Skattepligt ved salg af ejendom - beboelseskrav ikke opfyldt - opgørelse af avance

Sagen omhandler en klage over, hvorvidt fortjenesten ved salget af en ejendom beliggende [adresse1], [by1], er omfattet af skattefritagelsesbestemmelsen i Ejendomsavancebeskatningsloven § 8, stk. 1, samt opgørelsen af en eventuel skattepligtig avance.

Klageren og hendes samlever købte ejendommen i 2004 med den oprindelige hensigt at leje den ud til klagerens forældre, som flyttede ind i juli 2005. Ejendommen gennemgik en omfattende renovering, da den viste sig at være i dårligere stand end forventet. Klageren argumenterede, at de investerede betydeligt i renoveringen med henblik på selv at flytte ind senere. Forældrene fraflyttede ejendommen i marts 2006, hvorefter klageren og hendes familie flyttede ind.

Kort efter indflytningen så klageren og samleveren en annonce for en ny ejendom ([adresse4]), som de besluttede at købe. Dette førte til et hurtigt salg af ejendommen [adresse1].

Klagerens principale påstand var, at salget skulle være skattefrit, da ejendommen havde tjent som bolig for hende og hendes familie med henblik på varigt ophold. Hun henviste til, at der ikke er et krav om en minimumsperiode for bebølse, og at de først besluttede at sælge [adresse1] efter at have set den nye ejendom. Hun forklarede også, at administrative fejl var årsag til, at hendes adresse stadig figurerede som [adresse2] på visse bilag.

Subsidiært påstod klageren, at avancen skulle nedsættes, idet en stor del af de afholdte omkostninger til renovering, køb og salg var dokumenterede eller sandsynliggjorte. Hun fremhævede, at de ikke var bogføringspligtige og derfor ikke havde gemt alle kvitteringer, men at kontoudtog og erklæringer burde være tilstrækkelig dokumentation. Hun argumenterede for, at udgifter til finansiering, hårde hvidevarer og visse VVS-arbejder skulle medregnes i avanceopgørelsen.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fandt, at klageren ikke havde løftet bevisbyrden for, at ejendommen beliggende [adresse1], [by1], reelt havde tjent som bolig for hende og hendes samlever, og at ejendommen blev erhvervet med henblik på varigt ophold. Salget af ejendommen kunne således ikke anses for omfattet af skattefritagelsesbestemmelsen i Ejendomsavancebeskatningsloven § 8, stk. 1.

Retten lagde vægt på, at ejendommen angiveligt var erhvervet med henblik på udlejning til klagerens forældre, og at klageren og samleveren allerede i januar 2006 havde undersøgt mulighederne for salg af ejendommen. Desuden reagerede de allerede den 12. marts 2006 på en annonce om køb af deres nuværende bolig ([adresse4]), og købsaftalen på denne ejendom blev underskrevet den 19. marts 2006 – samme dato, som klageren og hendes datter flyttede folkeregisteradresse fra [adresse2] til [adresse1]. Uanset en kortvarig bebølsesperiode efter forældrenes fraflytning, blev det ikke anset for bevist, at flytningen skete med henblik på varigt ophold.

Salget af ejendommen [adresse1] blev derfor anset for skattepligtigt i henhold til Ejendomsavancebeskatningsloven § 1, stk. 1.

Opgørelse af skattepligtig avance

Fortjenesten ved afståelse af fast ejendom opgøres som forskellen mellem afståelsessummen og den regulerede anskaffelsessum, jf. Ejendomsavancebeskatningsloven § 4, stk. 1. Anskaffelsessummen omregnes til kontantværdi, jf. Ejendomsavancebeskatningsloven § 4, stk. 2, og forhøjes med et tillæg på 10.000 kr. for anskaffelsesåret og hvert efterfølgende kalenderår, jf. Ejendomsavancebeskatningsloven § 5, stk. 1. Anskaffelsessummen forhøjes desuden med afholdte udgifter til vedligeholdelse eller forbedring, der overstiger 10.000 kr. pr. kalenderår, dog ikke udgifter, der har kunnet fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst eller er straksfradraget/straksafskrevet, jf. Ejendomsavancebeskatningsloven § 5, stk. 2 og Afskrivningsloven § 21, stk. 2.

Retten lagde til grund, at klageren i perioden med udlejning til forældrene (hvor der ikke blev selvangivet lejeindtægter) kunne have fradraget vedligeholdelsesudgifter i medfør af Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra e. Dog blev visse udgifter i denne periode anset for forbedringsudgifter. Retten godkendte ikke udgifter, hvor der ikke var fremlagt fakturaer, eller hvor dokumentationen var utilstrækkelig.

Landsskatteretten godkendte avancen opgjort som følger:

Landsskatteretten nedsatte herefter klagerens andel af den skattepligtige avance med 240.018 kr. til 987.482 kr.