Beskatning af fri bil - hovedanpartshaver - privat kørsel

Sagen omhandler beskatning af værdi af fri varebil for en hovedanpartshaver i et lingerifirma. Selskabet havde leaset en gulpladevarebil, der var indregistreret til udelukkende erhvervsmæssig brug. SKAT observerede bilen parkeret ved hovedanpartshaverens private bopæl, hvilket førte til en ansættelse af værdi af fri bil for 2007 og 2008.

Klageren argumenterede for, at bilen udelukkende blev anvendt erhvervsmæssigt, herunder til transport af varer og dekorationsmateriel, der opbevaredes på et lager ved bopælen, da selskabets forretningslokaler ikke havde tilstrækkelig plads. Det blev anført, at lejlighedsvis kørsel fra bopælen til kunder eller leverandører var erhvervsmæssig, og at bilen kun undtagelsesvis overnattede ved bopælen med henblik på erhvervsmæssig kørsel dagen efter. Klageren henviste til SKM2008.354.SKAT og den såkaldte 25-dages regel samt en 60-dages regel, der skulle tillade lejlighedsvis privat kørsel uden skattemæssige konsekvenser. Der var ikke ført kørebog.

Skattecentret fastholdt, at kørslen mellem bopælen og virksomhedsadressen var privat kørsel, da bopælen ikke kunne anses for en arbejdsplads i henhold til Ligningsloven § 9 B. Manglende kørebog understøttede formodningen om privat rådighed.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede Skattecentrets afgørelse om beskatning af værdi af fri bil. Retten henviste til reglerne i Ligningsloven § 16, stk. 4, 10. og 11. punktum, som omhandler firmabiler på gule nummerplader. Det blev fastslået, at den pågældende bil opfyldte betingelserne i Vægtafgiftsloven § 4, stk. 1 og Vægtafgiftsloven § 2 for at være en varebil, hvor der ikke var betalt tillægsafgift for privat anvendelse.

Retten bemærkede, at selvom manglende tillægsafgift og momsfradrag som udgangspunkt indikerer udelukkende erhvervsmæssig brug, vil bilen blive omfattet af reglerne om beskatning af privat rådighed, hvis det viser sig, at der alligevel køres privat.

Landsskatteretten lagde vægt på følgende:

• Klageren havde oplyst, at varebilen blev anvendt til kørsel til og fra bopælen og flere gange overnattede ved bopælen. Dette skabte en formodning for, at bilen havde stået til rådighed for klagerens private benyttelse.
• Denne formodning var ikke afkræftet ved ført kørebog eller lignende.
• At bopælen tillige blev anvendt som lager for selskabet, medførte ikke, at den kunne anses som en arbejdsplads i Ligningsloven § 9 B's forstand. Kørslen mellem bopælen og selskabets adresse blev derfor anset for privat kørsel.
• Det blev lagt til grund, at varebilen som udgangspunkt ikke havde været parkeret ved forretningen, da det ikke var dokumenteret, at selskabet havde rådighed over en parkeringsplads i forbindelse med forretningen.

På baggrund heraf fandt Landsskatteretten, at hovedanpartshaveren måtte anses for at have rådighed over selskabets varebil til både privat og erhvervsmæssig anvendelse, og at det ikke var sandsynliggjort, at bilen ikke havde stået til rådighed for privat brug. Afgørelsen blev derfor stadfæstet.