Skønsmæssig indkomstforhøjelse og fradrag for telefonudgifter for kiosk

Sagen omhandlede en klager, der drev en kiosk, hvis regnskabsgrundlag blev tilsidesat, hvilket førte til en skønsmæssig forhøjelse af indkomsten baseret på privatforbruget. Derudover blev periodiseringen af telefonudgifter også behandlet.

Klageren drev virksomheden fra 2000 til 31. marts 2002. Regnskabet for perioden 1. januar 2002 til 31. marts 2002 var ikke baseret på et ført og afstemt kasseregnskab, men alene på foreviste bilag, hvor indtægter og udgifter blev bogført ved betaling. Klagerens husstand bestod af klageren, hustru, mor og fem børn. Hustruen havde lønindkomst og dagpenge, og familien modtog børnefamilieydelse. Klageren modtog selv dagpenge efter salget af virksomheden.

Skønsmæssig forhøjelse

SKAT tilsidesatte regnskabsgrundlaget og forhøjede indkomsten skønsmæssigt. Klagerens repræsentant havde oprindeligt opgjort husstandens privatforbrug til 89.644 kr. for 2002, men fremlagde senere en revideret opgørelse på 149.089 kr. SKAT og skatteankenævnet havde forgæves anmodet om dokumentation for private udgifter og bankkontoudtog. Skatteankenævnet godkendte en korrektion af formuen primo 2002, men afviste medtagelsen af en privat gæld på 70.000 kr. og en nedskrivning af tilgodehavendet hos klagerens bror, da dokumentation manglede. En anskaffelsessum for en Audi 100 blev skønsmæssigt ansat til 35.000 kr. og medtaget i formuen ultimo. Et privat lån på 200.000 kr. optaget sent i 2002 blev medtaget som både aktiv og passiv, da det ikke antoges at have finansieret privatforbruget i 2002. Skatteankenævnet opgjorde privatforbruget til -1.339 kr. og nedsatte den skønsmæssige forhøjelse fra 350.000 kr. til 150.000 kr.

Klagerens repræsentant påstod, at den skønsmæssige forhøjelse skulle nedsættes til 0 kr. eller subsidiært til 80.000 kr. Han argumenterede for, at klageren kun var bogføringspligtig i tre måneder af 2002 og ikke havde pligt til at dokumentere private forhold efterfølgende, især da der var gået over fem år. Han bestred skatteankenævnets opgørelse af skattebetalinger og købsprisen for Audi 100. Han fastholdt, at den private gæld på 70.000 kr. var en fejl i formueopgørelsen fra 2001, der ikke var medtaget i 2002, og at den intet havde med det private lån på 200.000 kr. at gøre. Klagerens repræsentant opgjorde selv privatforbruget til 218.089 kr. og anførte, at klageren havde levet af en lille indkomst siden juli 2002.

Fradrag for telefonudgifter

I regnskabet for virksomheden var der fratrukket 13.524 kr. i administrationsudgifter til telefon, heraf 9.100 kr. for taletid fra en faktura fra 2001. SKAT godkendte kun 1.579 kr. i fradrag. Skatteankenævnet afviste fradrag for taletidskortet på 9.100 kr., da det var faktureret i 2001 og antaget fratrukket der, samt rykkergebyr og genåbningsafgift som ikke-sædvanlige driftsudgifter. Klagerens repræsentant påstod fradrag for 6.462 kr. og argumenterede for, at taletidskortet ikke var fratrukket to gange, da bogføringen skete efter betalingsprincippet, og at der ikke var en skyldig regning i 2001-regnskabet.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Skattepligtige har pligt til at selvangive deres indkomst i henhold til Skattekontrolloven § 1. Erhvervsdrivende skal indgive et skattemæssigt årsregnskab, der er udarbejdet på grundlag af en løbende bogføring, herunder et ført og afstemt kasseregnskab, jf. Skattekontrolloven § 3. Hvis regnskabet ikke opfylder disse krav, kan indkomsten fastsættes skønsmæssigt efter Skattekontrolloven § 5.

Bogføringspligtige personer, herunder klageren som erhvervsdrivende i 2002, skal udarbejde en kapitalforklaring. Skattemyndighederne kan også indhente en kapitalforklaring fra ikke-bogføringspligtige, jf. Skattekontrolloven § 6b. Hvis et påbud om at udarbejde kapitalforklaring ikke imødekommes, finder Skattekontrolloven § 5, stk. 3 tilsvarende anvendelse, jf. Skattekontrolloven § 6b, stk. 1.

Indkomsten kan forhøjes, hvis det selvangivne privatforbrug er usandsynligt lavt, hvilket er en fast praksis tiltrådt af Højesteret (UfR 1967.635 og TfS 2001, 980).

Skønsmæssig forhøjelse af indkomst

Landsskatteretten fandt, at det var ubestridt, at regnskabet for virksomheden i 2002 ikke udgjorde et egnet grundlag for indkomstopgørelsen. De efterfølgende korrektioner til kapitalforklaringen, som viste privatforbrug på mellem 89.644 kr. og 218.089 kr., bekræftede, at grundlaget var utilstrækkeligt og mangelfuldt. SKAT var derfor berettiget til at tilsidesætte selvangivelsen og ansætte indkomsten skønsmæssigt.

Skatteankenævnets opgørelse af privatforbruget til -1.339 kr. blev lagt til grund af Landsskatteretten. Denne opgørelse var baseret på klagerens egne oplysninger og indberettede oplysninger om skattebetalinger. Retten bemærkede, at der var usikkerhed vedrørende opgørelsen af tilgodehavendet hos klagerens brors virksomhed, da udlånet ikke var dokumenteret objektivt. Det var heller ikke dokumenteret, at klagerens mors indkomst medgik til familiens privatforbrug, eller at klageren havde en gæld på 70.000 kr. pr. 31. december 2002.

Klageren havde ikke fremlagt dokumentation for købsprisen for Audi 100, og skatteankenævnets skøn baseret på bilbasen blev derfor anset for berettiget og ikke for højt. Da skatteankenævnets forhøjelse på 150.000 kr. kun resulterede i et privatforbrug på ca. 149.000 kr., fandt Landsskatteretten skønnet meget rummeligt og forsigtigt. Det var ikke godtgjort, at den skønsmæssige forhøjelse var urimelig. Skatteankenævnets skønsmæssige forhøjelse af indkomsten med 150.000 kr. blev derfor stadfæstet.

Fradrag for udgifter til telefon

Skatteydere kan fradrage driftsomkostninger, der er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, jf. Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a. Private udgifter kan ikke fradrages, jf. Statsskatteloven § 6, stk. 2.

Udgiften til køb af taletid på 9.100 kr. i 2001 var i regnskabet for 2002 fratrukket som en administrationsudgift. Landsskatteretten fandt det usandsynligt, at udgiften vedrørte køb af taletidskort til videresalg i butikken. Udgiften skulle desuden efter pligtpådragelsesprincippet være bogført i indkomståret 2001. Hvis udgiften ikke var forbrugt i 2001, skulle den ikke-forbrugte del have været periodiseret, hvilket ikke var sket. Under hensyntagen til, at de samlede telefonudgifter i 2001 (12 måneder) udgjorde 11.547 kr., var det ikke sandsynligt, at der i en 3-måneders periode i 2002 var erhvervsmæssige telefonudgifter på 12.924 kr. På baggrund af disse grunde stadfæstedes skatteankenævnets ansættelse af de fradragsberettigede telefonudgifter til 1.579 kr.