandsbeskatningsloven § 2, stk. 2 fremgår, at virksomhed med stenfiskerfartøjer, herunder sandsugere, er omfattet af reglerne om begrænset fart. Dette understøttes af forarbejderne til loven, hvoraf det fremgår, at DIS-reglerne og reglerne om sømandsfradrag kun finder anvendelse uden for området for begrænset fart.

Landsskatteretten henviste desuden til Bekendtgørelse om beskatning af søfolk § 13, stk. 2, som fastslår, at virksomhed inden for området for begrænset fart ikke anses som søtransport ved anvendelse af lovens Sømandsbeskatningsloven § 10. Retten bemærkede, at Danmark i forbindelse med implementeringen af EU-retningslinjerne for statsstøtte til søtransportsektoren havde oplyst EU-Kommissionen (2009/380/EF), at virksomhed i "begrænset fart", herunder udgravnings- eller opmudringsarbejder i havne eller fjorde, altid falder uden for de danske statsstøtteordninger.

På denne baggrund var det Landsskatterettens opfattelse, at aktiviteter foretaget af stenfiskerfartøjer i begrænset fart ikke skal medtages ved opgørelsen af refusionen efter Sømandsbeskatningsloven § 10, stk. 2. De udførte arbejdsopgaver i [by1] og [by2] blev med rette henført til virksomhed i begrænset fart.

Bedømmelse af den subsidiære påstand

For så vidt angår den subsidiære påstand om, at det er den generelle virksomheds arbejde, der skal lægges til grund, henviste Landsskatteretten til Bekendtgørelse om beskatning af søfolk § 9, som fastslår, at refusion sker på grundlag af fartøjets faktiske anvendelse, og at registreringsforhold eller indvindingstilladelser ikke i sig selv er afgørende. Retten henviste endvidere til bekendtgørelsens Bekendtgørelse om beskatning af søfolk § 10 og Bekendtgørelse om beskatning af søfolk § 11, der giver rederier mulighed for at vælge mellem måneds- eller årsbasis for opgørelsen af søtransportaktiviteten. Dette indikerer, at det er det konkrete arbejde i den konkrete periode, der er afgørende, og ikke den generelle virksomhed.

Landsskatteretten konkluderede, at klageren ikke kunne få refusion for april måned efter Sømandsbeskatningsloven § 10, da skibet [skib1] havde foretaget søtransportaktivitet i mindre end 50 % af driftstiden i den pågældende periode.